Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
Oversat af Sofie Horten.
„De vover det, vover at vise Dem for mig endnu en Gang? De? og i hvad Hensigt ...” begyndte Mariane halvhøjt.
„Dyrebare Frue!" udbrød han og greb hendes kolde Haand, som han ærbødigt kyssede, „er Deres Hukommelse saa grusom, Deres Vrede saa uudslettelig, at De endnu i Dag. . Kan De fortænke mig i, at jeg, drømmende om Dem, tænkte mig Dem som forsonet? Ja, jeg tilstaar det, i mangen en Time steg Skamrødmen mig op i Ansigtet, thi jeg forestiller mig, at De - De kunde maaské endogsaa - smile ved Erindringen om Drengen og tro, at hans Lidenskab kun var en taabelig Overspændthed. Behøver hint Øjebliks Udbrud endnu Tilgivelse, o, saa tilgiv mig! Den mindreaarige Forbryder straffer man ikke, og jeg, - jeg var jo mindreaarig, thi formaar man vel i tyveaars Alderen at holde sine Lidenskaber i Tømme? Var det saa utilgiveligt eller forunderligt, at jeg en Gang maatte tale om den vanvittige Kærlighed, der opfyldte mig.”
Mariane veg tilbage, stadig med Øjnene stift hæftede paa ham.
„De véd altsaa slet ikke noget om, hvad der senere skete? Til Dem, til Dem alene er der ikke trængt nogen Underretning om, hvad alle Mennesker talte om, naar jeg viste mig?”
Hun lo. Det var en bitter Latter, som skar ham i Hjertet.
„Nej!” sagde han bevæget, „jeg véd kun, at jeg kunde ikke finde Ro, men sneg mig Aften efter Aften omkring i Nærheden af Deres Hus, blot for at kunne se Deres Skygge paa Gardinet, og jeg følte mig usigelig lykkelig ved denne stumme, af Dem maaské ikke en Gang anede Tilbedelse. Jeg siger: maaské! thi ofte, Mariane, naar vi traf sammen i Selskaber, ofte hvilte Deres Øjne med Deltagelse paa mig.”
Mariane bedækkede Ansigtet med sine Hænder.
„Og saa véd jeg”, vedblev han i stigende Ophidselse, „at jeg en smuk, sval Sommeraften, da Luften var mættet af Blomsterduft, saa hele Deres Hus ligge indhyllet i Mørke, dristede mig til at snige mig ind i Haven, hvor jeg pludselig opdagede Dem paa den aabne Veranda. Hvorfor saa alene i den mørke Nat? - Jeg reflekterede ikke, jeg tænkte ikke paa, at De maaské ventede paa Deres Ægtefælles Hjemkomst, jeg var opfyldt af den fantastiske Indbildning, at De var der for min Skyld, og før Deres Læber kunde udstøde et Udraab af Skræk over det uventede, paatrængende Besøg, laa jeg for Deres Fødder, kyssede Deres Hænder...” Erindringen overvældede ham, hans Fantasi blev sat i Bevægelse; han følte i dette Øjeblik akkurat de samme som den Gang, og det var ham, som hans Knæ vaklede under ham, og han atter maatte synke ned for hendes Fødder. En heftig Rødme steg op i hans blege Kinder.
(Fortsættes.)