De kvindelige Herreskræddere
holdt i Tirsdags Møde om at hæve Lønnen for de kvindelige Herreskræddere i Lagerforretninger. Frk. Karen Jensen dirigerede. Fru Johanne Meyer viste som Grundbetingelse til at hæve Lønnen, at Kvinderne maatte gøre sig deres Stilling klar, arbejde for deres personlige Ret og organisere sig i Foreninger.
Saa længe Kvinderne lukkede sig inde med deres Bekymringer eller maaske dansede dem bort i en Balsal for næste Morgen at begynde en endnu tristere Tilværelse, hævede vi ingen Løn. Saa længe Kvinderne ikke selv satte sig ind i Samfundsanliggender og talte deres egen Sag, kom den kvindelige Arbejder ingen Vegne. Af Mændene kan der intet ventes, thi hvor ofte udtaler ikke oplyste Mænd saadanne Fraser som: Naar den socialistiske Stat er indført, saa kommer Kvinderne af sig selv til deres Ret. Den Anskuelse er lige saa latterlig, som hvis to Personer skulde flytte en stor Sten, men den ene laa bunden i stærke Baand, og den anden stod alene og slæbte og slæbte, men sagde, naar jeg har løftet Stenen, saa vil jeg løse dine Baand. Nej løs først Kvindernes Baand, saa løser Kønnene i Forening det store sociale Spørgsmaal. Vil Mændene ikke det, saa kan de roligt lade den store Sten ligge. Mændene lever endnu paa den gamle Kongetanke: „Vi alene vide”.
Kvinderne maa derfor kun stole paa sig selv, føle sit Ansvar som Menneske i en saa levende Overbevisning, at hun selv sprænger sine Baand. - Fru Meyer talte derefter en Del om Kvindens Stilling i andre Lande.
Formanden, Fru Elna Larsen, talte om Nødvendigheden af Organisation og viste, hvorledes de kvindelige Herreskræddere ved at have udarbejdet Priskurant og staaet samlet allerede havde faaet forhøjet Arbejdslønnen i en af vore største Lagerforretninger.
Frk. Nelly Lagesen fortalte lidt om de kvindelige Arbejdere i England, hvor hun havde levet i to Aar, og hun bebrejdede de danske Kvinder, at de satte deres Sundhed og Kræfter til ved at sidde Nætterne og sy paa deres Pynt. En engelsk Arbejderske bryder sig ikke om at være pyntet, men om at være et sundt Menneske. Sluttelig opfordrede hun Syerskerne til Sports- og Friluftsøvelse.
Efter at flere havde faaet Ordet, sluttede dette vellykkede Møde med nyt Haab og nye Kræfter til at hæve Kvindens Kaar.