Hvad er Foraar?
En Idé, en Illusion!
Vi tæller Dagene dertil; for ikke at komme for sent, begynder vi straks efter Jul. I April har endnu ingen mærket det; i Maj er Skoven grøn, Sommeren proklameret.
Har vi da intet Foraar? jo vist saa. Sort paa hvidt derfor - i Almanakken.
Og ellers? -
Ellers - Naar De faar Værk i Lemmerne, er De velhavende, da Podagra; naar De lider af en afskyelig Træthed den ganske Dag og vaagner om Morgenen endnu mer mødig over hele Kroppen, end De lagde Dem om Aftenen; naar De ikke kan gaa udenfor en Dør, uden at en sand Scirocco suser Dem om Ørerne og fyger Deres Øjne fulde af Snavs, saa De pirrelig og nervøs med en delikat Hovedpine skyndsomst fortrækker til den hjemlige Arne, hvor der er koldt og uhyggeligt, fordi ingen længer tænker paa at lægge i, selv om Termometret staar paa Nul! Naar det er Solskinsvejr det ene Øjeblik, og hagler med Granatkugler eller sner det næste; naar Deres Vintertøj, det, De egenlig vilde have kasseret som udygtigt til al Krigstjeneste straks ved Vinterens Begyndelse - men saa var det de mørke sludfulde Novemberdage, hvor ingen tager det saa nøje - nu i Martssolens ubarmhjertigt skarpe Belysning viser sig uhyggelig hæsligt og falmet; naar visse Firbenede - jeg nævner ikke Navne - i flokkevis paa Gader og Stræder, omhyggeligt væltende alt Levende, der er dristigt nok til at komme dem i Vejen, stormer af Sted som den vilde Jagt til deres ømme ugenerte rendez-vous, højlydt forkyndende Matriarkatets Magt over det ubefæstede Hankøn, - naar alle disse Kendetegn indtræffer, da er det Foraar i Danmark!
Eller véd De noget andet? Har De set, hørt eller nydt noget andet?
- Foraaret, det er alt, hvad vi ejer af Længsel, af Haab. Det er som den hemmelige Kærlighed, vi bærer inderst i vort Hjertes Løndom, for sart, for mimoseagtigt til, at noget Menneske skulde faa ane den. Den, vi lever paa, vi, trods Tusinde Skuffelser, trods ulidelige Sorger, tror paa og haaber paa; den, der aldrig bliver mere end en Drøm om en fjern, vidunderlig dejlig, umulig Lykke, som vi dog ikke vilde være foruden, ikke for det rødeste Guld og de grønneste Skove.
Saaledes er Foraaret. Kun et Haab, en Længsel, en Illusion. Prøv at gribe det, at holde det fast, det bliver borte mellem Deres Hænder. Se paa det, nyd det, glæd Dem derved, det forsvinder som Dug for Solen. Foraar, dansk Foraar, - kom, lad mig hviske det tæt i Deres Øren, saa sagte, at intet menneskeligt Væsen fornemmer det uden De: Foraar - det er det bare, rene - Snyderi -!
