Kate Marsden.

I de senere Aar er det jo ikke mere nogen Sjældenhed at høre Tale om kvindelige Læger, skønt ikke desmindre den Anskuelse stadig holder sig i Mandfolkeverdenen, at Kvinderne næppe ejer den moralske og fysiske Styrke, som kræves for at kunne udøve Lægevirksomhed, om end de gamle Ammestuehistorier om Kvindernes Mindreværdi i Forhold til Mændene saa nogenlunde er glemt blandt forstandige Mennesker. Dertil kommer, at de tiltagende Kvindesygdomme i særlig Grad skulde synes at paakræve kvindelig Lægehjælp. Paa den anden Side skulde det ogsaa synes at være tilstrækkeligt Bevis for, at Kvinderne ikke i den nævnte Henseende er Mændene underlegne, at det jo er Kvinder, som jo i Almindelighed besørger den ret besværlige Fødselshjælp, at det er Kvinder, som føder Børnene, som ofte med utroligt Besvær opammer og opfostrer Børnene, et Arbejde, om hvilket Goethe har sagt, at „tyve Mænd tilsammen vilde ikke kunne bære dette Besvær.”

Og hvad skal man sige, naar man tænker paa, at det som Regel er Kvinder, der forretter det strenge, opslidende Sygeplejearbejde. Det er vel endog som oftest saa, at vore Diakonisser og barmhjertige Søstre er udgaaede fra Samfundslag, hvis Opdragelse saa langt fra lægger an paa at opøve den fysiske Styrke og Udholdenhed, at den snarere gaar ud paa at udvikle det følsomme og sarte hos Kvinderne. Men trods dette ser man en Mængde af disse Kvinder frivilligt vælge den besværlige Samaritangerning og under Udøvelsen deraf at udvikle et Heltemod, en Selvovervindelse og en Nervestyrke, der slaar alle Talemaader om Kvindens Svaghed fuldstændigt til Jorden og godtgør paa det mest overbevisende hendes Ret til at øve netop Lægevirksomhed, og hvad dermed staar i Forbindelse.

Et saadant lysende Eksempel paa beundringsværdig Viljekraft, Sjælsstyrke og Næstekærlighed er Miss Kate Marsden, der har viet sit Liv til Pleje af de af den ganske Verden forladte Spedalske.

Kate Marsden er født i Aaret 1859 i en af Londons Forstæder, hvor Faderen var Embedsmand. Hun besøgte sin Fødebys Skoler og uddannede sig allerede i en Alder af femten Aar til barmhjertig Søster. Hun var atten Aar gammel, da den russisk-tyrkiske Krig udbrød, og hun med flere andre engelske Diakonisser begav sig til Krigsskuepladsen for at pleje de saarede Soldater.

Her fandt hun en Dag ved alfar Vej liggende to Bulgarere, der som lidende af Spedalskhed var udstødte fra Samkvem med alle andre Mennesker og næppe lignede Mennesker mer, frygtede og skyede selv af Læger. Synet af disse Ulykkelige gjorde et saa voldsomt Indtryk paa den unge Kvinde, saa hun i samme Stund lovede sig selv fremtidig at blive en Trøsterinde og Plejerinde for disse af Verden forstødte Stakler.

Efter sin Hjemkomst til England vilde hun straks have begivet sig til de britiske Kolonier for paa Hospitalerne der at være Sygeplejerske for de Spedalske. Hendes Forældre holdt hende dog tilbage, saa hun først efter disses Død blev i Stand til at udføre sit menneskekærlige Forehavende.

Først var hun saa i Hospitalerne paa Afrikas Kyst, men gik siden til Lilleasien. Her hørte hun tilfældigt, at der i Østsiberien, i Nærheden af Jakutsk, voksede en Plante, der af de Indfødte anvendtes som lindrende Middel i Tilfælde af Spedalskhed.

Ufortøvet begav hun sig paa Vejen til Siberien. Hun rejste over St. Petersborg, hvor hun i November 1890 ved Kejserindens Hjælp fik udleveret et Lejdebrev, der paalagde alle Embedsmænd o. s. v. at være hende til Hjælp med Raad og Daad paa hendes besværlige Rejse.

Vejen til Jakutsk - over 1000 danske Mil - over Bjerge og gennem uvejsomme, øde Egne maatte hun for en stor Del tilbagelægge paa Hesteryggen, ridende paa mandfolkevis. Ankommen til Jakutsk gjorde hun sig først kendt med de fortvivlede Forhold, hvorunder de ulykkelige Spedalske her befandt sig, forbandede, som de var, til her paa et af Jordens koldeste Steder at henslæbe deres elendige Liv. Hun indsaa Nødvendigheden af at grunde en særlig Koloni for disse udstødte Stakler og gav sig straks i Lag med Opgaven. Efter kort Tids Forløb var der samlet 20,000 Rubler, og for denne Sum blev der i Jakutsk-Gebetet bygget Hospitaler for Spedalske.

Forrige Vinter var Kate Marsden atter i Petersborg og Moskov og dannede i begge Byer Foreninger til Bekæmpelse af Spedalskhed og for paa denne Maade at sikre de siberiske Hospitaler Midler til deres fremtidige Bestaaen. I samme Øjemed har hun ogsaa i sin Tid berejst andre evropæiske Storstæder.

Hun hører til Aarhundredets mest fremragende Kvinder paa sit menneskekærlige Omraade. Hun har leveret det bedste Bevis for, at sand, ægte Næstekærlighed udruster Mennesket med overmenneskelig Kraft, som den ogsaa hos hende har været i Stand til at overvinde baade den Afsky og Væmmelse, der uvilkaarligt ytrer sig ved Synet af Spedalske, og Frygten for at blive smittet af denne forfærdelige Sygdom. I Kraft af denne sin Menneskekærlighed er hun bleven den Barmhjertighedens Engel, der rækker selv den Elendigste en hjælpende Haand og siger ham et trøstende Ord.