Hvorfor?
spørger M. i forrige Numer af Kvindebladet „Hvad vi vil”, har ikke Bestyrelsen for Kvindevalgretsforeningen indkaldt Medlemmerne for at spørge, om de ønskede en Repræsentant til Chicagokongressen?
Jeg kan ikke svare paa Bestyrelsen for Kvindevalgretsforeningens Vegne, det maa den selv gøre, men som Medlem af den finder ogsaa jeg, at der burde være indkaldt til et Møde for at høre Medlemmernes Mening om den Sag. Kvindelig Fremskridtsforening har allerede i Vinter sikret sig en Repræsentant til Kvindesagskongressen. Men naar M. forarges over, at en Del danske Damer sender en telegrafisk Hilsen til Mrs. P., saa kan jeg ikke dele denne Forargelse, thi jeg har forstaaet denne Hilsen og vistnok mange med mig som aldeles privat, og det har dog vel enhver Kreds af Mænd og Kvinder Lov til; og kan end M.s Bebrejdelse gælde dem, at de aldrig har været set, hvor der stredes om Kvindens Valgret, saa er deres Navne dog kendt som de, der har gjort et andet værdifuldt Arbejde i Samfundet, der kan regnes som et Indlæg i Kvindesagen. Kvinder, som er Forfattere, Læger, Lærerinder og Kunstnere og fylder deres Plads som saadanne, gør deres Land Ære, og deres Hilsen vil derfor ogsaa blive en Ære for den, der modtager den. Var derimod den afsendte Hilsen en Repræsentation paa Kvindevalgretsforeningens Vegne, saa burde Foreningen jo selv have valgt disse Navne; men saaledes har jeg ikke forstaaet det.
Det vilde vistnok glæde andre med mig, om Formanden for den „telegrafiske Hilsen” selv vilde svare M. og deres ærbødige Medlem af Kvindelig Fremskridts forening og Kvindevalgretsforeningen.
