Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
„Og saa,” fortsatte Mariane i en skarp Tone, „saa kom min Mand og forbød Dem i rasende Vrede nogen Sinde oftere at vove Dem i min Nærhed. Da han næste Morgen sendte Bud til Dem, var De afrejst.”
„Mariane!” raabte Lindstrøm ude af sig selv, „antager De mig virkelig for feig? Føler De ikke, at jeg hverken kunde eller vilde slaas med Deres Mand? Skulde han dræbe mig eller jeg ham? Begge Dele vilde være forfærdeligt for Dem! Saa hellere mistænkes for Fejghed.”
Hun nikkede sørgmodigt hen for sig. „Jeg forstaar det”, sagde hun mildere; „men ved De, hvad der siden skete?” Hun traadte tæt hen til ham og fortalte hviskende, idet hun bøjede Hovedet tæt ind til ham: „Optrinet var ikke blevet ubemærket, Naboer eller Tjenestefolk - Væggene kan jo tale - hvad ved jeg - der gik en Hvisken igennem hver Stue, hvor jeg traadte ind. Jeg hørte den bag mig. Og da Deres Afrejse var bekendt, hviskede man ikke mere, saa talte man. Man troede, at jeg var i Forstaaelse med Dem, jeg læste i alles Øjne, hvor meget ondt man tænkte om mig, jeg saa den skammelige Bagtalelse paa alle Læber. Der var heller ingen Mangel paa gode Veninder, som fortalte mig derom. Kun min ædle Ægtefælle anede i lang Tid intet. Han bebrejdede mig blidt, at jeg ikke fra Begyndelsen af havde tilbagevist Deres ungdommelige og for enhver synlige Sværmeri, saa jeg kunde have sparet mig selv for dette pinlige Optrin, senere tænkte han ikke mere paa det hele. Vinteren kom; det var ham paafaldende, at vi ikke som før blev overvældet med Indbydelser. Han talte ogsaa ofte om, at han sporede en vis Kulde hos sine Kammerater. Jeg, ak jeg vidste, hvad det havde at betyde. Vi udsendte Indbydelser til et større Aftenselskab. Kun en Fjerdedel af de indbudne saa vi hos os, de andre havde undskyldt sig. Vrede og Smerte opfyldte min Mands gode og ærlige Hjerte. Jeg turde ikke sige til ham: man har udspredt slette Rygter om os, vi er banlyste. Men min Mand fordrede næste Dag i Officersklubben en Forklaring af en af sine Kammerater, fordi han havde sendt Afbud. Hans Kone havde ikke villet, hed det Hvorfor ikke? Lad dig forflytte, stakkels Droste, var Svaret. Og da fordrede min Mand i Kammeratskabets Navn at ville vide Sandheden.”
Marianes Stemme svigtede hende. Hun sank ned i den nærmeste Lænestol. Dog, da Aksel Lindstrøm greb hendes Hænder og knælede for hende, fattede hun sig og talte sagte videre: „Og min Mand, der vidste sin Hustru uskyldig og skammelig bagtalt, min Mand trak sin Kaarde for at beskytte min Ære; han udfordrede den, som - jeg ved det var ufrivillig - gjorde sig til Tolk for den offenlige Stemme. Næste Morgen bragte man min Mand dødelig saaret hjem. Om Natten døde han.”
Den knælende for sammen og lagde sit Ansigt paa Armen af den Stol, hvori Mariane sad. Han stønnede sagte.
„Nu blev den bagtaleriske Snak til et forfærdeligt Skrig. Af den navneløse Ulykke fremvoksede der Frø til ny Løgne. Alle saa de i mig en ryggesløs. Saa megen Næring havde Sladderens giftige Tunger ikke haft i mange Tider. Der var ingen, som gjorde sig den Ulejlighed at skjule den Foragt, de nærede for mig.
(Fortsættes.)
