Hvorledes bliver Rosiner lavet?
Mellem Korinth og Patros i Grækenland vokser paa Havkystens Skraaninger en overordenlig sød Vindrue med smaa, mørkerøde tæt paa hinanden liggende Bær, som man ikke gerne anvender umiddelbart til at presse Vin af, da Bærrene, naar de nydes friske, ikke have nogen behagelig Smag. Derimod egner de smaa Druer sig udmærket til at tørres, og danner saaledes en udmærket Handelsvare til at sælges.
Vil De høre, hvorledes Tørringen af disse Druer foregaar?
I hvert Vinbjærg findes en fri Plads, som særligt er egnet til Tørringen, og som ikke er beplantet med Vinstokke. Paa denne bliver der, naar Vinhøsten begynder, udbredt et jævnt Lag af Heste- og Æselsgødning, 30 Centimeter højt. Paa denne Gødning lægges de modne Druer, og Solen besørger Tørringen.
Det er let forstaaeligt, at Gødningen gør sit dertil. Den er lige som en varm Seng, der om Dagen indsuger de hede Solstraaler, og langsomt kølnes igen om Natten. Ved gunstigt varmt Vejr bliver Druerne tørrede i Løbet af 10-12 Dage paa dette Leje af Gødning. Regnskyl eller Uvejr, mens Tørringen finder Sted, er til stor Skade, da Bærrene let mugne ved at blive vaade. Man faar et lille Begreb om Høsten, naar man hører, at den har en Gennemsnitsværdi af 40-50 Millioners Frcs.
Naar Tørringstiden er lykkelig overstaaet, saa bliver Druerne fisket ud af Gødningen og Bærrene bundet ind i Sække af Gedeskind, saaledes som de bruges der i Landet, hvor Haarene ere vendte indadtil. Man vil let indse, at derved kommer ikke alene Bærrene ned i Sækkene, men tillige store Bestanddele af Gødningen, som de er udbredt paa. De fyldte Sække bliver straks hængt paa Lastæslerne, som bringer dem til de Kyster, hvorfra de indskibes til Udlandet. Ved Havnene sælger Vindruegartnerne de tørrede Bær til Mellemhandlerne, som sælger dem videre til de store franske og engelske Købmænd. Naar Mellemhandlerne har købt Rosinerne eller Korenderne, bliver de befriet for disse haarede Gedesække. De bliver vejede og ligefrem hældt ud paa Jorden i store Dynger. I langagtige Trækasser bliver nu Bærrene pakkede ind, men for at der skal komme saa mange som muligt ned i en Kasse, bliver de af Havnearbejderne trampet ned med Støvler. Det er rigtignok ikke meget appetitligt.
Vi meddeler ikke vore Læsere dette for at betage dem Appetiten til disse tørrede Bær, men for at indprente enhver, hvor nødvendigt det er, grundigt at vaske og skylle Rosiner og Korender, inden de bruges til Mad.
(Efter Hausfrauenzeitung.)