Forkert Sigte.
Naar en Person tager Ordet for Interesser, der strider mod hans Standsfællers, kan man være temmelig sikker paa at blive skældt dygtigt ud. Nogle vil erklære ham for en Dumrian, der savner Blik for sin egen Fordel, andre vil finde ham latterlig, fordi han sætter et eller andet idealt Krav over egen Interesse.
Paa samme Maade gaar det de Mænd, der gør sig til Talsmænd for Kvindens Krav paa Ligeberettigelse. Gennemførelsen af disse Krav menes med Rette eller Urette at stride mod Mandens Interesser. Og Flertallet af Mænd har derfor øjeblikkelig Stemplet: dum eller latterlig, i Beredskab.
Hertil er naturligvis intet at sige, og det kunde selvfølgelig ikke falde nogen ind af den Grund at ophøre at arbejde for, hvad han paa dette Omraade anser for retfærdigt.
Derimod er det unægtelig meget lidt tiltalende, naar Kvinder giver sig til at angribe de Mænd, der staar paa deres Side. At det kan gøre andet end Skade, er det i alt Fald mig umuligt at indse. Og jeg synes derfor, at man skulde lade være dermed og gøre en bedre Anvendelse af sine Kræfter.
Dette vilde jeg gerne for en Gangs Skyld have Lov at sige i Anledning af Karen H.s Artikel: Kvindens Valgret.
Allerede det at udtale, at Kvinderne maa le for ikke at komme til at græde over deres Forkæmpere i Rigsdagen, er ret kraftigt. Og Bebrejdelserne mod Hr. Trier og Hr. Bajer kunde sikkert trænge til en adskilligt bedre Begrundelse, end de bar faaet. Thi, at „det var meget lidt, at der blev sagt om Kvindens kommunale Valgret den Gang”, er virkelig ikke tilstrækkeligt, selv om man tager Sætningens overflødige „at” bort. Men hvad der navnlig synes mig ganske utilbørligt, er Angrebet paa Folketingsmand Lauritsen. At rette Bebrejdelser mod en Mand umiddelbart efter, at han offentlig har agiteret for Kvindens Valgret og bevist, „at der aldeles ikke kunde føres (skal vel være: anføres) et eneste fornuftigt Argument mod hendes berettigede Fordringer”, er virkelig et stift Stykke. Udover en Bemærkning om, at et saadant Bevis er ret overflødigt, naar Talen er om berettigede Fordringer - den manglende Logik skyldes for Resten vist snarere Karen H.s Referat end Hr. Lauritsen - synes Kvinderne kun at have én Ting at sige Hr. Lauritsen, nemlig: Tak.
Men det værste er dog selve Bebrejdelsens Art. Den gaar ud paa, at Hr. Lauritsen burde have talt i Folketinget fremfor i Kvindelig Fremskridtsforening. Altsaa et rent personligt og taktisk Spørgsmaal, noget, som enhver maa være uafhængig og selvstændig Herre over, forudsat at der ikke foreligger nogen Partibeslutning, derover gør Karen H. sig til Dommer. Noget mere uberettiget kan jeg vanskeligt tænke mig.
Ganske vist er det ikke ualmindeligt, at Folk ser Skæven i deres nærmestes Øjne bedre end Bjælkerne i de fjernerestaaendes. Og for saa vidt er det forklarligt, at de giver sig i Lag med Splinterne fremfor at hugge løs paa Bjælkerne. Men det sidste vilde sikkert være mere fortjenstfuldt, og det er ikke heller usandsynligt, at den, der skal have en Splint trukket ud af sit Øje, som han intet selv mærker til, men som en anden paastaar findes der, vil føle sig noget misfornøjet med Operationen.
Skulde det blive Tilfældet med Hr. Lauritsen og Hr. Trier og Hr. Bajer, vil Karen H. ikke have indlagt sig Fortjenester af Kvindesagen med sin Artikel
