« Tilbage til søgeresultaterne

Kvindelig Fremskridtsforening.

« Se emneord

Mandag den 20. Februar holdt Hr. Folketingsmand J. K. Lauridsen under stærkt Bifald et livligt Foredrag over Emnet „Politik”. Taleren mente, at Politik var en Form, under hvilken Mennesket hævder sin Værdighed og træder frem med en vis Følelse af Selvstændighed. Men der hørte en særlig Udvikling til at kunne befatte sig med Politik.


For Hundrede Aar siden var det fastslaaet, at kun den mandlige Overklasse havde Forstand paa at styre Landet. At der den Gang kunde være Tale om, at Kvinden kunde befatte sig med Politik, var en faktisk Umulighed. Den samme Modstand, der i sin Tid gjorde sig gældende overfor Mellemklasserne, da disse forlangte mere Ret, viser sig nu ogsaa overfor Kvindens Krav om Medbestemmelsesret. Efter Talerens Mening burde man ikke hindre Kvinden i at være ligestillet med Manden. Man kunde ikke finde noget Argument mod at give Kvinden Ret som Menneske. De selv samme Fejl, som Kvinden har, har nemlig ogsaa Manden, og han har dog Valgret. Men skulde Kvinden have alle de Rettigheder, Manden har, saa maatte hun ogsaa tage imod saa vel det ubehagelige som det behagelige. Politik betyder kun en Omvæltning af Avtoriteterne. Dersom Kvinden vilde rejse sig og forlange Valgret og Ret til at leve som Menneske, vilde det ske, men der vilde maaske hengaa 50 Aar, inden man naaede saa vidt. Taleren kunde ikke gaa med til, at det kun var den ugifte Kvinde, som skulde have Valgret, idet den gifte Kvinde var mere intelligent end den ugifte.


Fru Johanne Meyer takkede for det interessante Foredrag; men efter Fruens Mening vilde der ikke hengaa lang Tid, inden Kvinden fik Valgret. Da det imidlertid ikke hjalp, at Kvinden alene arbejdede hen dermod, maatte intelligente Mænd støtte Kvindesagen.


Hr. J. K. Lauridsen havde altid i Folketinget stemt til Gunst for Kvindernes Ret, og han vilde ogsaa vedblive dermed; men Kvinderne maatte naturligvis først og fremmest selv arbejde for deres Sag.


Endnu havde Frk. Andersen og Hr. Nielsen Ordet. Begge mente, at Kvinden ikke skal vente paa Mandens Hjælp; men selv arbejde hen paa at faa Valgret.


Mandagen den 27. Februar holder Foreningen Medlemsmøde, Skindergade 9, 1. Sal, hvor vigtige Ting angaaende Foreningens indre Anliggender vil blive forhandlede.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder