Hverdagstanker.
Kvindebladet bringer jo stadig frem, hvad der rører sig for Kvindesagen paa det offentlige Omraade og ude i Verden. Jeg kunde nu have Lyst til at fortælle lidt om, hvordan der tænkes og tales saadan til daglig ude blandt jævne Folk. Jeg tror, at der er et stort Arbejde at gøre; thi det er Livet, der maa skabe Lovene.
Jeg hører ikke til de Kvinder, der kan være med til saa stærkt at raabe paa vore Rettigheder. Jeg vil hellere raabe til Kvinderne selv: Tag Jer sammen! Kast al Sløvhed væk! Lev dog med og hævd Jer Ret alle Vegne, hvor I kan, saa vinder vi frem. Lad os ikke glemme det, der er lige ved, for at naa det, som maaske ser større ud, men som ikke i Øjeblikket kan naas.
Forleden talte jeg med en Sogneraadsformand, han udtalte sig mere frisindet end de fleste. Jeg spurgte ham, hvad han mente om at faa Kvinder ind i Sogneraadet? „Ja, det kunde jeg være med til at kæmpe for, naar Kvinderne selv vilde; thi det er sikkert, at de der kunde udrette noget, og at det vilde faa en gavnlig Betydning, om vi havde Kvinder blandt os i Raadet, men Kvinderne vil jo ikke, de vil ikke have noget offentligt Arbejde eller Ansvar. Se nu blot til de Kvinder, vi har valgt til at have Tilsyn med Plejebørn. Der er ikke en Gang nogen, som vil dette eller som varetager deres Hverv der. Tog de sig sammen og viste, at de virkelig vilde noget, saa fik de nok Plads. De fleste Mænd kan nok se, at der er meget, som er Uret mod Kvinderne, men man taber Lysten til at arbejde for dem, naar man bare ser Ord, men ingen Handling.”
Ja, der var saa uendelig meget at sige til dette, til Forsvar for Kvinderne. Men der er ogsaa deri saa megen Sandhed og berettiget Anklage, saa jeg synes, vi kan have godt af at høre det og minde hinanden om indbyrdes, at vi ikke blot skal tale vor Sag udadtil, men ogsaa tale til os selv og ikke glemme, hvad Skyld vi selv har i, at vi ikke er komne videre. I en Diskussion om, hvor tidligt Drenge burde begynde at uddannes til en bestemt Gerning som hver især havde Lyst til, hørte jeg et 17-aarigt Menneske sige: Det var grueligt at blive saa gammel, før man blev uafhængig; man skulde dog gerne være lidt selvstændig, før man kom langt op i Tyverne. Det glædede mig at høre ham tale saa. Og jeg tænkte uvilkaarligt: Gid de unge Piger tænkte ligeledes. Men der er det, det kniber, der er ingen rigtig Trang til selv at skabe en Stilling, til at blive fri, selvstændige, til at tænke og tale frit, røre sig frit, som man selv havde Lyst, være noget i sig selv og til at blive en Personlighed. Kvinderne er saa bange for at komme frem, naar det gælder at udføre en eller anden Gerning, saa bange for at tage en offentlig Sag frem og kæmpe aabent for den. Men i en Balsal er hun ikke saa bange for at komme frem og vinde Mændenes Hyldest. Jeg tror, dersom vi levede noget mere for vor egen Skyld, fulgte vort eget Hjærtes Trang, lod det komme til sin Ret, lyttede til de stille Røster i vore bedste Øjeblikke og handlede derefter uden først at høre Povls og Pers Mening, saa kom vi lidt videre i Selvstændighed og Menneskeværd.
Der tales jo saa meget nu om Kvindens Frigørelse; men jeg synes stundom, det er nærved, som det er for Mandens Skyld, vi nu skal udvikles. Forleden hørte jeg en Mand, som er en af Kvindesagens Venner, holde en Tale, og blandt andet udtalte han med megen Begejstring, at det var godt, om Kvinderne kunde komme noget mere med, fordi: at skal det blive til noget rigtigt med Mændene, saa sker det først, naar vi faar Kvinderne med. Ja, det tror jeg ogsaa, men jeg lider ikke rigtigt dette for Mændenes Skyld. For dem har vi levet alle Dage. Nej, vi skal oplyses og udvikles for vor egen Skyld, for selv at leve et menneskeværdigt Liv i Frihed med Rettigheder og Pligter som Menneske. At Kvinden saa derved ogsaa vil faa Indflydelse paa og Betydning for Manden, ja det er sikkert: „Thi Kvinden er ej Mandens fulde Ven, naar ej hun dele kan hans bedste Tanker!”
Men det maa ogsaa hedde: Manden er ej Kvindens bedste Ven, naar ej han deler hendes bedste Tanker. Kvinden maa udvikle sig til at blive et lige saa betydningsfuldt Menneske, som Manden, hun skal ikke leve mere for hans Skyld end han for hendes, hun maa føle sig paa lige Højde med ham i Udvikling og Dannelse med akkurat de samme Rettigheder og Krav men naturligvis ogsaa de samme Pligter. Bliver vi først frigjorte i vor daglige Færd, Tanke og Handling, ja, saa skal vi nok vokse os frem, de ydre Lænker skal nok sprænges og ikke oftere kunne snøres, fordi vi er voksede ud af dem. Men jeg synes saa ofte, at Kvinderne selv er vor Sags værste Hindring. Lad os tage os sammen, og lad det ikke med Rette kunne siges: Kvinderne vil ikke.