Til Petrea!

At gøre Vold paa sin Natur er svært i Længden; det hævner sig tidligt eller sildigt. Stærke Naturer ryster Aaget af sig, de svagere læmper sig efterhaands efter det.

Er det et Aag for en Kvinde at udføre det Arbejde, der kræves for at holde et Hus i Orden og sørge for Mad til faa eller mange Munde, læs: lave Maden og hvad dertil hører, og er der et andet Arbejde, hun hellere vilde udføre, og hvori hun kunde finde mere Glæde, og dermed ogsaa mere Hvile og Overensstemmelse med sin Natur og sine Ævner, - da paatager den, der raader hende derfra under Paaskud af, at det nu en Gang er Hustruens Pligt at sørge for Husvæsenet eller o. l., sig et Ansvar, som jeg skal vogte mig for; men i øvrigt tror jeg ikke, at den gifte Kvinde som Regel opnaar friere og lykkeligere Livsvilkaar eller fremmer Kvindernes Selvstændighed ved at opgive Husgerningen og slaa ind paa Næring - ja „fri Næring” faar det nok foreløbig blive, al den Stund en gift Kvinde efter vor Lovgivning ikke kan opnaa anden paa Forretnings-Omraadet.

Jeg mener, at det, Kvindesagen bør arbejde paa, er at faa anerkendt og værdsat netop den Gerning, Hustruen nu gør, saa hun ikke selv skal betragte den som ringe.

Thi det er den i Sandhed ikke. Jeg tror, at Kvindens Stilling vil blive væsentlig bedre, naar hun faar borgerlige Rettigheder i Lighed med Manden, og naar man ikke længer anerkender den Moral, der desværre endnu den Dag i Dag er lødig: at Magt er Ret. -

Jeg indser ikke, at Deres Veninde kan kaldes en Foraarsbebuder frem for den Hustru, der, efter at hun havde faaet sin Tanke omskaaret - om jeg saa maa kalde det - fremdeles passede sin Gerning. Men, som sagt, enhver skal have Lov at udføre den Gerning, som bringer mest Glæde, som passer bedst for den Persons særlige Naturel.