Militarismen og Fredsforeningerne

Naar Militaristerne i et saa fredelskende Land som Danmark kan have saa megen Magt, at de endnu kan staa med Palmen i Hænderne som de eneste sande Fædrelandsvenner, saa har Demokratiet sig selv at takke derfor ved sin planløse og vage Optræden Landet over imod Militarismen og Københavns Befæstning.

Ser man, med hvilken Ihærdighed Højre agiterer, og Fagmænd, med Hr. Kaptejn Rambusch i Spidsen, har afholdt Møde paa Møde og forelagt deres Forsvarsplan lige saa omhyggelig for en forstaaende som for en uforstaaende Forsamling, for Kvinder som for Børn, saa maa man i Sandhed beundre dem, saa meget mere som de først skal hidse Folk til en uægte Begejstring og unaturlig Krigsgalskab, hvorimod vi Fredsvenner paa Forhaand har en Forbundsfælle i Folks egen sunde Forstand og fredelige Følelser.

Maa vi ikke gribe i vor egen Barm og ønske, at vi tilnærmelsesvis som de havde taget Kampen op mod Københavns Befæstning Landet over? Saa havde vist næppe Regeringen været saa dristig til at forlange eller bruge Penge dertil. Den vidste ikke, hvor uendelig faa der i Sandhed tror paa Muligheden af et Forsvar, og mener det berettiget for det danske Folk at bygge en Fæstning, der sluger Millioner, som kunde være brugte til Forplejning og Opdragelse af Landets Børn. Nu er det skjult for den, fordi vi tier. -

Det er en underlig Selvmodsigelse af de Folk, som er Fagmænd, og tydelig indser, at Københavns Befæstning er en Ruin for os selv og en Latterlighed i de store Nationers Øjne, at de tier, eller imødegaar kun med en løs Protest. Hvorfor kommer de ikke med positiv Begrundelse? Naar de elske deres Fædreland saa højt. at de vil ofre Livet paa Skansen, kan de saa ikke elske det saa højt, at de vil risikere deres økonomiske Existens for at sige Sandheden, medens det er Tid.

Men vi, som ikke kan have denne Indsigt i selve Forsvarssagen i Tilfælde af Krig, eller om Udgifter til vort Hærvæsen, vi skal alligevel ikke tie.

Der er nemlig en anden Side af Sagen, hvorom vi har en Mening, og har Ret til at have en Mening, og det er den moralske.

Vi Kvinder især, som har haft Lejlighed til paa nært Hold at se, hvilken Mangel og Nød Masser af vore smaa Børn i Samfundet maa lide, vi vil ikke længer tie til det meningsløse i Mændenes Færd, vi, der ser, hvorledes hjemløse Børn kastes af en Pleje og i en anden, fryse, sulte, sparkes, maa undvære Lys, Luft, Leg, Frihed, Klæder og Opdragelse, for saa i deres Ungdom at gaa ud uden Fagdannelse, og skaffe sig selv Erhverv og stilles Fordringer til som store, fornuftige Mennesker. - Ja, hvis vi kunde stille dem op i Københavns Befæstning til at forsvare den og lade sig skyde ned, saa var der dog Methode i Vanvidet; men Krigen kræver kun de udvalgte af Landets Sønner. En Moder ved, at hvis hun har en Søn, sund paa Legeme og Sjæl, som er opfostret med megen Kærlighed og stor Omsorg, saa ved hun ogsaa, at denne hendes Søn, hendes Stolthed, hendes Liv, er værdig til i Krigen at kastes i et Hul som en død Hund, efter at være reven i Stykker af en Kanonkugle, nedtrampet og knust af en Kavallerihest eller lignende. Det er hans Lod, og det betragtes som Fædrelandskærlighed i vort oplyste 19de Aarhundrede, uagtet det Trin i Videnskab og Filosofi, som Menneskeaanden har naaet.

Var det ikke meget større Hæder for det højt priste Kulturliv i vore Dage, og var det ikke en langt større Fædrelandskærlighed, om vi satte alvor aandelige Skarpsindighed og hele vor overbevisende Veltalenhed ind paa at gøre det indlysende for Menneskene, hvor fornuftig det var, og hvor meget mere lykkebringende for Samfundet, om vi anvendte alle disse Millioner, som selv vort lille Land sætter i Befæstningssagen, til Forplejning og Opdragelse. Se t. Ex. følgende Liste i "Oppositionen" den 18. Maj 1889:

Landbefæstningen: Enceinten fra Kalvebod Strand til Utterslev Mose...

6,000,000 Kr.

Batterier paa Tinghøjplateauet . . .

486,000-

De to Forter paa Garderhøjen og Gammelmosegaard...

2,500,000-

Oversvømmelse fra Hundesø til Utterslev...

300,000-

Oversvømmelse af Lyngby Enge m. m.

1,185,000-

Kristiansholmslinien...

732,000-

Charlottenlundfortet...

230,000-

Skyts til Strandbatterierne…

1.491,000-

Til Administration og andre Udgifter…

495.000-

Paa provisoriske Budgetter til Positionsskyts...

2,380,000-

Projekttegninger...

131,000-

Til Raadighed for upaaregnede Arbejder…

455,000-

Altsaa en Sum af 161/2 Million Kr. anvendes af Regeringen til Landbefæstningen.

Tænk om vi anvendte dem til Børnehjem, Ungdomsskoler osv.? Mon ikke det vilde gøre vort Folk rigere og lykkeligere og vise en større Fædrelandskærlighed end at sætte det i Københavns Befæstning?

Her er et stort Arbejde for Fredsvennerne, hvoraf der dog ikke findes saa faa her i Landet. Kvinderne maa alle Vegne, baade fra den pædagogiske og fra den moralske Side, virke paa Børnene og de unge, og ud fra Humanitetens og Sandhedens Grund vække Ansvarsfølelsen hos den enkelte til at sætte sig op imod den Samfundsløgn, at Krig er en Nødvendighed, og at det, at Nationerne ihjelslaa hinanden, er Gud en Velbehagelighed: vi Kvinder maa tidlig og sildig prædike den Sandhed ind i vore Sønner, at den rette Fædrelandskærlighed er at bygge Fædrelandet op, - give lige Ret og Adgang for alle til Samfundets Goder.

Forebyggelse af Krig ved Voldgift er ingen Utopi, det er en ganske naturlig Fremskridtsudvikling af Kulturlivet. To Naboer, der privat blive uenige i vore Dage, tager dog ikke sig selv til Rette eller udkæmper deres egen Sag, de gaar ganske ligefrem til Retten og lader Dommeren afgøre den.

Men den Tid er sikkert heller ikke langt borte, da Nationerne har naaet til en saadan Udvikling i det store Fællesmaal Menneskelighed, at Soldaterne ikke mere vil skyde paa hinanden, fordi de føle sig som Brødre.

De hurtige Forbindelsesmidler mellem Folkene, Kunstens og Musikens mægtige Evne til at sammensmelte Nationerne, alt vil tvinge Militarismens Aand til at vige for Humanismen.

Men danske Mænd, især Fagmænd, burde i Tide og i Utide alle Vegne paa Møder tilspidse deres Vaaben til Angreb paa Københavns Befæstning, sløjfe den og bygge Ungdomsskoler i Stedet, bruge alle Pengene til, at unge Mænd og Kvinder i Fællesskab kan sidde paa en saadan Skolebænk i deres Ungdom, at, hvor lille end vort Land er, det dog maa lyse som en Stjærne, og at det maa blive klart for os alle, at det er større at arbejde for Freden end for Krigen.