Kvindelig Taalmod.
De kender sikkert, Fru Redaktør, Badeanstalten ved Rundetaarn. Den er tarvelig, og der kunde maaské ønskes en lille Smule mere Komfort og Oppudsning, men man faar dog altid der et ordenligt Bad og, hvad der især tiltaler, en høflig og imødekommende Omgangsmaade af de kvindelige Funktionærer.
En Morgenstund var jeg kommen tidligere end sædvanligt. Da der ikke var ret mange Besøgende, kom jeg i Samtale med de kvindelige Funktionærer og spurgte tilfældigvis om deres Arbejdstid.
Til min store Forbavselse hørte jeg, at de møder Kl. 5¾ om Morgenen og arbejder uafbrudt til Kl. 8 Aften for l Kr. daglig.
Jeg spurgte: „Men saa har De vel Middagshvil?”
„Nej, vi maa stjæle os til at spise baade Frokost og Middag i en belejlig Stund, naar her ikke er for travlt.”
„Men rimeligvis har De saa hver femte Dag fri”, sagde jeg.
„Nej, kun hver 3die Søndag.” Men hvorfor i al Verden henvender De Dem ikke til Direktionen for at gøre dem opmærksom paa Nødvendigheden af en Fridag, da det rimeligvis er en Ubetænksomhed fra Styrelsens Side.”
„Nej, det tør vi ikke, ti vi er alt for bange for at miste vor Plads. - Vi har det godt, og vi har Børn at forsørge, og Ansættelsen her er stadig fast, naar vi passer vort Arbejde. Hvad der er det værste for os, er, at vi aldrig faar Tid til at sy et Sting paa vort Tøj; ti selv om her var Tid, maa vi selvfølgelig ikke sidde med Haandarbejde.”
I det sidste kunde jeg give Konen Ret, men jeg fatter ikke, at Kræfterne kan slaa ret længe til for disse stakkels Kvinder, der 14 Timer i Døgnet maa staa bøjet over det varme Vand, rense og skylle Karene uden nogen Hviletid, og jeg fatter endnu mindre, at ikke saadanne dygtige og samvittighedsfulde Funktionærer har saa megen Selvfølelse og Forstaaelse af deres Ret som Mennesker, at de i al Høflighed henvender sig til Bestyrelsen og anmoder om en Fridag hver 5te eller 6te Dag, saaledes at de kunde besørge Indkøb, sy lidt paa deres Tøj, ordne deres Hjem eller foretage en lille Udflugt.
At de derved skulde blive kastede paa Døren, er sikkert en Spøgelsesfrygt, som intet Steds har hjemme.
Hambros Badeanstalt er anlagt af humane Grunde for at gavne Mennesker, saa er det jo urimeligt, at den for at gavne nogle skal ødelægge andre. Har den Raad til at give billige Bade, har den vel ogsaa Raad til at lønne Funktionærerne ordenligt og give dem en menneskelig Fritid.
Men saaledes er nu Kvinderne: Taale og lide, det mener de, at de er skabt til, og saa længe de saaledes finder sig taalmodigt i alt, saa længe synes jeg, det er ørkesløst at tale om Kvindernes borgerlige Rettigheder.
Det var kun for, at De Fru Redaktør! i Fremtiden vilde hefte deres Blik endnu mere paa Kvindernes utidige Taalmod, baade i Hjemmet og paa Arbejdsmarkedet, jeg sender Dem disse Bemærkninger.