Forfatterinden Massi Bruhn.

Et Billede giver ikke nogen rigtig Forestilling om Forfatterinden, thi der er i hendes Minespil som i hendes Fortællinger de tusinde vekslende Udtryk for hendes rige Stemninger. Vi maa læse hendes Arbejder for at kende hende, og det vil man ikke fortryde. Man bliver hyggelig til Mode ved at følge hende i de Egne, hvor hun har haft sine Oplevelser, skønt man ofte maa fælde Taarer ved hendes gribende Smaatræk taget ud af det daglige Liv. Frøken Massi Bruhn har nemlig sin Styrke i at se ind i Hjertekrogene. De, for Verden tilsyneladende ubetydelige Mennesker, lærer hun os at bøje os for, idet hun viser os, at deres heltemodige Opofrelser og trofaste Udholdenhed netop er den usynlige bærende Kraft i Samfundet.

Massi Bruhn er en af vore moderne Forfattere, der har beholdt de smukkeste Blade af Romantikens Blomst i sin Skrivemaade, medens hun med sine fremskredne Tanker og med sin glødende, næsten sydlandske Følelsesfuldhed er en revolutionær Natur, naar det gælder de smaas Ret.

Hendes betydeligste Bog er „Alt for Fædrelandet”, som er et vægtigt Indlæg i Fredssagen, og netop i vore Dage, da Bevægelsen for denne Menneskehedens store Sag har taget saa stærk Fart, burde især Kvinder læse „Alt for Fædrelandet”. Naturligvis betegner Citationstegnet paa Bogens Titel, at Forfatterinden har ment det ironisk i Skildringen af den krigerske Skjold Carlsen, der ofrer sit Hjem, Lykke. Sundhed og økonomiske Kaar for at støtte Københavns Befæstning og opdrager sin fredelskende Søn til Officer. Sønnen ender nemlig med at blive Fredsven og danne Fredsforeninger.

„Et Ægteskab” er ligeledes et større Arbejde, som giver mange Oplysninger paa det psykologiske Omraade. Desuden har Frk. Massi Bruhn skrevet og skriver stadigt mindre Bondenoveller i Tidsskrifter og Blade, som vinder stort Bifald. Da vi forleden henvendte os til hende for at spørge hende, hvorledes hun egentlig blev klar over sin Forfatterbegavelse, sendte hun os følgende Svar:

Kære Frue!

De vil vide lidt om mig, men det er saa uhyre vanskeligt at fortælle om sig selv. Alle de Tanker og Stemninger, der er mit egentlige selv, er som den flyvende Sommers Edderkoppespind, noget, man ikke kan gribe og holde fast, noget, jeg ikke rigtig kan give andre, saa gerne jeg end vil det.

Jo mere skønhedsberuset min Fantasi er, jo mere føler jeg, hvor svært det er at klæde den i Ord.

Jeg har, som De véd, skrevet en lille Historie „Et Geni”. Den handler om en fattig Dreng, der forsøger at male Dronning Esther i al hendes Dejlighed og Pragt saaledes, som hans Kunstnerfantasi havde skabt hende for ham.

Resultatet blev, som De véd, højst utilfredsstillende for Drengen.

Som det gaar Drengen, gaar det ofte mig. Hans Historie var egentlig min egen Lidelseshistorie - som Forfatter, som Menneske.

De rent ydre Omrids af min Historie er yderst enkelte.

Jeg er født i Gribskov. I denne dejlige, paa Sagn saa rige Egn har mine Forfædre i flere Generationer levet og virket som Embedsmænd og Landmænd.

Uagtet den Del af den Bruhnske Slægt, hvortil jeg nærmest hører, er stærkt blandet med engelsk, islandsk og tysk Blod, betragter jeg mig dog helst som „Kulsvier”, fordi jeg er opvokset imellem den Befolkning, der med en vis Stolthed kalder sig saaledes. „Kulsvierne”, denne, livlige, mørkøjede Race, der befolker hele Omegnen af Gribskov, er mine egne Folk, dem kender jeg og holder af at fortælle om. Jeg tror paa Sagnet om deres franske Afstamning, deres Blod er i alle Tilfælde varmt; de forstaar baade at elske og at hade. Jeg elsker alle de gamle Historier, jeg som Barn hørte disse Folk fortælle i Folkestuen paa „Strøgaardsvang”, baade dem om Hekse og Trolde, om Krig og Kamp, og dem om skikkelige Folk ved Fredens Gerning.

Men allermest elsker jeg Gribskov, den ejer tusinde vidunderlige Hemmeligheder, baade naar Rimfrosten falder dæmrende over Skovsøen ved Vintertid, og naar Bøgen springer ud i Vaar. Jeg elsker Gribskov, fordi den var Hegnet om mit Hjem.

Mit Hjem var saa lyst og muntert, saa gæstfrit og godt, det var et Hjem i Ordets bedste Betydning, fordi Grundtonen i det var Kærlighed. Moder, der var meget belæst, søgte tidlig at aabne sine Børns Øjne for det, der var skønt og stort baade i Litteratur og Kunst. Fader lærte os at elske Naturen, der omgav os. Skoven var hans Kirke, og Dyrene derude Venner, der syntes at forstaa ham lige saa godt, som Egnens Folk forstod ham. Arbejderbefolkningen, de smaa og fortrykte i Samfundet derude, vidste, at de havde en Ven og Talsmand i ham, han havde altid Tid og altid Raad, hvor det gjaldt dem, og for at forbedre deres Kaar arbejdede han uegennyttigt.

- Den Periode, da jeg begyndte at skrive, ligger kun nogle faa Aar tilbage......

Det var i den Tid, da vort Hjem derude i Gribskov blev opløst ved min Moders Død, at jeg skrev mine første smaa Historier. Jeg tror, at jeg, allerede mange Aar, før følte en vis Trang til at nedskrive mine Tanker; men Angsten for at gribe forstyrrende ind i den fredelige Idyl, hvori vi altid havde levet, holdt mig tilbage.

Her i Byen greb den nye Tid med al dens Kamp og Uro mig stærkere; jeg længtes efter at være med der, hvor Frihedens og Fremskridtets Banner hejsedes.

Saa gled jeg ud paa den Strøm, hvor man ikke vugges blideligt, saa længe man er en fremmed, saa længe man endnu er en søgende; saa længe man ikke har bunden sin Sjæl til noget bestemt Parti .... saa længe Tolerance ikke er bleven indskrevet paa Lovens Tavler ....

Kære Frue, jeg kan ikke skrive mere om mig selv, det synes jeg først, man kan gøre, naar man er helt færdig - helt udviklet, og det er jeg slet ikke, Gudskelov! Deres hengivne

Massi Bruhn.

Vi haaber hermed at have givet vore Læsere et lille Indtryk af en af vore mest yndede Forfatterinder herhjemme.

J. M.