Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
Oversat af Sofie Horten.
„I München spærrede Onkel Lothar mig naturligvis inde i en Damekupe. „Du er temmelig livlig, Ottilia”, sagde han, „du var i Stand til i en Kupe for Ikke-Røgere at indlade dig i Samtaler med de øvrige rejsende”. „Du tager fejl, Onkel Lothar”, sagde jeg, jeg er en af vort Aarhundredes mest velopdragne Damer og véd, at det ikke vilde passe sig at tiltale nogen paa Banen, følgelig er der ingen Mulighed for, at jeg vilde gøre det”. Onkel Lothar gav mig et lille Smæk paa Kinden, men satte mig dog ind til to gamle, skrækkelig uinteressante Damer. Selv dem havde jeg dog gerne tiltalt, thi jeg kedede mig forfærdeligt, men de snakkede saa ivrig med hinanden om den slette Opdragelse, som en Dame, de kaldte Marie, gav sine seks Børn, saa jeg kunde ikke faa et Ord indført, endskønt jeg havde stor Lyst til at sige dem, at det var simpelt at tale saa slet om en fraværende. Naa, i Tutsig steg de Gudskelov ud, du véd, der maa man skifte Tog og vente i tyve Minutter. Anna, spids nu Ørerne, Helten lader sig se! Aa, lille Moder, hvor var det dog dejligt at vide, at bag de snebedækte Bjerge ventede du i et hyggeligt Hjem paa mig; jeg kunde godt have raabt Hurra, lige som Johan, da han saa mig. Foruden mig ventede der kun en Herre paa Toget fra Pensberg. En Herre - thi uagtet hans Paaklædning var noget skødesløs, saa man dog straks, at han hørte til „le beau monde”. Han gik, lige som jeg, uafladelig frem og tilbage paa Perronen, en Gang imellem stod han stille for at betragte Udsigten over til Bjergene. Tilsidst kunde jeg dog ikke dy mig længere, men sagde til ham ”
„Du talte til ham! Saa fik Lothar dog Ret”, udbrød Fru Mariane og forsøgte at sætte et bebrejdende Ansigt op. Ottilie lo fornøjet, og Anna, der stadig laa paa Knæ, spurgte: „Var han smuk? Lys eller mørk? Gammel?”
„Signalement: Statur, middel; Haar, blondt; Knebelsbart, dito; Ansigtsfarve, bleg; Øjne, lyse og interessante; Totalindtrykket trods al Farveløshed dog næsten paafaldende; Alder, ubestemt; Bestilling, lod til at være et privatiserende Geni”, Ottilie regnede op paa Fingrene.
„Du sagde altsaa?” spurgte Fru Mariane.
„Synes De ikke, det er en prægtig Udsigt?”
„Storartet!” udbrød han begejstret.
„Skal De ogsaa til Pensburg?”
„Ja”, sagde han, „og derfra til Kochel”
„Aa”, sagde jeg igen, „saa kan vi gøre hinanden Selskab, thi jeg skal ogsaa til Kochel. Men hvad vil De der?”
„Ottilie!” udbrød Moderen, „du har jo handlet som et paatrængende, nysgerrigt Barn. Hvad mon den Herre dog har tænkt om dig; jeg gyser for at høre, at han har misbrugt din Troskyldighed.”
„Hvad kan han vel have tænkt andet”, mente Ottilie uskyldig, „end at jeg gerne vilde tale. Vi satte os da i én Kupe, og nu slog jeg først mit tykke Slør tilbage. Hvad tror I nu? Han betragtede mig længe og urolig og tilstod, da jeg spurgte, „hvorfor ser De saadan paa mig?” at jeg lignede en Dame, som han havde kendt for mange Aar siden.
(Fortsættes.)
