« Tilbage til søgeresultaterne

"Magdalene" virker.

« Se emneord

Maa jeg faa Plads i Kvindebladet for nogle Linjer, som jeg føler Trang til at fremkomme med i Anledning af en Artikel i samme Blads Nr. 7 med Overskrift „Magdalene virker”.


Det maa glæde hvert rettænkende Menneske, at den forbryderiske Lovgivning, som hjemler den offentlige Prostitution med samt dens umenneskelige Principer, mere og mere drages frem for Dagslyset og gøres til Genstand for Angreb. Det er ogsaa en Glæde at erfare, at Frelsens Hær optager et Redningsarbejde overfor de ulykkelige Kvinder, som er blevne Ofre for den nævnte Lovgivning. Men naar De paa Foranledning i samme Artikel udtaler, at vi Kvinder, som arbejder for Kvindens Ret, ingen Skyld ser hos de prostituerede Kvinder og altsaa heller intet har at tilgive dem, da mener jeg, at denne Udtalelse betydelig maa modereres.


Der findes sikkert mange blandt de elendige prostituerede Kvinder, som er komne i denne Ulykke uden megen Selvskyld, men der findes ogsaa mange frække og lastefulde Individer blandt dem, hvis Ulyst til Arbejde i Forening med forfængelig Pyntesyge fører dem i Fordærvelse. Man bør desuden aldrig lægge Skylden paa Fristelsen alene. Mennesket har fri Vilje og bærer selv Ansvaret for sine Handlinger. Tager man dette Ansvar bort, nivellerer man Dyd og Last, Ære og Skændsel, Flid og Dovenskab, da svækker man Individets moralske Følelse, idet man undergraver Tro og Tillid til dens Modstandskraft. Stiller man Skøgen frem som skyldfri, berøver man ogsaa den agtværdige Pige hendes Ros - hun, som ved streng Flid erhverver det tarvelige Udkomme, hun nøjes med. Eller lad os som Modsætning til Skøgerne fremdrage vore hæderlige Tjenestepiger, der udfører deres Hverv med Troskab. Ogsaa de kommer i Reglen fra Arbejderhjem. Ved at være en Hjælp for Husmoderen er de ofte til megen Velsignelse i vore Hjem og derigennem for Samfundet, hvis nyttige Medlemmer de er. Hvorimod Skøgerne er en Skændsel for vort Køn. De ødelægger mange Hjem og saar Fordærvelse i Samfundet. At samme Dom rammer de Mænd, der gør sig delagtige i de faldne Kvinders Brøde, er en Selvfølge.


Naar Kristus siger til Synderinden: Jeg dømmer dig ikke, saa tilføjer han: gaa og synd ikke mere. Vil disse faldne Kvinder forandre deres Levevis, ja, da bør de have fuld Tilgivelse, de bør modtages med Medfølelse og støttes og hjælpes frem med Kærlighed og Omsorg. Men Erfaring har desværre vist, at mange desuagtet vender tilbage til deres afskyelige Liv. De foretrækker det magelige Asyl, den offentlige Prostitution lokker dem med, saa længe de er unge. De betaler med et Liv i Vanære, og som oftest ødelægger de Sjæl og Legeme derved.


Ligeledes maa jeg have Lov til at udtale mig om en lignende Anskuelse, som fremføres i samme Artikel. Med et rask Pennestrøg gøres der en Sammenstilling af den Kvinde, der sælger sig - det vil sige gifter sig for at blive forsørget - og den Kvinde, der giver sig ind i den offentlige Prostitution. Dette er utilladeligt. Skal en fattig Pige, som har følt Armodens haarde Tryk og som kan se en bedre Fremtid i Møde, idet en velhavende Mand tilbyder hende Ægteskab, skal hun sammenstilles med en Skøge, fordi Ægteskabet fra hendes Side ikke er bygget paa det erotiske? Eller skal den Kvinde, hvem Skæbnen har nægtet at elske og blive genelsket, men som uagtet hun har Formue, dog foretrækker at virke i et Hjem fremfor at leve alene, skal hun stilles lige med en Skøge, hvis hun gifter sig uden at være forelsket? Vi kan sige om disse Kvinder, at de svigter Kærlighedsidealet; men en tro Hustru kan aldrig sammenlignes med en Skøge. Menneskenaturen er forskelligt sammensat. Mand og Kvinde kan mødes i aandelig Sympati i en eller anden Retning, uden at det erotiske er til Stede. Baandet mellem de tvende Køn er i Ægteskabet ikke alene et erotisk men ogsaa - og væsentligst - et etisk. Vi maa ikke dømme om Motiverne i de højst forskellige Forhold, hvorunder Ægteskaberne sluttes. Der er desuden kun en, som gennemskuer Hjerterne. Men hvilke Motiverne end er, saa er Forholdet mellem Mand og Kvinde ved Ægteskabet et lovligt Forhold for Gud og Mennesker. Om Ægteskabsloven i sin nuværende Skikkelse end er saare ufuldkommen og krænker Hustruens Værdighed som Menneske, saa er den dog et Værn om hendes kvindelige Hæder, som hun ikke kan undvære.


Naar De i Deres Blad Nr. 7 udtaler, at Manden bør fritages for Forsørgelsespligten, da kan jeg heller ikke være enig med dem deri. Over alt i Samfundet som i Naturen bestaar Livet ved en Omsætning af Kraft. Manden omsætter sin Arbejdskraft, sin Dygtighed, sit Talent i Penge. Efter Forholdenes Natur kan Hustruen ikke gøre sine Evner frugtbringende paa samme Maade, naar hun som Hustru og Moder skal varetage Hjemmets Tarv. Men hun omsætter Mandens Erhverv til Underhold af Hjemmet, og jeg fatter ikke, at Hustruens Ydelse er mindre værdifuld end Mandens, og at hun ikke lige saa fuldt som han skal kaldes Hjemmets Forsørger.


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner