Landsbybreve.

Kære Hanne!

Nej, hvor var det morsomt at høre fra dig efter saa mange Aars Forløb. Mange, mange Gange har jeg tænkt paa dig og paa dit Hjem, paa din Mand og paa dine Smaapiger; at du nu ogsaa har en stor Søn, vidste jeg jo ikke en Gang. Det var elskværdigt af dig at kalde ham op efter mig; det beviser, du ikke har glemt din gamle Lærerinde og Legekammerat.

Du spørger mig, lille Hanne, hvad jeg har med Kvindesagen at gøre, og vil gerne vide lidt Besked om den, lidt mere, „end man kan faa her paa Egnen, hvor Verdens vilde Røster kun sent naar hen”. Ja, for saa vidt som du skriver „vilde Røster”, saa haaber jeg, at du ikke dermed har ment, at Kvindesagen er en vild Røst, og med Hensyn til „her paa Egnen”, saa vil jeg nu straks begynde med at meddele dig, betro dig, at det var netop paa din Egn og netop i dine Forældres Hus, at jeg fik Syn paa Sagen, og at det netop var din velsignede Fader og Moder, der gav mig dette Syn.

Din Fader, Hanne, din aandrige Fader, der ofte i sit Liv sukkede under den økonomiske Byrde, han maatte bære til sin Dødsdag, skønt han arbejdede som faa, den Byrde, hans varme medfølende Hjerte skaffede ham derved, at han gik i Kavtion for Per og Povl og laante ud og gav væk, til han tilsidst maatte gaa fra Gaard og Gods, aa, han var dog rig. Hvor tydelig husker jeg endnu hans dybe Suk, da han et Foraar intet Sædekorn havde og maatte pantsætte sit store Guldur med den lange Kæde for at skaffe noget, om han havde vidst, at hvert af hans Ord var et Sædekorn, om jeg den Gang kunde have forstaaet ham, som jeg siden har forstaaet ham, det vilde sikkert have været ham en Trøst i hans nedtrykte Sindsstemning paa en Tid, da din Moder laa syg paa Legeme og Sjæl, og du, min lille Pige, havde travlt med dine Kyllinger og Killinger, smaa Lam og smaa Kalve, og endnu mindre end jeg kunde forstaa, hvad der bevægede din Fader, og hvad han arbejdede for.

Nu, da du selv har givet mig Lejlighed til at minde om den for mig saa betydningsfulde Tid, jeg tilbragte hos Jer, gør jeg det med stor Glæde.

Hvad alt dette har at gøre med Kvindesagen spørger du maaske. Kære Hanne! har jeg ikke allerede sagt dig, at det var i dine Forældres Hus, det var af din Faders Mund, jeg hørte de Ord, der senere har baaret Frugt i min Interesse for Kvindesagen.

Du husker jo nok Morten Larsen, ja, kanske han lever endnu; han havde jo to Døtre og en Søn, og Sønnen var forlovet med Knud Hansens Inger, og giftes vilde de, og giftes skulde de. Povl var nu den yngste og dygtig forkælet. Aa, jeg husker endnu, hvor alle Gaardens Kvindfolk maatte staa paa Pinde for den Knægt, og hvor han skabede sig, naar han ikke fik sin Vilje; men det forstaar sig, han var jo Sønnen, han skulde jo have Gaarden, han skulde forplante Slægten - havde man endda nøjedes med at sige Navnet, men Morten Larsen sagde udtrykkelig Slægten. - Saa satte Povl ogsaa sin Vilje igennem med at faa „de gamle” paa Aftægt og sig selv Gaarden tilskrevet. Saa en skøn Dag møder Morten og Povl og Knud Hansen hos din Fader; han var jo hele Sognets Ven og Raadgiver, kun Skade, at Befolkningen ikke var udviklet nok til at forstaa og følge hans Raad. Morten fortæller nu det hele til din Fader, at han vil overdrage Povl Gaarden og selv gaa paa Aftægt, og de beder, om Strøm vil skrive lidt op for dem om Betingelserne, inden de næste Dag tager ud til Prokuratoren. Din Fader gaar op i Skolestuen, hvor du og jeg, vi to Børn, sidder og syr en ny Kjole til „Lille Margrethe”, - eksisterer hun endnu? - han siger: „Aa, lille Konstance, vil De komme ned og skrive lidt for mig?” Stolt over Hvervet sidder jeg snart med Pen bag Øret og lytter opmærksomt til alle de Ydelser in natura, Povl forpligter sig til i forsvarlige Varer at præstere saa og saa ofte til Aftægtsfolkene. Endelig er det hele nedskrevet, og jeg ser spørgende paa Hr. Strøm, om jeg nu kan gaa, men han bemærker mig ikke, og uvilkaarlig fængsles jeg af et ejendommeligt Udtryk i hans Ansigt.

„Men er nu ogsaa dette vel overvejet, min kære Morten Larsen?”

„Ja hvad mener Strøm, Povl skal jo giftes, og jeg er jo heller ikke saa stærk som tidligere?”

„Ja, Alderen kan ikke trykke Dem, for De er mindst ti Aar yngre end jeg, og jeg er nylig 55 Aar, men lad gaa, det maa I selv om, lille Folk, skønt jeg syntes dog, det var bedre, om de unge f. Eks. forpagtede noget!”

„Saa skulde min Søn ikke have noget for sig selv, det kan De ikke mene, Strøm!”

„Jeg sidder og tænker paa, naar De nu vurderer Gaarden til 40,000 Rdl., og det er da det mindste, den paa nogen Maade kan sættes til, og vi saa beregner den lille Prioritet og Aftægten, saa er det lovlig lidt, at Povl kun skal give sine Søstre hver. 2000 Rdl. Han faar jo mere end dobbelt saa meget, ja, han faar 20,000 medens Søstrene kun faar hver 2000 Rdl.”

„Ja, han er jo ogsaa Sønnen!”

„Ja vel, min gode Mand, men nu arver Søn og Datter lige, saa vidt er Retfærdigheden sket Fyldest!”

„Vi vil ingen forurette, men saadan har vi bestemt, og det bliver derved.”

„Ja, Jurist er jeg ikke. At Øvrigheden vil gøre Ophævelser, tror jeg ikke; naar i øvrigt Papirerne er in optima forma, tror jeg ikke, vi krænker nogen borgerlig Lov, men føler De ikke, De krænker en anden Lov!”

„Med Forlov, Strøm, hvad skulde det være for en?” spurgte Knud Hansen.

„Den, der hedder at gøre Ret og Skel!”

„Nu kan jo Strøm se, hvor meget De kan efterlade Deres Datter!”

„Meget bliver det næppe, Knud Hansen, saadan af jordisk Gods da; det ser ikke ud til det, men Lykken hun vender sig ofte, - om Penge ellers er Lykke!”

„Ja, naar Hr. Strøm ikke anser Penge for Lykke, hvad har De saa imod, at Mortens Piger kun faar hver 2000, det er dog en ganske god Medgift.”

„Saamænd er det det; saa De har tænkt, at det skulde være Pigernes Medgift!”

„Ja, hvad ellers. Hvad skal et Kvindfolk ellers bruge Penge til. Pigerne bliver jo i Gaarden til de bliver gifte!”

„Ser vi det, gør de det. Men hvis de nu ikke bliver gifte!”

„Mine Piger kan vel naa det endnu!” faldt Morten ind.

„Ja, det er aldrig for sent,” sagde din Fader, „men det kunde jo være, der var noget andet, de attraaede; i det mindste skulde De lade dem komme ud at tjene eller ud at lære noget!”

„De ved, de kan baade brygge og bage, og Karen har jo lært at stryge hos Fru Strøm, hvad skal et Fruentimmer vel lære!”

„Et Fruentimmer skal lære alt det, hun har Lyst og Evne til, og det er der ingen af os, der kan sætte Grænser for; og det vil jeg sige Dem, min gode Morten Larsen og Dem Knud Hansen med, at lader De nu Mortens Piger gaa hjemme i Gaarden og vente paa den første den bedste, der trænger til en Kone eller maaske kun til deres 2000, saa gør De Uret. Lad dem dog komme udenfor og se andre Folk, opdrag dog en Gang Kvinderne, saa de kan se ud over Bryggers og Køkken og lad dem faa Lov at vælge, luk op for dem!”

„Ja, saa maa vi nok af Sted; farvel Strøm og saa mange Tak, Povl kan godt brakke Udmarken, jeg tror, den trænger til det.”

„Farvel, farvel!”

„Brakke Udmarken, ja, han har Ret, jeg mangler Arbejdskraft, hvad kunde min Gaard ikke blive til om jeg havde Evne, Penge; det var den Møller, jeg gik i Kavtion for, og saa stak han af; det svier endnu til mig. Er De der endnu, Konstance, Tak, fordi De hjalp mig; hvad synes De egentlig om, at Morten Larsen gaar paa Aftægt, og de stakkels Piger, der dèr skal gaa og slide for Broderen for Naadsensbrød?”

„Faar de ikke hver 2000 Rdl., Hr. Strøm?” spurgte jeg.

„Jo, naar Frieren kommer, det er Med-Giften. Livet i Gaarden hos Broderen og Svigerinden det er Hoved-Giften, for nu er Povl „Manden”; de stakkels Piger, og saa vilde Knud have det stilet, saa Pigerne ikke kunde faa Pengene, før de giftede sig. Ja, har man nu kendt Mage til Bestemmelse. De er jo i Fængsel; hvor end de vender sig, er der stænget. Jeg kunde have Lyst til at raabe det ud, men ingen vil høre mig, Pigerne selv allermindst.

Nej, lad Mosset kun vokse Lag paa Lag - men min egen lille Pige, hvad kan jeg gøre for hende!” -