Søndagstanker.
Ps. 68, 12 lyder i vor almindelige Bibeloversættelse saaledes: „Herren lader Ordet udgaa; de Kvinder, som bringer glad Budskab, er en stor Hær”.
Her prises aabenbart Kvindernes Evne til at føre „Herrens Ord” ind i Folkets Hjerte, - det glade Budskab om Guds Miskundhed og Sandhed. Og kender vi lidt til den hellige Skrift, møder vi ogsaa den ene Kvindeskikkelse efter den anden, der er bleven Budbringersker for Himlens Gud, hans Tjenerinder paa Jorden.
Men det tør vel nok siges, at hvert sandt og kærligt Ord, der lyder i Verden, til sidst er udgaaet fra Gud. Og saaledes bliver det „en stor Hær” af Kvinder, der over al Verden.har bragt og bringer „godt Budskab” til Menneskeslægten, som Hustruer, Søstre eller Mødre.
Og sikkert aller mest som Mødre. Det er en Erfaringssandhed, at de fremragende Mænd, der har ført an i Folkenes Liv eller den hele Verdensgang, gerne har modtaget den rigeste Naturarv og de stærkeste Indtryk fra Mødrene. Vort eget lille Folks Historie kan nævne mangfoldige Stormænd, saa vel i Aandens som Haandens Verden, der er Vidnesbyrd herom. Men særlig Kirkens Historie bekræfter den almindelige Erfaring - man tænke paa Augustin, Ansgar, den hellige Bernhard.
Det højeste Vidnesbyrd finder vi dog i den unge Kvinde, Jomfruen fra Nazaret. Som ingen anden blev hun en „Herrens Tjenerinde”, - det hun jo ogsaa kalder sig selv og priser sig lykkelig ved.
Derom tør vi være forvissede, at „den velsignede blandt Kvinderne” har været usigelig meget for sin Søn. Saa vist som han, der er Guds Enbaarne, var sandt Menneske, saa vist har han ogsaa gennemgaaet en Udvikling, er vokset op gennem Barndomsaar til Yngling og Mand, vokset op under sin Moders Øje. Hvor ypperlig Grundtvigs bibelske Sang om Nazarethjemmet end er, saa er det sikkert fejl, at Jesus „uden Skolegang blev klog”. Dette minder snarest om de saakaldte „apokryfiske” efterladte „Evangelier”, der tidligt opkom, og hvor Jesusbarnet skildres mest af alt som et Troldebarn, der gør allehaande Kunster. Men den Slags Forherligelse af Jesus kan vi ikke have med at gøre. Nej, han voksede baade ti og tyve Aar til sin fuldmodne Alder.
Han blev ikke „klog uden Skolegang”. Han gik netop i Skole, i den bedste af alle, en from, ædel og ren Moders Skole. Hun har opdraget ham, undervist ham, vejledet ham, lige fra han kunde skønne.
Den nys afdøde Digter og Præst Chr. Richardt har givet os det i mine Tanker sandeste og skønneste Billede af Jesus Opvækst „mellem de grønne Høje” ved Nazaret. Marie træder os i dette Digt saa vidunderlig elskelig i Møde som Opdragerinden. Hun lærer ham at elske Naturen, - Markens Blomster, det skyggefulde Egetræ og den ranke Palme, Havet, som blinker der ude bag Karmels Top, det lille Kid, som springer paa Bjergskraaningerne. Og hun fører ham ind i Israelfolkets mægtige Saga med Forjættelserne til Fædrene. - Hun har bragt ham „godt Budskab” fra Tilværelsens baade jordiske og himmelske Egne, Budskabet om Guds Naade og Sandhed,
hans Vælde og Visdom. Paa Nazarethjemmet finder det sin evighedsvægtige Anvendelse, at „et enkelt Hjem bar saa tidt et Land, naar ud det sendte dets Frelsermand”.
Guds enbaarne er gennem sin Moder, Herrens ypperste Tjenerinde, bleven dygtiggjort til selv at forkynde det glade Budskab om Gud Fader i Himlen og hans Rige, der skulde oprettes paa Jorden.
Der er en anden dansk Digter, der har skildret en ferm og yndig Moders Opdragelse af sin lille Søn, - Paludan-Møller i „Adam Homo”. Den femaarige Dreng har af sin Fader faaet en Lektie for med en lærd Forklaring af det Ord „at være”. Han beder Moderen hjælpe sig. Hun tager ham ved Haanden og gaar i den friske Sommermorgen med ham gennem Havens Gange og peger snart paa den kvidrende Fugl, snart paa den sorte, krybende Snegl, paa Træer og Buske og Blomster, der alle glæder sig ved Livet, ved „at være”, enhver efter sin Natur. Og til sidst tager hun ømt Barnet i sine Arme, kysser ham og siger:
„Naar dig, min lille Dreng, jeg har paa Armen
og beder i den samme Stund en Bøn
for dig og mig og alle mine kære,
da først jeg føler, hvad det er at være”.
Som „Slægtens Moder”, som Opdragerinde har Kvinden sin vidunderlig mægtige Gerning. Hun bringer Bud, et glad Budskab fra Himlens Gud - ogsaa da, naar det ikke er særlig gudelig Tale, hun fører, men et menneskelig godt Ord -, om Livets Renhed som den største Lykke, om Mildhed og Barmhjertighed som den største Glæde”.
Ja, siges der, dette er sandt: Kvinden har sit Kald som Hustru og Moder og inden for Hjemmets Kreds - men ikke uden for. Der anføres saa gerne flere Ord af Apostelen Paulus, hvormed det skal „bevises”, at Kvindebevægelsen strider mod Kristendommen. Man kan høre Mænd, der ellers ikke har særligt med Kristendommen at skaffe, med megen Iver henvise til Paulus, naar denne Sag kommer paa Bane.
Men jeg tænker forvist, at stod den store Hedningeapostel nu iblandt os, her i Vesterleden og Norden, da vilde han tale helt anderledes. Thi han forstod sin Tid og det Folk, han da arbejdede iblandt, - og han vilde ogsaa forstaa vore Dage og vore Samfundskrav. Han vilde tage et lignende Kæmpeskridt nu i dette Spørgsmaal som det, han tog for 1800 Aar siden. Og som det træffende er bleven sagt: skal det ene Ord gælde, saa skal ogsaa det andet, og Mændene burde følge hans Raad ikke at gifte sig.
Her, som over alt, maa vi have for Øje, at Kristendommen, som en stille Magt over Menneskelivet, efterhaanden omformer Opfattelser og Tilstande, alt eftersom Tidens Krav medfører det.
Fra Kristendommen er Bevidstheden om Menneskerettighederne udsprungen. Trældommen, Børneudsættelserne, Flerkoneriet, den hjerteløse Ligegyldighed for de fattige og forladte, har efterhaanden maattet vige. Folkene har i deres Lovgivning anerkendt deres Pligt i alle disse Henseender. Men atter og atter fører Kristendommen sit Program videre ud: Menneskelighedens Sejr paa Jorden og kalder alle de gode Kræfter frem, som vil træde i dens Tjeneste. Og nu staar vi over for en Kvindesag saa vel som over for et Arbejderspørgsmaal. Den Sag lader sig ikke spotte eller tie ihjel. Den er som en Strøm, det er forgæves at dæmme op for, men den skal ledes i det rette Leje for at blive til Velsignelse for Kristenhedens Folk.
Som Hustru og Moder vil Kvinden altid beholde sin store, velsignede Gerning, altid være Hjemmets Sjæl. Det skal Naturen nok selv sørge for. Men uden at tale om, at mangfoldige Kvinder ikke bliver Hustruer og ikke finder nogen Plads i andres Hjem, - mon det da saa er afgjort, at Kvinderne - gifte eller ikke - for bestandigt skal være udelukkede fra Delagtigheden i det borgerlige Samfundslivs Anliggender?
Paa Forhaand maatte det snarere antages, at den ene Halvdel af Menneskeslægten en Gang maatte faa Brug for alle sine Evner eller - om man vil - faa den fulde Brug af sine Evner. Og hvad om det Tidehverv nu var inde.
Er det kun et sygt Magtbegær, rejst af krænket Selvfølelse, da bliver Kvindebevægelsen kun en flygtig Krusning paa Tidens Hav.
Men Spørgsmaalet bliver mer og mer dette: kan Folkesamfundene længere undvære Kvinden som Mandens jævnbyrdige, ogsaa i Borgerlivet?
Kvinden er Renhedens og Barmhjertighedens fødte Værge, - og i enhver Henseende den mest troende. Under den vilde „Kamp for Tilværelsen”, hvorunder de smaa og svage saa hensynsløst trampes ned, og hvorunder Kvinden selv har lidt saa usigeligt, - trænger vi netop til hende, nu som ingen Sinde før.
Det er kun alt for kendeligt, at Folkenes Love har været skrevet af Mænd for Mænd. Dersom Kvinder sad i vort Folks Raad, mon da en Skamplet som „den lovbeskyttede Utugt” endnu fandtes hos os, „kristelige”, som vi dog er? og mon al den frække Drukkenskab og Raahed fik Lov til saa strafløst at tumle sig? jeg tænker nej! - Dersom der i denne Vinter havde siddet Kvinder i vor Hovedstads Borgerraad, - mon da de ulykkelige Friskolebørn maatte have siddet sløve af Sult i Skolerne? Sikkert ikke. Havde vi tidligere taget Kvinder til Hjælp til at føre Tilsyn med Fattigvæsenets Plejebørn, var vist mange Forsyndelser undgaaede. Kvinderne vilde have talt Mændene til Hjerte og Samvittighed.
Hver Kvinde, som - om om end i stor Skrøbelighed - i hengivende, opofrende Kærlighed tager de Opgaver op, som nu melder sig til „Slægtens Moder” og Opdragerinde, er med i „den store Hær, som bringer glad Budskab” og tør kalde sig en „Herrens Tjenerinde”.
(Efter Vendsysseltidende.)