« Tilbage til søgeresultaterne

Boganmeldelse.

Af: Michel Revon

« Se emneord

Den evige Fred. Af Immanuel Kant. Oversat og forøget med Oplysninger af Fredrik Bajer. Forlag: Bibliothek for de tusend Hjem (Huseby & Co. i Kristiania) 1889. - 96 Sider.


En fransk Advokat og Dr. jur. har i Aprilheftet af det Maanedsskrift, som udgives af det retskyndige "Selskab for sammenlignende Lovgivning" i Paris: Bulletin de la Société de législation, comparée, anmeldt ovennævnte Skrift saaledes:


Der gives berømte, klassiske Bøger, som man læser des mindre, jo mer berømte og klassiske de er. Disse Bøger er saa højt skattede, - man har holdt saadanne Lovtaler over dem, - de er undertegnede af saa store Navne, at omsider enhver, i god Tro, bilder sig ind at kende dem; følgelig fritager han sig gærne for den Ulejlighed at aabne dem. Til slige Bøger synes Kants Udkast til den evige Fred at høre. Der gives ingen Afhandling, som er vigtigere for den moderne Retsfilosofi, - intet mer glimrende Værk i den offenlige, internationale Rets Historie, - intet paa en Gang dristigere og dybsindigere end denne storartede Plan for en Politik, som hviler paa Moralens Hovedgrundsætninger, og for en højere Retstilstand, hvis alt beherskende Grundtanke man kunde sammenfatte i disse simple Ord: Freden ved Friheden for Retfærdigheden! Kort sagt, intet Værk er værdigere til at studeres. Og dog, min Læser, sig mig oprigtig, om du nogen Sinde har aabnet det! Spørgsmaalet er maaske ubeskedent ....


Vi kan ikke noksom rose Hr. Fredrik Bajer*), fordi han har villet lette sine Landsmænd Adgangen til "Udkastet". Efter som dette er et altfor glemt Værk, er det godt, at en ny Oversættelse, fra Tid til anden, genkalder det i Erindringen. I Frankrig havde vi Hr. Charles Lemonniers Oversættelse (Fischbacher, 1880); Italien havde Massonis, England Morells, Tyskland Gustav Vogts og Kehrbachs Udgaver. Danmark**) ejer nu Hr. Bajers Oversættelse, og det er ikke den mindst omhyggelige. Talrige Noter har virkelig bidraget til at berige og oplyse Texten. Filosofiske Tanker, praktiske Raad, personlige Iagttagelser, Erindringer fra Krigen 1864, hvori Forfatteren deltog som Dragonofficer, offenlige Taler, parlamentariske Forhandlinger og mærkelige Smaatræk anføres der i Mængde. Jeg skal kun anføre et eneste af disse, et aldeles ubekendt, som paa en særlig Maade interesserer vort Land: - Udkastet til den evige Fred var udkommet i Oktober 1795; Aaret efter blev en dansk Oversættelse udgivet under Mærket U. af R. I dette sidste Skrift findes en Hentydning til et Nummer af Moniteur universel, som allerførst i Frankrige skulde have gjort et Udtog af Kants Bog. Hr. Bajer har fundet dette Nummer, som er af 3. Januar 1796 (se Side 89, Note 18 i den ny danske Oversættelse). "Takket være Moniteurens Udtog," siger U. af R., "har Skriftet gjort saadan Epoke i Frankrige, at Sieyés har tilsendt Forfatteren Konstitutionen med Begæring: at han vilde rette den. Og vist er det, at den i væsenlige Henseender trænger til Forbedring." Dette Træk er pikant: det maa kunne vække filosofiske Betragtninger hos vore "Revisionister" (dem, som vil have den franske Grundlov revideret), - dersom de læser det; thi de har saa travlt! . . .


Michel Revon.


*) (Den franske Anmelders Note:) Fredrik Bajer, dansk Folketingsmand, er i Frankrig især bekendt paa Grund af sine Studier over Forholdstalsvalgmaaden. Se det smukke Værk: La Représentation proportionnelle, Pag 354 - 366. Pichon, 1888. - (For at hjælpe paa min Ukyndighed i det danske Sprog har Hr. Bajer været saa god at sende mig et Uddrag af sit Arbejde; jeg beder ham modtage mine Taksigelser.)


**) Da nærmest Norge, hvor Oversættelsen er udkommen. Den danske fra 1796 er helt udsolgt.



« til toppen

Forfattere

Initialer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner