Wiinblad og P. Knudsen.
I denne Tid, da Dommen over disse to Mænd overalt vækker Opmærksomhed, Glæde hos nogle og Harme hos andre, kan det maaské have sin Interesse, især for vore udenbys Læserinder, at høre lidt om disse farlige Personer, der skal straffes som Forbrydere.
Det er nemlig ikke ualmindeligt, at frisindede Kvinder ude paa Landet, der er med i politiske Spørgsmaal, er helt uvidende om Arbejderbevægelsen i København og de Navne, der knytter sig til denne. Dhrr. P. Knudsen og Wiinblad er de mest kendte her. At fortælle om disse Mænds store Arbejde og mange Aars utrættelige Virksomhed i Arbejderbevægelsen er temmelig umuligt i et Blad; det vil en Gang, naar Arbejderbevægelsens Historie skal skrives, fylde tykke Bøger, men jeg vil blot flygtigt udtale mit Indtryk af deres Personer.
Det var i 1886, da den første kvindelige Væverstrike var udbrudt i København paa de Rubenske Fabriker, at det en Dag ringede paa min Dør og to af disse kvindelige Vævere, ledsagede af en Herre, traadte ind. De unge Piger, nette og beskedne, men lidt forknytte, sagde ikke noget, men deres Ordfører, Hr. Knudsen, talte desto ivrigere deres Sag. Med Overbevisningens Varme og en egen stærk Maade at udtrykke sig paa, fordrede nu Hr. Knudsen, at de Kvinder, som havde dannet Kvindelig Fremskridtsforening, hvis Formaal var at arbejde for Kvindernes Ret, ogsaa i Praksis skulde vise, at dette var dem en Alvorssag. Den offentlige Mening maatte vindes for de kvindelige Væveres Strike, og da Væverskerne endnu ikke var organiserede i en Fagforening, var Sagen kritisk.
Hr. P. Knudsen naaede den Gang for sit Vedkommende sit Maal. Flere af Kvindelig Fremskridtsforenings bekendte Navne stillede sig i Spidsen, indkaldte til Møde, og den offentlige Mening vandtes den Gang til Gunst for de kvindelige Vævere.
Saaledes som her i det smaa, saaledes overvinder han med sin Jærnvilje alle Hindringer. Dog maa man ikke tro, at det er denne uforfærdede Hensynsløshed og Forstandsklarhed, der behersker Manden, nej - man faar tvertimod Indtryk af, at der slaar et dybtfølende og varmt Hjerte for de lidende bag hans stærke Gaaen paa for den Fattiges Ret, og man fortæller, at i arbejdsløse Vintre kan han ligge Nætter vaagen for at udfinde den bedste Maade at hjælpe paa. Han glæder sig som et Barn, naar han har været med til at skaffe Arbejdere en l Kr. eller 2 Kr. om Ugen i Løn; thi for ham staar det som en Umulighed at hæve Arbejderne op til aandelige Interesser, saa længe Madspørgsmaalet, denne nagende Bekymring for Brødet, har slugt deres Sjæl.
Hr. P. Knudsen er tillige en stor Socialøkonom og har med megen Dygtighed skrevet en værdifuld Bog om Alderdomsforsørgelse og Sygeforsikring, der ved sit store statistiske Materiale har haft megen Betydning. Ved Selvstudier og Flid har Hr. Knudsen, som oprindelig er Handskemager, vundet betydelige Kundskaber og Indsigt i sociale Forhold, saa betydelige, at han nu sidder i Landstinget som et Medlem, hvis Ord altid høres. Men Grundtonen i al Knudsens Færd er en levende Tro paa Socialismens frelsende Magt fra al Fattigdom og Nød i Samfundet.
Hr. Wiinblad er en anden Type, og man bliver ikke lidt forbavset ved første Gang at møde „Socialdemokraten”s frygtede Redaktør.
Naar man i længere Tid har læst dette Blad, følt det stærke Sprog og de skarpe Penne, som behersker den, saa tænker man sig uvilkaarligt Redaktøren som en affejende og drabelig Herre. Saaledes var det gaaet mig, da et filantropisk Foretagende første Gang bragte mig til at søge Redaktøren. Jeg maatte to Gange spørge, om det var Redaktøren selv. Der kom mig nemlig en Herre i Møde saa sympatetisk, fin og hensynsfuld, en ægte dansk Type med lyst Haar og blide blaa Øjne og med den kendelige Blødhed i Sindet, som er den danske Natur egen. - Ved nærmere Bekendtskab mærker man naturligvis, at der er Fasthed i Karakteren og et bestemt Standpunkt med den samme brændende Iver for Arbejdernes Sag, men hvis man vil sætte disse danske Arbejderførere i Forbindelse med Blod og Brand, saa maa vi rigtig nok sige, at man ikke kender noget til den Aand og Tone, der gaar igennem Arbejderbevægelsen her hjemme. Hos Wiinblad spores undertiden en Bitterhed, som kan være smertelig, men det kan ikke undre os, naar man véd, at han har set Fattigdommens Kvaler paa saa nært Hold, at den har slaaet dybe Furer i hans intelligente Natur; men derfor er faa bedre skikket til at være Redaktør for Arbejdernes Blad end han, og derfor bliver Pennen skaanselsløs og skarp, naar den skal forsvare de Fattiges Ret ogsaa paa Fattiggaardene. Maa det dog ikke alligevel forundre os, at disse Mænd, som har ydet deres Arbejde og Kræfter i et saa samfundsopdragende Arbejde som at organisere Arbejderne, at de dømmes til at gaa i Fængsel for deres energiske Arbejde? Det er imidlertid vort Haab, at Højesteret vil komme til et andet Resultat. Hr. Højesteretssagfører Oktavius Hansen, som er antaget som Defensor, vil det forhaabentlig lykkes at vinde deres Sag.
