Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
Oversat af Sofie Horten.
„Nu talte vi livligt sammen om alle mulige Ting, om Weimar og Pensionen, om vort Hus i Kochel, om den Bjergtur, han stod i Begreb med at gøre, for at studere Efteraarets Farveskiftninger. I Pensenborg satte jeg mig op i min Vogn, han tog en anden, som han vist nok havde bestilt, thi ellers er der ingen. Jeg nejede for ham, saa smukt jeg havde lært, han tog Hatten af, og saa rullede vi bag efter hinanden hen ad Landevejen, medens jeg ærgrede mig dygtigt, thi det havde dog været saa naturligt at tilbyde den underholdende Herre en Plads i min Vogn. Men tænk, lille Moder, hvad der sker! Lige før vi kom til Biehl, gik Hjulet paa hans Vogn i Stykker, og dersom vi nu ikke vilde være saa umenneskelige at lade den stakkels Herre ligge paa Landevejen, saa maatte vi lade ham køre med os. Det mente Johan ogsaa.”
„Og Herren?” spurgte Fru Mariane urolig.
„Steg ind. Men han var som forvandlet. Han vidste nu ogsaa, at jeg hed Ottilie von Droste, han havde formodentlig spurgt sin Kusk derom, det var en Vognmand fra Pensberg, som jo maatte kende os. Stundom tav Herren ganske stille og saa tungsindig ud, saa begyndte han igen pludselig at udspørge mig med levende Interesse om min Moder og Fader, og da jeg sagde ham, at du havde trukket dig tilbage og levede i denne Ensomhed, at min Fader havde været død i otte Aar - jeg vidste ikke, hvordan det kunde være, at han saaledes var død i sin bedste Alder - da greb han min Haand og kyssede den.
Somme Tider blev jeg næsten uhyggelig til Mode, hans lyse Øjne havde ofte saadan et ustadigt Blik, der var noget saa forstyrret i det; men i næste Øjeblik talte han atter saa mildt og smukt. Han havde nemlig et ganske vidunderligt Organ, Moder.”
Da Ottilies Fortælling begyndte at antage en alvorligere Tone, havde Fru Mariane i stedse stigende Ophidselse nærmet sig og støttede nu Haanden tungt paa Sengens Forstykker, medens Læberne med Anstrengelse fremstammede det Spørgsmaal: „Har du faaet hans Navn ... at vide?”
„Naturligvis, Moder! for tilsidst sagde jeg rent ud til ham: hør nu, De kender min Familje, det mærker jeg godt, selvfølgelig er De nødt til, naar De først er i Kochel, at aflægge Moder et Besøg. Jeg vil fortælle hende om Dem, men saa maa jeg dog have Deres Navn at vide.”
„Og han?” stammede Fru Mariane blegnende, „han vil komme? han hedder . . ?”
„Det er en Svensker, Baron Aksel Lindstrøm fra Stokholm; han har tidligere opholdt sig i lang Tid i Tyskland, og har nu atter boet to Aar i München.”
Fru Mariane for sig med Lommetørklædet over Ansigtet og gik saa med vaklende Skridt ud af Døren. Ottilie saa bestyrtet paa Pigen.
„Hvad fejlede Moder? hendes Ansigt var jo formelig fortrukket.”
(Fortsættes.)
