Hvorledes man erklærer en Krig:
Krimkrigen 18541855.
Af Charles Lemonnier.
I Jerusalem findes en Kirke, kaldet den Hellige Gravs Kirke, den er Genstand for alle kristne Sekters fælles Ærefrygt, Præsterne af den latinske og den græske Kirkeskik, gøre Tjeneste der. Blandt disse to Præsteskaber er Kappelysten vedvarende, ikke alene Kappelysten, men Misundelsen og ofte Hadet. Bagved Kirken er der en Grotte, Grotten for Frelserens Fødsel, Helligdommen helliget det allerhelligste. To Døre lukke for denne Grotte, Døren til Bethlehem og Døren til Krybben. De to Nøgler til denne Grotte har altid tilhørt Latinerne, det vil sige Nøglen til Bethlehemsdøren, og den ene af de to Nøgler til Krybbedøren, den tredje Nøgle tilhørte Grækerne. Aar 1850 opstod den første Vanskelighed om disse Nøglers Besiddelse. Latinerne gjorde Fordring paa at have to af disse, Grækerne vilde ikke nøjes med en eneste. Men der var ogsaa andre Stridspunkter af lige saa alvorlig Natur. Latinerne krævede den Ret, som Grækerne vilde fornægte dem, at vedligeholde en brændende Lampe foran Jomfru Mariabilledet, de vilde ogsaa aabne et Skab i Grotten! Grækerne modsatte sig disse Foretagender. Forbitrelsen var paa sit Højdepunkt. Latinerne paaberaabte sig en Overenskomst fra 1740, Grækerne fortolkede Overenskomsten i modsat Retning. Tyrkiet vidste ikke, hvem det skulde støtte. Napoleon den 3dje, som havde erklæret: at Kejserdømmet det var Freden, vilde give sin Regering Glans ved en Krig og tog Parti for Latinerne. Czar Nikolas den 1ste, der afskyede Frankrig som Revolutionens sande Arnested, hvori han vel heller ikke havde Uret, tog Parti for Grækerne. Man vexlede Noter, man mobiliserede Tropperne, og Krigen blev erklæret. England fulgte, ogsaa Italien under Paaskud af, at det drejede sig om de hellige Steder. De véd det øvrige: Slaget ved Alma, det navnkundige Angreb, udført af det engelske Kavalleri, den lange, frygtelige Belejring af Sebastopol, Stormen paa
Malakoff-Taarnet og paa den grønne Mamelon, den russiske Flaades Sænkning for at forhindre Adgangen til Sebastopols Havn, sluttelig Indtagelsen og Tilintetgørelsen af denne Fæstning, bygget for at beherske det sorte Hav. Hundrede tusenders Død, uhørte Lidelser, Sygdomme, mere dræbende end Kanoner og Geværer. Alle disse Lidelser, alle disse Ødelæggelser, af hvilken Grund? De véd det, mine Herrer og Damer, fordi et Dusin græske Munke skændtes med et Dusin latinske Munke om en Nøgle, en Lampe og et Skab!
Tror De, at dersom der i Evropa havde existeret en international afgørende Domstol, at man vilde have behøvet mere end en Maaned til at afgøre Spørgsmaalet for Retten? Fem Mænd med Retfærdighedsfølelse og af redelig Karakter, vilde have afgjort det i to Timer, og alt det Menneskeblod havde ikke flydt*), disse tusender af Familier vilde ikke være blevne betyngede med Sorg, og man havde sparet al den frygtelige bortødslen af Arbejde og Rigdom.
Efter det franske ved M. B.
*) De faldnes Antal var benved 800,000; nøjagtig 784,901 ifølge Doktor Citenus utvivlsom rigtige Opgørelse.
