København, 26. Februar 1893.

Følgende Brev, som findes i 1. Del af George Sands i 1882 udkomne Korrespondence, synes mig at kunne interessere dette Blads Læsere. Naturligvis maa der ses hen baade til Tid, Nation, Omgivelser og til Forfatterens Psykologi. Brevet lyder saaledes i Oversættelse af

Dr. S. Schandorph.

Paris, Juni 1835.

Til Hr. ***.

Kærligheden, saaledes som vor Natur opfatter den og føler den nu i 1835, er langt fra det reneste og skønneste i Verden. Den har været baade værre og bedre gennem de forskellige Tider.

For Tiden er det en Blanding af Begejstring og Egoisme, som hos Kvinder giver den en helt ejendommelig Karakter. Naar man berøver dem de rettroende, „heldbringende” Fordomme, naar man har overladt dem til den aandelige Gerning, som paa kryds og tvers trænger sig ind i deres Opdragelse, - ja, saa bliver de saa meget desto strengere opofrede til „den offentlige Mening”. Denne offentlige Mening er paa den ene Side de grimme, stolte eller fejge Kvinders Intolerance; paa den anden Side er det den spottende og haanende Censur af Mænd, som ikke kan lide ortodokse Kvinder, endnu mindre oplyste Kvinder, men bestandig fordrer, at Kvinderne skal være tro. Nu er det jo ikke saa let, at en Kvinde baade kan tænke frit og være hvad man kalder moralsk i borgerlig Forstand. Det ser man ikke for tit, medmindre der intet Temperament er til Stede, man kan aldrig stole paa det. Forfængelighed frembringer de fleste Galskaber og Dumheder.

Vor Tids Kvinder er altsaa hverken oplyste, troende eller kyske. Den aandelige Revolution, som burde have omdannet dem efter den unge mandlige Slægts Trang, er bleven taget helt bagvendt. Man har ikke villet løfte Kvinden i hendes egne Øjne, man har ikke villet skabe for hende en ædel Livsopgave og sætte hende paa en lige Fod med Mændene og gøre hende i Stand til at udøve mandige Dyder. Ellers vilde Kyskhedsfordringen været hæderfuld for de fri Kvinder. For de slavebundne Kvinder er den et Tyranni, som krænker dem, og hvis Aag de dristigt ryster af sig. Jeg kan ikke dadle dem derfor.

Men derfor agter jeg dem ikke. De har tabt deres Sag ved at styrte sig ud i Udsvævelser i Kærlighedens og Begejstringens Navn, og deres hele Færd, hvorledes den end former sig, er altid fuld af Taabelighed og Uforsigtighed, forenet med den største Modsætning dertil: Svaghed og Frygt. Af alle deres Udskejelser har jeg indtil nu aldrig set fremgaa noget godt, varigt, ædelt. Aldrig forstaar de, efter deres Fejltrin, at skabe sig en hæderlig, en stolt Eksistens. En bryder aabenbart med Selskabet, og snart efter gør hun Tusind lave Forsøg paa at komme ind i det igen, den næste tigger om Almisse efter at have ruineret sin Elsker og befinder sig i Fortvivlelse over at gaa i Pjalter, hun, som har været vant til at bære Atlaskes Kjoler. En tredje, som vil undgaa den Slags Fortrædeligheder, fornedrer sig i den Grad, at hun bliver meget værre end et offentligt Fruentimmer. Saa kommer der en, og det rimeligvis den bedste af dem allesammen, som ser den Ulykke, hvori hun har slæbt den, som hun elsker, ned, som ikke véd nogen Udvej og derfor tager Livet af sig, hvorved hun ikke udretter andet end at gøre den Overlevende til en Genstand for Afsky, hvis han ikke skynder sig med at gøre ligesaa.

Se, det er det, jeg har erfaret gennem alle vor Tids romantiske Elskovseventyr. Jeg har aldrig set en Forbindelse af den Art, som var rolig, agtværdig, misundelsesværdig; jeg har intet set af den Art, og jeg tror ikke, man her i Frankrig kan finde noget saadant. Endnu er vort Samfund helt fjendtligt mod dem, som trodser det, og Kvindekønnet, som føler Trang til Frihed, men endnu ikke er værdigt dertil, har hverken Sjælsstyrke eller Evne til at kæmpe mod hele Samfundet, som fordømmer det til Forladthed, til Elendighed, for ikke at sige noget værre.

Ser Du, min Ven, det er det Samfundsbillede, som Du skal holde tæt op for din unge Venindes Øjne. Du skal uden Forskønnelse vise hende Kvindens Vilkaar i denne Overgangstid, som vel bereder bedre Skæbne for de Kvinder, som følger efter. Hende, som endnu er ren som en Blomst, maa Du lære, at der endnu er en smuk Rolle for hende i Livet, men ikke i et System at Vildskab og gale Indfald. Nu skal jeg forklare dig, hvad det er for en Rolle.

En fri, forholdsvis rig Mand kan jo sagtens bortføre sin Elskerinde og blive hendes Beskytter. Men saa maa denne Elskerinde have megen Sjælsstyrke og hendes Beskytter være en aldeles udmærket Mand, for at de kan føre en taalelig Tilværelse. Ja, egenlig maatte han ganske alene kunne danne sig en hel og fuldstændig Tilværelse.

Nu er Du ganske vist en af de bedste Mænd, jeg kender, og din unge Elskede er muligvis begavet med stor Styrke til at bære Livets Sorger, om hun end hidtil ikke har bevist, at hun kan det. Men Du er en fattig Mand, bunden til en hellig Pligt, uden hvis Opfyldelse Du kun vilde være en middelrnaadig og tør Person. Den Kvinde, som vilde faa dig til at svigte denne Pligt, og som endda vilde elske dig derefter, maatte være en Kvinde, som kun var varm af sanselig Attraa. Derefter vilde Du aldrig kunne høre hende omtale af dine Venner; thi aldrig vil en ærlig Elskov kunne leve af nedværdigende Opofrelser.

Hvad formaar I da at være for hinanden? I Virkeligheden intet. Jeg vil nu ikke tale om hendes Mands Rettigheder, som skaber endnu flere Pligter for dig, men det er dig ikke tilladt at forandre nogensomhelst Kvindes sociale Stilling. Du har jo ikke en Gang Lov til at gifte dig, med mindre Du finder en Medgift. Du kan jo ellers ikke leve.

Da I altsaa ikke frit kan tilhøre hinanden, saa synes jeg, at I begge maa væmmes ved at komme ind i et fejgt og smudsigt Forhold, som forbeholder Ægtemanden Muligheden til at blive Fader. Jeg tror dig ikke i Stand til blot i otte Dage at elske en Kvinde, som, for at slippe for en uundgaaelig Ulykke, vilde ofre til de ægteskabelige Kærtegn et Legeme, som var befrugtet af dig.

I maa altsaa være fornuftige. Gør Vold paa Jer selv, lad ikke lange Enesammenkomster, lad ikke begejstrede lange Timer, under Henrykkelsens Slør, udarte til fysiske Fornødenheder, som det ikke mere er muligt at modstaa, naar man først uforsigtigt har givet efter for dem.

Rens eders Hjerter, søg at blive Martyrer og Helgene, eller fly fra hinanden hurtigst muligt, thi en Svaghed kan styrte eder i en Række Ulykker og bitre Ærgrelser, under hvilke Kærlighed vil udslukkes. Jeg er vis derpaa for dit Vedkommende, thi dit Sind kan ikke taale noget smudsigt uden straks at komme til at afsky Aarsagen dertil.

Denne strenge Dyd vil, forudsætter jeg, kun i Sandhed være vanskelig for dig, Manden. Det skulde undre mig meget, om en ganske ung og ren Kvinde ikke kunde forstaa dens Poesi og Ynde og ikke, naar en lille Tid er gaaet, i den finde alle Garantier for sin Lykke og Tryghed.

Med Hensyn til den ædle Rolle, som falder i hendes Lod, og det værdige Eksempel, som hun vil give ved at handle saaledes, er det jo let at opfatte dem under et alment Synspunkt. Kvinder, som stilles i denne skrækkelige Kamp mellem Lidenskab og Pligt, vil kunne give et mægtigt Indlæg i deres Sag ved at vise, hvilken Sjælsstyrke de raader over. Naar deres Ægtemænd tvinges til at agte dem, vil de aldrig undertrykke dem. Naar de ligefrem gør det, og man i Virkeligheden ser et udadleligt, ædelmodigt, forsigtigt og stoisk Køn forhaanet og miskendt af et despotisk og brutalt Køn, vil Befrielseslovene snart komme; thi i begge Køn er der dog for Sandhedens Sag en Følelse af Retfærdighed og en Trang til Billighed, som vækkes, og som vil faa Overhaand, naar Tiden kommer.

Naar alle disse Overenskomster fastsættes og holdes, tvivler jeg ikke paa, at eders Kærlighed bliver lykkelig, varig og værd at beundres. Du er Standhaftighed, Lighedsfølelse og Ømhed i egen Person. En Kvinde, som er dig værdig, vil holde dig fast, og det er umuligt andet, end at en Kvinde, som har forstaaet dig, maa være din Lige i Mod og Finfølelse.

Samfundet er ondt og grusomt. Vore Lidenskaber er hverken gode eller onde. Ud af intet maa man frembringe noget. At elske er ikke noget vidunderligt. Den ringeste Grisette skriver Kærlighedsbreve og ofrer sig lige saa hengivelsesfuldt som en Muse. Der skal et drøjt Arbejde og en højbaaren Vilje til at gøre Lidenskaben til en Dyd. Hvis vi vil løfte Samfundet, lad os da ogsaa løfte vore Lidenskaber. Men giver vi os blot hen til dem, saa gør vi kun noget saare almindeligt, der kun er værd at yde Stof til en Vaudeville af Hr. Scribe, en Novelle af Hr. de Balzac eller af Fru George Sand. Den Slags Folk skal man ikke tage som Voldgiftsmænd, naar der er Tale om det kloge og forstandige. De vilde fortælle Livet, som det er, hvis de skulde give et Kursus i alvorlig Moral, men det skal de ikke.

Din George.