« Tilbage til søgeresultaterne

Mødet om den ny Reform i Kommuneskolen.

« Se emneord

Det viste sig i Torsdags, at det var en heldig Idé af „De samlede Kvindeforeninger” at indkalde et Møde for at give Kommuneskolebørnenes Forældre Lejlighed til at udtale sig om den paatænkte Reform i Kommuneskolen. Der var, trods den lyse Sommeraften, mødt en talrig Forsamling, og der fremkom fyldige Udtalelser baade fra Hjemmets og fra Skolens Side. Naturligvis var Madlavning i Skolerne Brændpunktet, da her var forskellige Meninger. Et var man imidlertid alle enige om, at Børnene gik for tidligt ud af Skolen, og selv om Forældrene skulde bringe endnu større Ofre for deres Børn, ønskede man dog Fortsættelsesskoler, som kunde modne Børnene og øge deres Modstandsevne i Kampen for Tilværelsen.


Paa Mødet vedtoges enstemmigt den foreslaaede Resolution, som lyder saaledes:


„Forsamlingen udtaler sig for, at Gymnastikundervisningen optages som obligatorisk Fag i Kommuneskolens Pigeklasser og at der oprettes Fortsættelsesskoler, hvor der gives Pigebørnene Lejlighed til at lære Madlavning og Husgerning, samt at Sundhedslære optages som obligatorisk Fag i Kommuneskolen. Ligeledes mener Forsamlingen, at der ingen Forskel bør være mellem Betalingsskolens og Friskolens Timeplan.”


Det vil sikkert have Interesse for vore Læsere, at vi her meddeler nogle af Talernes


Udtalelser lidt fyldigere end et Dagbladsreferat er i Stand til.


Fru Johanne Meyer:


Vi har kaldt dette Møde Forældremøde for at betegne, at det ikke er et pædagogisk Møde, hvor blot sagkyndige Lærere holder Foredrag, men hvor Forældre kan faa Lejlighed til at høre og tale om den foreliggende Reform i Kommuneskolen. De samlede Kvindeforeninger har imødekommet denne Trang hos Forældre i Følelsen af, at intet ligger Kvinderne nærmere end Børnenes og de Unges Opdragelse, og Grundbetingelsen for, at Skolen kan arbejde med Held, er, at Forældre og Lærere er i Forstaaelse med hinanden.


Forældre maa kende den daglige Arbejdsplan i Skolen, de maa kende Undervisningsfagene og Undervisningsmaaden. De maa kende deres Børns Trang og vide, om Skolen tilfredsstiller denne Trang. Faar Barnets Sjæleevner ikke den rette Næring i Skole og i Hjem, søger de andet Steds hen, og det er ikke heldigt. Forældre maa derfor være à jour med, hvad Skolen byder, for i Tilfælde af Skolens Mangler eller af Barnets manglende Evne til Opfattelse at træde hjælpende til.


Der er i de senere Aar sket store Fremskridt paa Kommuneskolens Omraade i København, og vi skylder de Mænd og Kvinder Tak, som har arbejdet herfor, og med Fremskridtene indenfor Skolen er der ogsaa sket Fremskridt udenfor, idet Forældre nu meget mere end tidligere søger at gøre sig bekendte med Undervisningsfagene og Undervisningsmaaden. Tidligere troede fattige Folk, at naar de ikke havde Raad til at betale for deres Børns Undervisning, saa havde de heller ikke Ret til at have nogen Mening om Skolens Arbejdsmaade; men med den vaagnende Samfundsfølelse bliver det Befolkningen klart, at Skoleundervisningen i Kommuneskolen ikke er en Gave, der gives den Fattige, men en Samfundssag, der angaar os alle, fordi de Unge bærer Fremtiden i sit Skød. -


I 1891 udsendte Skoledirektøren for det kommunale Skolevæsen i København et Circulære til alle Inspektører ved Kommuneskolerne for at anmode dem om at nedsætte et Udvalg paa 5 Medlemmer til i Forening med Skoledirektøren at gennemgaa Undervisningsplanen og fremsætte Ændringer heri. En Betænkning fra dette Udvalg blev allerede indgivet i September 1892 og Sagen er nu saa vidt fremskreden, at Magistraten har sagt sit Veto og Forslagene været til Forhandling første Gang i Borgerrepræsentationen, gaaet i Udvalg og vil forhaabentlig i en nær Fremtid naa smukke Resultater.


Det er imidlertid kun Hovedreformen, der egner sig til Drøftelse paa et offentlig Møde, Omlægning af Timer og Timeantallet maa vi lade ligge. Det er heller ikke smaa Fremskridt her er Tale om. Først, at Gymnastik indføres som obligatorisk Fag i Pigeskolen, Kommunen afholder Udgifterne ved Anskaffelse af Dragter og Renligholdelsen deraf. Derimod gives kun gratis Sko til Kommunens Friskole.


Indførelse af Gymnastik for Pigebørnene vil have den allerhøjeste Betydning for Slægten, og det er kun ubegribeligt, at man ikke har forstaaet, at Pigebørn ikke mindre end Drenge trænger dertil. Gymnastikens Fortrinlighed vil Taleren ikke omtale, den er saa velkendt, men kun bemærke, at der er mange Mødre af Arbejderstanden, der selv arbejder haardt og hvis Børn allerede tager tidlig fat i legemligt Arbejde, der siger: „Min Datter har saamænd Gymnastik nok i sit Arbejde.” Dette er en Misforstaaelse - Gymnastik er ikke et Surrogat for Arbejde, men det er et Middel til at bringe Legemet i Harmoni og derved øge dets Skønhed og Sundhed og hvem skulde vel have mere Brug for Gymnastik end den vordende Moder. Jeg mener, at som Udvalget og Magistraten er enige om dens Indførelse paa Skolen, vil alle Forældre være glade ved denne Reform. Derimod finder jeg, at der er et stort Hul i Undervisningsplanen, som absolut maa fyldes og som let ved Omlæggelse af Timerne nu kan gøres, nemlig Indførelse af Sundhedslære for Pigerne. Ingen trænger i den Grad til Oplysning herom, som Pigebørnene fra de smaa Hjem. Allerede i 10-Aars Alderen maa de have Besked om Hudens og Haarets Pleje, om hele deres Legemes Renligholdelse ved Badning, og Besked om Badningsmaaden, den friske Lufts Betydning, Ventilation af Værelser, Kulde og Varme samt Næringsstoffernes Værdi og Betydning for Ernæringen, for tilsidst at lære deres egen Legemsbygning og dets Funktion at kende, hvilket sidste især vil have den højeste Betydning i sædelig Henseende.


Den største Reform for Pigeskolens Vedkommende er Forslaget om Madlavnings- og Husholdnings-Undervisning som obligatorisk Fag inden for Skoletiden. Tanken er ikke ny, thi der er allerede i flere Aar bleven arbejdet energisk herfor af en Kreds af Mænd og Kvinder; men det er dog først nu, at det er gaaet ind i Folks Bevidsthed, at Madlavning er et Fag, som bør læres, og at Pigebørnene ikke er fødte Kokkepiger. Man har aldrig forlangt, at Mænd skulde være dygtige Skomagere, Skræddere, Tømrere eller Murere, uden at de har staaet adskillige Aar i Lære, hvorimod man har, ment, at Kvinderne godt kunde være Kokkepiger, Vaske- og Strygejomfruer, Syersker, Skrædderinder, pædagogiske Opdragersker, Børneplejersker uden at have lært det. Alt sligt, troede man, var kvindelige Dyder, der blev lagt som Faddergaver paa Pigebørnenes Vugger. Det er derfor et stort Fremskridt, at man har indset, det er en Kunst at kunne sammensætte Næringsstofferne, saa de bliver velsmagende og sunde Retter, og tillige saa forstandigt, at der ogsaa tages bestemt Sigte paa det økonomiske. Selv den mest elementære Madlavning kræver Tænksomhed, Orden og stærkt udviklet Renlighedssans, og derfor hævder jeg, at Madlavning ikke hører Barneskolen til, men bør lægges ind i Fortsættelsesskoler, og her er jeg enig med Skoleudvalgets Betænkning, som siger, at Fortsættelsesskoler er et manglende Led i Folkeskolens Organisation. Ja, jeg vil endogsaa gaa saa vidt at sige: Her kommer det mørkeste Punkt i vore Samfundsforhold. Der øves megen Uret i Samfundet, men ingen mere blodig end imod Smaafolks Pigebørn, der i 14Aars Alderen kastes ud i Verden. Det er en sand Lidelse to Gange om Aaret ved Konfirmationstiden at se disse smaa, umodne Væsener, der gør deres Entré i de voxnes Lag, Drengene med Cigar i Munden, brovtende af deres Heltegerning: at drikke Masser af Bajere, Pigerne med de lange Kjoler sjaskende om Benene paa sig. Drengene gaar det dog nogenledes; de faar i Almindelighed en Læretid, i hvilken de endnu faar Lov til at blive betragtet som Børn. Men de ulykkelige Piger! for dem er det værre. Præsten har bildt dem ind, og deres Forældre har bildt, dem ind, at nu er de store, voksne Mennesker, som skal paatage sig en Gerning, hvorfor de skal have Kost og Løn. Og saa begynder den lille Pige sin tornefulde eller maaské snarere slibrige Bane. Af de Tusinder Konfirmander, der skal tage Tjeneste, er maaské én saa heldig at dumpe ind i et Hjem, hvor Husmoderen føler Ansvaret og siger til sig selv: nu har jeg faaet et Barn at opdrage; men de 999 bliver kun Kastebolde for Familiens Luner eller for deres egen Hjælpeløshed. I Almindelighed begynder den lille Pige med god Vilje, thi det er jo noget nyt, noget stort, hun gaar ind til, men det varer næppe en Maaned, før hun er demoraliseret, er bleven næsvis og fører det bekendte Ord i sin Mund: „Er Fruen ikke fornøjet, kan jeg gaa” - og saa gaar hun bogstaveligt fra Plads til Plads. Maaské gaar hun endog ud om Natten og fra sin Plads, og paa et meget tidligt Tidspunkt finder man hende da paa Vestre Hospital, eller, hvad der er lige saa slemt, selv Barn endnu, sætter hun et andet Barn i Verden. Og med saadanne Væsener befolker man Samfundet. Man siger, der er ikke Mad nok paa Jorden til alle Mennesker; det er ikke godt at afgøre. Men hvad man med Bestemthed kan vide, det er, at naar man systematisk narrer Børnene for deres Forplejning og Lærdom og overskærer deres Udvikling i Barnealderen, bliver de aldrig modne, samfundsnyttige Borgere, der kan „dyrke Jorden, saa den yder, hvad den formaar”. Jeg vil derfor indstændigt bede den ærede Skoledirektion om at gøre et Forsøg med Fortsættelsesskoler, hvor saa ogsaa Undervisning i Madlavning bliver prøvet. - Kommunen vil let kunne overbevise sig selv og Staten om, at det er større Økonomi at betale Fortsættelsesskoler for Pigerne end at betale Pleje for dem paa Vestre Hospital, thi har de først været der, vil de sikkert oftere falde Kommunen til Byrde.


Lykkes et saadant Skridt som Indførelse af Fortsættelsesskoler, saa har vi gjort et stort Arbejde til at bygge Samfundet op.


Fru Elna Larsen

vilde som Arbejderkvinde og som den, der havde mange Erfaringer fra de fattige Hjem, bestemt raade til, at Madlavning lærtes i Barnealderen, f. Eks. fra 12 Aars Alderen, da Arbejderne ikke havde Raad til at beholde deres Børn hjemme i 14-15 Aars Alderen, og det Hjem var sørgeligt stillet, hvor Konen, som maaské havde gaaet paa Fabriker siden Konfirmationen, ikke forstod sig det mindste paa at holde sit Hus i Orden eller lave Mad.


Fru Emma Jakobsen

havde ogsaa haft Børn i Kommuneskolen, men mente ikke, at Madlavningen hørte Barnealderen eller Skolen til. Skolen burde særlig tage Sigte paa Sprog og andre videnskabelige Fag, saaledes, at det begavede Barn af Arbejderklassen lige saa vel som andre Folks Børn kunde tage Præliminæreksamen fra Skolen.


Madlavning hørte efter hendes Mening ikke til indenfor Skolen. Det laa ikke for alle at lave Mad, mange Kvinder var nødte til at søge Erhverv i andre Fag.


Kommunelærerinde Fru Birgitte Berg-Nielsen:


Jeg er enig med Fru Meyer i, at Sundhedslære maa optages som Fag, men dette er ikke mindre uundværligt for Drenge end for Piger. Hvis Drengene kendte lidt til deres egne Legemer, behandlede de dem ikke som de nu gør. Med Hensyn til Husholdningsskoler har jeg i de senere Aar talt og skrevet saa meget om det at faa oprettet Husgernings-skoler for 14-15 Aars Pigebørn, saa min Opfattelse af disse Skolers Betydning er kendt nok. Efter at have læst Udvalgets og Skoledirektionens Betænkninger, tror jeg imidlertid ikke, især da Flertallet i Magistraten og Borgerrepræsentationen ikke er særlig velvillig stemt for Sagen, at vi kan vente at faa disse Skoler nu. Derimod tror jeg, der er Udsigt til, at Borgmester Hansens Plan om Husgerning i Afgangsklassen kan blive til Virkelighed, derfor er jeg glad for Borgmesterens Forslag; thi faar vi først Lov at begynde, selv om det bliver smaat, saa vil snart Undervisningens praktiske Resultater virke mere overbevisende om Sagens Betydning end al Tale og Skrift. Jeg vil dog haabe, at vi selv til et første Forsøg ikke skal nøjes med de af Borgmesteren foreslaaede 4 Timer, men at vi maa faa 9 (3x3) Timer ugentlig, da vi ellers næppe vil kunne faa Tid til Vask og Rengøring men maa nøjes med Madlavning. Naar denne Undervisnings Betydning gennem Prøven med Afgangsklassens Elever er godtgjort, vil uden store praktiske Vanskeligheder eller uoverkommelige økonomiske Ofre samme Undervisning kunne indrettes for 2den og 1ste Klasses Elever eller saa mange af dem, som er 13-14 Aar, saa at ethvert Pigebarn, uden Hensyn til dets Dygtighed i de øvrige Skolefag, faar Lejlighed til i det sidste Skoleaar at øve sig i Husgerning. Naar Undervisningen i Husgerning bliver lagt Kl. 10-l for de Børn, der ellers gaar i Skole om Eftermiddagen, og Kl. 1 - 4 for de Børn, der gaar i Skole om Formiddagen, vil den ikke paa nogen Maade gribe forstyrrende ind i den øvrige Undervisning eller formindske dens Timetal. Selvfølgelig er selvstændige Husgerningsskoler med Undervisning hele Dagen at foretrække, men det er mere praktisk at arbejde for det mindre Forslag, der kan virkeliggøres nu, end for det større, som vi maa vente længe - uvist hvor længe efter.


Til Slut vil jeg blot spørge de tilstedeværende Forældre, om de er stemte for, at Barnets skolepligtige Alder forlænges til dets 15de Aar. Dette er nemlig nødvendigt, dersom Fortsættelsesskoler skal oprettes.


Kommunelærerinde Fru Louise Nørlund

mente, at Undervisningen i Madlavning og Husgerning rettest burde opsættes til Barnet var over 14 Aar og udtalte sig derfor til Gunst for Fortsættelsesskoler, hvor de af Kommuneskolens Elever, der ønskede det, kunde lære Madlavning og Husgerning. At gøre denne Undervisning til obligatorisk i Kommuneskolerne ansaa Taleren ikke for heldigt eller tidssvarende. Tiderne havde ført det med sig, at flere og flere Kvinder maatte søge Arbejde udenfor Hjemmet og vi gik sikkert en Tid i Møde, hvor Enkelthusholdninger erstattedes af Fælleskøkkener, og hvor den Anskuelse ikke længer var den raadende, at Kvinder fortrinsvis bør være Kokke- eller Stuepiger for Mændene. Derimod var Fortsættelsesskoler med Undervisning ikke blot i Madlavning og Husgerning men ogsaa i andre for Barnets Udvikling nyttige Fag meget at anbefale. Det er alt for tidligt at slippe Barnet, naar det er 14 Aar. Og naar man maaske nu vil tilbyde Fortsættelsesskoler, bør Forældrene indse, at dette er et godt Tilbud og maa, selv om det kniber med at undvære det, Barnet kunde tjene, lade den unge Pige faa sin Læretid efter Konfirmationen lige saa vel som Drengene.


Desuden udtalte flere Fædre og Mødre sig - alle om Ønskeligheden af Fortsættelsesskoler, selv om Forældrene skulde bringe Ofre.


Borgerrepræsentanterne Dhrr. Klausen og Trier udtalte sig ligeledes for, at dette prøvedes. Hr. Trier bad Forsamlingen drøfte denne store Sag videre i Værksteder og Hjem. Hr. Klausen talte særligt om det forkastelige i, at Timeplanen var forskellig i Betalings- og i Friskolen, da Friskolen saa mere og mere vilde blive betragtet som Fattigskole. Heri var hele Forsamlingen enig.