Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
Oversat af Sofie Horten.
Hun begyndte nu, for at faa Tiden til at gaa, at se sig om i Værelset og ordne lidt om paa Nipsgenstandene samt Guirlanden over Spejlet. Da hun var færdig i dermed, saa hun paa sit Uhr, men Tiden gik langsomt, og hun kunde endnu ikke vente Postvognen med den unge Rejsende. Fru Mariane var vant til at udfylde ensomme Timer, men disse Ventetimer kunde intet forkorte, de sitrende Fingre lod Haandarbejdet falde, de omtaagede Øjne formaaede ikke at læse, og det bankende Hjerte forvandlede Lænestolen ved Vinduet til en Pinebænk.
Hun kunde ikke udholde at være inde, hun vilde ud i det fri og aabnede Døren, som fra Dagligstuen i Stueetagen førte ud paa Verandaen, men en kold Oktoberblæst slog hende i Møde og gennemisnede hende, trods Solskinnet, saaledes, at en Gysen rystede hendes Lemmer.
„Ja, ja,” hviskede hun, „det bliver snart Vinter. Blot mit stakkels Barn dog ikke vil blive bange.”
Hun trodsede den kolde Blæst og gik rastløs frem og tilbage, lyttende til Bølgernes Slag imod Stranden. Atter var det Anna, som kaldte hende tilbage til Virkeligheden.
„Frue”, sagde hun og stak Hovedet ud af Døraabningen, „det er allerede rigelig en halv Time over Tiden; Vognen kunde have været her for længe siden.”
Forskrækket holdt Mariane inde med sin Gang. „Aa Gud - dersom der var tilstødt Ottilie et Uheld! Johan var jo nok hos hende - men alligevel - Anna!”
Hun lagde Haanden over Øjnene. Det saa ud, som om hun vaklede.
„Hvorfor har De ikke ogsaa selv hentet Ottilie i München?” sagde Anna bebrejdende.
„Du ved, hvilken Pine det er for mig at komme imellem Folk--” hviskede Fru Mariane i en næsten undskyldende Tone. Saa tilføjede hun kraftigere: „Kom, lad os vente paa hende udenfor.”
De gik igennem Værelserne, fire i alt, og traadte ud i Forstuen. Fru Mariane lænede sig imod Dørkarmen. Pigen blev staaende noget tilbage, med Hænderne stukne ind under Forklædet for at beskytte dem imod Kulden, mens hun lod Munden løbe i et væk og opregnede alle Muligheder for, at der kunde være tilstødt Frøkenen noget enten paa Turen fra Pensberg til Kochel eller maaske endogsaa paa Jernbanen fra München.
Hun talte, saa hun selv blev angst for Alvor og lagde ikke Mærke til, at hendes Frue, paa en Gang taalmodig og nervøs, lukkede Øjnene.
(Fortsættes.)
