« Tilbage til søgeresultaterne

Farerne ved Kvindens Emancipation.

« Se emneord

Naar et Skrift kan udsendes med en glimrende Anbefaling af Gladstone, saa kan det al Tid gøre Regning paa en vis Opmærksomhed. Men selv om Gladstones Navn ikke havde staaet paa Fru Adele Crepaz lille Bog med ovenstaaende Titel, vilde den alligevel have vakt megen Interesse, ikke mindst fordi den kommer fra Tyskland, hvor man véd, at Kvinderne gennemgaaende staar længst tilbage med Hensyn til social Ligestilling med Manden, og hvor man ikke har nogen Literatur i den Retning.


Det mest interessante ved Bogen er, at den fremkommer som en Advarsel mod Kvindebevægelsen og i Grunden er det mest glimrende Forsvar for Kvindens Menneskeret.


Fru Adele Crepaz giver nemlig i første Del en sympatetisk Skildring af de Fremskridt, der er sket med Kvinderne, viser, hvorledes de er i Stand til at paatage sig de store Opgaver, fortæller at de har større Energi, mere Æresfølelse end Manden, og hvorledes de Kvinder, der hidtil er kommen frem som Læger, Lærerinder og Advokater, overstraaler Manden. Men da det nu er hendes Opgave at skrive om Farerne ved Kvindeemancipationen (og det var vel ogsaa den heldigste Titel hun kunde give sin Bog, hvis hun ønskede den læst i det reaktionære Tyskland), saa maa hun søge sig nogle af disse Farer op, og hun har da med inderligt Velbehag kastet sig over Moderligheden. Fruen kører da op med de hos os saa kendte Fraser lige fra Hjernens Lidenhed hos Kvinden til hendes store „Opdragerevne”.


„Kvindeemancipationen i den nyeste Bestræbelsesaand vil føre til Cølibat, fordi Kvindens aandelige Natur ved den ny Levevis, Studiet og den selvstændige Livsstilling maatte forandre sig. Kvindens Ligestilling med Manden vilde undertrykke hendes kvindelige Egenskaber og ophæve de Modsætninger, der udgør det tiltrækkende mellem de to Køn. Manden søger efter Anstrængelserne og Sindsbevægelserne i sit Kald Opmuntring og Beroligelse i sin Hustrus Selskab. Kvinden vil blive Mandens Kammerat, ikke mere hans sande Hustru” siger Forfatterinden, og videre:


„Og naar Sangen er forstummet, Lyren sønderbrudt - hvem røgter da Idealismen, den guddommelige Gnist, der begejstrer til det store og herlige!” -


Fru Adele Crepaz frygter, at kommer først Kvinderne ud i Samfundet, faar de ingen Lyst til at gifte sig, hun siger derfor videre:


„Den unge Pige vil sige til sig selv: Jeg har min Stilling og mit Livsunderhold, jeg er vant til at leve som jeg vil og at nyde Livet - hvorfor skulde jeg da underkaste mig Ægteskabstvang?”


Forfatterinden gaar da over til at omtale Opgaven som Moder. „I sit Barns Hjerte finder Moderen Erstatning for alt, hvad Livet nægter hende. Barnets Fremtid er hendes. Moderlykkens Blomst har en saa sød glemselbringende Duft, o. s. v. o. s. v.”


Alle slige Udtalelser har naturligvis glædet gamle Gladstones Hjerte, der ogsaa nu selv er kommet i Tanker om, at han er gaaet for vidt i sit Forsvar for Kvindens Ligestilling, og Bogen vil glæde mange andre Mænd, som er af den samme Mening som Gladstone, at vel skal Kvinden udvikles og have Ret til Deltagelse i de sociale Opgaver, men vel at mærke for yderligere at forskønne og berige Mandens Liv - paa hendes egen Lykke agtes der ikke.


Alligevel er Fru Adele Crepaz Bog en farlig Bog, thi den virker æggende og overbevisende paa Kvinderne om det berettigede i Fordringen om Kvindens Ligestilling i det sociale Liv.


Vi er nærved at tro, at Forfatterinden har spillet Kvindesagens Modstandere et Puds.


Bogen er udkommen paa Dansk paa Mackesprangs Forlag.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner