Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
Og hvor var hun dog ikke smuk endnu, noget mere alvorlig, mere moden end den Gang, men maaské endnu mere tiltrækkende ved de Sjælslidelser, hvorom hendes Træk fortalte. Da hun berettede hin Persons Udbrud: „Nu kan Fru Droste gifte sig med sin svenske Baron”, da var hans Hjerte bleven grebet af Skræk. Ja, saaledes skulde det være! det var hans Pligt, den eneste Vej til Æresoprejsning for Mariane, det ufejlbarligste Middel til at gengive ham sin Ro: han maatte tilbyde hende sin Haand. Blodet stivnede i hans Aarer, han rystede som i Feberkulde. Han opfyldtes af en forunderlig Følelse, en sælsom Blanding af Længsel og i Frygt.
Hvorledes da? Maatte ikke enhver Mand, som Mariane vilde nedlade sig til at give sin Haand, være stolt derover. Hun var saa smuk og saa klog, saa fornem og rig; den Skygge, der faldt paa hendes Rygte, havde intet at sige hos ham; og dog - han kunde ikke tænke sig som Marianes Ægtefælle; den kolde Sved traadte frem paa hans Pande; han vilde ikke tilstaa for sig selv, hvad han dunkelt følte: en uendelig Frygtsomhed lige over for Mariane, i hendes Selskab forekom han sig selv som en kejtet Skoledreng
Hvilken usalig Forvirring i hans Hjerte! I samme Grad, som han tænkte sig ind i denne Frygt, blev ogsaa den Forpligtelse, han havde til at tilbyde Mariane sin Haand, mere indlysende for ham. Hvor skulde han finde ud af dette Mørke?
Han blev forstyrret i sine Tanker af høje Stemmer og blev staaende stille, da han til højre for sig saa Skovfogedhuset, og paa den grønne Plads foran det en Gruppe Mennesker, der stod eller sad omkring et Bord. Man havde ikke set ham endnu, da han stod skjult af Vejens Buske og han kunde saa i al Ro betragte det henrivende Billede. Rundt omkring paa Bjærgskraaningerne stod Grantræer, tæt ved Siden af hinanden, hist og her saa man Toppen af et Træ, hvis Løv skinnede i alle Efteraarets Farver, dukkende op imellem dem, Himlen var blaa, gennemvævet med smaa, lette Florskyer, og Gruppen foran Huset var en prægtig Staffage.
Aksel Lindstrøm trak sin Skizzebog frem og tegnede med nogle hurtige henkastede Blyantstreger et løst Omrids deraf. Skovfogedkonen, halv landlig, halv købstadagtig klædt, med Armene i Siden; tre Drenge i Skjorteærmer, den ene med den der i Egnen brugelige store Filthat, begge de andre med ubedækkede, brunlokkede Hoveder; paa Bordpladen et lille bitte Menneskebarn, indsvøbt i uldne Tørklæder af tvivlsom Farve og endelig med begge Hænder stemmet imod Bordpladen og Hovedet bøjet ned til Barnet paa Bordet, en slank, ung Dame. Nu løftede hun Ansigtet - Tegneren tabte Blyanten. Det var Marianes Datter.
Hvor hun kunde le, hvor glad og sorgløs saa hun ikke omkring, hvor den graa, formløse Filthat klædte hende godt og passede til den militære Fløjlskrave paa den snævre Regnkaabe. Paa Brystet havde hun en Buket af kulørte Blade og hvide Blomster; Drengen med Filthatten havde en lignende Buket i Snoren paa sin Hat; uden Tvivl havde Ottilie været i Skoven med Børnene. Af Samtalen forstod den lyttende ikke et Ord, da den blev ført i Dialekt, men det blev ham klart, at Skovfogedkonen og hendes Drenge lo højt af Ottilies komiske Forsøg paa at ville tale i deres Mundart.
(Fortsættes.)
