Fru Ragna Nielsen
fra Norge holdt i Fredags i Dansk Kvindesamfund Foredrag om Kvindeskikkelserne i „Bygmester Solness”.
For Fru Nielsen er Digterens Fremstilling af de tre Kvinder i Stykket som Indbegrebet af alt, hvad Kvinden har været og kan blive.
Man havde forstaaet Bygmester Solness som den, der havde Geniets Ret til at træde paa de blødende Ofre, der altid maa ligge langs Geniets Vej.
Göthe mener, at Geniet har Ret; Henrik Ibsen viser os derimod, at Genier ophører ikke at være følende Mennesker. Solness er Adam Homo; han er ikke vaagen for Hjertets Ret. Hans Livs store Synd er, at han knuser sin Hustrus Liv og dermed Fremtiden.
Kaja og Elina er Kvinder, som de var og er; deres Kræfter er ikke blevne brugte, de er ikke forsynede med de Vaaben, som er nødvendige. Kaja har Evnerne, men der er ikke blevet bygget noget op i hende, hun har kun én Evne udviklet - den erotiske - og maa som alle Kvinder, der kun har denne, blive mishandlet af Genstanden. Digterne har prist det ydmyge hos Kvinderne og lært dem at sværme for at hengive sig, jo mere ophøjet, desto dybere kunde Kvinden tilbede. Solness benytter Kaja, og hvad gør Mænd andet, naar de kun søger det erotiske hos Kvinden?
Eline er Typen paa det moderlige, men hun er bleven stanset i sin Udvikling, derfor vender hun idelig tilbage til Minderne - hendes Leg med Dukkerne, thi da levede hun endnu. - Kun i Vækst er der Glæde.
Men i Ægteskabet var alle Baand blevne skaarne over; thi hun stod selv stille i Sorgen. Det er hendes egen Fejghed og Svaghed. Det er altid svært at gaa fra Barndomshjemmet ind i Mandens Hjem; han maa hjælpe hende at knytte de nye Traade. Det gjorde Solness ikke, og Elines aandelige Dovenskab blev hendes Hindring, alle hendes religiøse Evner udvikler sig kun til Pligt, hendes Hjerteforhold til andre Mennesker bliver løst og koldt. Hendes Forstand, hvad har hun gjort for den, dum og uforstaaende staar hun overfor den; hun lader sin Mand gaa ene med sine store Tanker, derfor maa han synke.
Eline har ikke kunnet modtage den Lykke at være Menneske, thi hun formaar ikke at overvinde sin Svaghed, hun bliver ikke Hustru, ikke Moder, hun gør Fiasko i alle Forhold.
Hildes Liv derimod er fuldt af Haab. Som ung Pige er hun ikke comme il faut. Der er intet i hende af den gammeldags Kvindelighed. Hun gaar, hvor hun vil; hun taler, som hun vil. Hun er ikke kold som Eline, hun kan ikke udstaa det lille Ord Pligt. Fra hun var liden Pige, havde hun gaaet og længtes efter Solness, hun kan give ham det, som Kaja og Eline ikke kan give. Hun vil have, han skal stige, men hun taaler ingen Lumpenhed. Hilde véd, man behøver ikke at blive gammel, naar man ikke selv vil.
Men opfattes ikke hele Stykket symbolsk, da bliver Hilde kun Frk. Vangel, en Frk. Vangel, der forelsker sig i Solness, og er da kun en Bohémefigur; men er der noget i Ibsens Digtning, der kan begrunde en saadan Formodning?
Men Hilde er ikke moden, og vistnok kommer dog den unge Fremtidskvinde før den unge Fremtidsmand.
Naar Hildes Sommer kommer, da vil vi først ret se, hvad hun evner.
