Bør Kvinden være Politiker?
Ja lige saa nødvendigt det er for en Kvinde at varetage sine huslige Pligter indadtil, lige saa nødvendigt er det, at hun tager Del i det politiske Liv udadtil.
Staten giver Love, „hvorefter alle, baade Kvinde og Mand, sig have at rette”, Manden har Ret til at være med at give disse Love, har Lejlighed til derigennem at varetage sine Interesser. Kvinden derimod maa, ja skal nøjes med hvad Manden finder for godt at byde hende.
Man har Ægteskabet, og derom hedder det saa smukt: „Manden er Kvindens Hoved”, og „Hustruen skal være sin Mand underdanig”. Man kunde jo saa fristes til at tro, at det ikke skulde være anderledes, at Manden udelukkende skulde have Ret til at byde og befale over Kvinden ganske som han selv vilde. I Ægteskabet, hvor Mand og Kvinde jo skal være som et, maatte Mandens Interesser jo saa ogsaa være Kvindens og omvendt, og man kunde jo saa svare dertil, at der saa kun behøves én Repræsentant, Manden. Men hvorledes vilde det saa se ud for de mange Kvinder, der aldrig nogen Sinde bliver gifte? Hvem skulde være deres Repræsentant? og hvorledes vilde deres Stilling blive i Samfundet? Kærligheden maa de undvære, og Kildevandet, siger jo et gammelt Ord, kan man ikke leve af. Nej, Kvinden, der sidder inde med lige saa store og rige Evner som Manden, med lige saa klar Forstand og sund Fornuft, maa ogsaa have Lov til at virke med disse Goder til fælles bedste for sig selv og sin Næste.
Man vil ved at følge Kvinden i hele Udviklingsperioden, lige fra hun endnu som Barn træder ud i Verden til hun som moden Kvinde træder indenfor Ægteskabets Skranker, mærke, at der er Energi og Udholdenhed i hver en lille Gerning; hvad vilde der ikke blive, om hun fik Lov til at være med i den store Gerning: At virke for Ret og Lov for sit Hjem og sine Børn.
Ja det er jo ikke sig selv alene, Kvinden skal virke for, nej, hun staar over for det store Kald i Livet: Opdragelsen af Børnene.
Men denne Opdragelse kan ikke blive fuldkommen inden for Hjemmets fire Vægge. Barndomstiden er kun kort, naar den er forbi maa der mere til. Men hvorledes skal en Moder vel opdrage sine Børn til at gøre deres Rettigheder gældende i Livet, naar hun ikke selv er i Besiddelse af disse Rettigheder.
Derfor er det nødvendigt, ja en ganske simpel Ret, at Kvinden bliver ligestillet med Manden, ikke alene i Familielivet men ogsaa i Samfundslivet.
Men førend Kvinden kan opnaa denne Ligestillelse med Manden, maa hun lære at indse, at hun i Virkeligheden er undertrykt og uden Spor af Ret i Samfundet, thi det er desværre Tilfældet med de fleste Kvinder, at de mener, at som de har det, maa de nøjes, ja at det ikke en Gang er rigtigt af en Kvinde at knurre.
Men det er en fuldstændig Fejltagelse; Kvinden er ikke skabt i Verden til at være Slave for Manden, men for at være en Støtte og Trøst for ham. Og i de mange Tilfælde hvor Kvinden aldrig bliver gift, er det jo nødvendigt at kunne feje for sin egen Dør.
Og det, hvor igennem Kvinden maa lære at indse den Umyndighedstilstand, hvori hun lever, er Politiken; thi af den afhænger hele Folkets Velvære. Men, spørges der maaske, hvorledes skal f. Eks. en gift Kvinde faa Tid til at følge Politikens Gang? Har hun et Hjem med mange Børn og derfor selvfølgelig mange huslige Pligter, kan det jo mange Gange være umuligt at følge Begivenhedernes Gang uden for Hjemmet, men i saadanne Tilfælde er det ligefrem Mandens Pligt at sætte Hustruen ind i Politikens Gang, enten ved Læsning for hende af Bladene, eller ligefrem ved mundtlig at sætte hende ind i Sagernes Stilling. „Vi har saamænd ikke Raad til at holde Blade”, kan der saa igen svares, men kan der blive 10 Øre til en Bajer til Manden, kan der ogsaa blive 5 Øre til et Dagblad til Konen, for slaar man sig først til Taals og nøjes med det som det er, saa bliver der til sidst hverken 10 Øren eller 5 Øren.
Det vilde være til stor Gavn for Kvindesagen, om f. Eks. den unge Pige inden hun træder ind i Ægteskabet kunde faa Øjnene op for, at det ikke er Lys og Solskin hele Livet igennem, og at Kvindesagen virkelig er et af Øjeblikkets vigtigste Problemer; kunde hun lære at indse dette, vilde hun aldrig give sig hen til en Mand, der kun vil være med til at træde hendes kvindelige Rettigheder og Følelser under Fødder, men ubetinget fordre af sin tilkommende Mand, at han sammen med hende vil virke for, at Mand og Kvinde kan blive et i Ordets rette Betydning.
Det vil snart indses, at jo hurtigere Kvinden faar politisk Frihed, jo hurtigere hun opnaar at faa Stemmeret, des lettere vilde vi faa bedre og friere Tilstande i Landet.