Den saarede

Hvo, som udøser Menneskets Blod,

ved Mennesker skal hans Blod udøses;

thi i sit Billede gjorde Gud Mennesket. (1. Moseb. 9, 6).

Slaget var endt. - Det nittende Aarhundredes Civilisation havde gjort sit Værk. - Rundt om paa den af Blod og Krudtslam opblødte Jord laa dirrende Menneskekød, afskudte Lemmer og halve eller hele Lig med fortrukne, forvredne Træk og Lemmer. - I det fjerne hørtes svagt Drønet af den flygtende "Fjendes" Tros.

Aftenen sneg sig lidt efter lidt ind over Valpladsen - søgte med sine Skygger at skjule, hvad Menneskenes rædselsfulde Ødelæggelsesvanvid havde bedrevet.

Imellem de døde og døende laa han, den unge Mand, med et svært Saar, hvoraf Blodet ved hver

Bevægelse vældede ud. Han havde forsøgt, medens han endnu havde Kræfter, at standse Blodet, hvormed hans Livskilde langsomt udrandt, nu kunde han ikke længer røre sig, men saa meget desto mere intensivt arbejdede hans Aand.

Dette var altsaa Heltedøden, - dette var "Ærens Mark", som han saa den her, medens Maanen lidt efter lidt listede sig op over Horisonten, først blodigrød, givende det itubrudte Materiel underlige fantastiske Skikkelser, senere bleghvid kastende et fosforagtigt Skær over de halv- og heldøde Soldaters Ansigter. De laa i Dynger, Ven og Fjende imellem hinanden, Lemmerne omslyngede og indfiltrede i hinandens dyre Favntag, - et rædselsfuldt Syn. Han var opdragen i den Tro, at det, at falde paa Ærens Mark, var den skønneste Lod for en ung Mand. Nu kom Tvivlen: Hvorfor gjorde man saa lidt for at skaffe Ofrene Lindring? Hvorfor var der endnu ingen udsendt for at "dyppe det yderste af sin Finger i Vand og lædske hans Tunge?" Og han led saa forfærdelig af Tørst. Vand! Vand! vilde han raabe, men han mærkede med Forfærdelse, at Stemmen var forsvunden. Skulde da dette være Enden? - Hans Tanker fløj tilbage til en svunden Barndom, han saa sig selv, ophidset af chauvinistiske Lærere og Opdragere, lege Krig og i sin barnlige Fantasi fælde indbildte Fjender. Hvorfor havde man aldrig fortalt ham, at "Fjenderne" ogsaa var Kød og Blod, at ogsaa de følte Smerte, at ogsaa de havde kære i Hjemmet, der vilde sørge over dem, som nu hans Moder og Søster over ham? Hvorfor havde man aldrig fortalt ham, at det kunde blive ham selv, der var den slagne?

Men var det hele da ikke en Drøm, hvoraf han vilde vaagne, - han blev saa træt, han maatte sove, - var Døden mon egentlig saa skrækkelig? - "Du dør for dit Fædreland!" hviskede Forfængeligheden; ja, men hvorfor skal netop du dø? Har dit Fædreland gjort saa meget for dig, at du kan skylde det Livet, det bedste, du ejer, og store Pinsler i Tilgift? Har du ikke selv maattet fortjene hver en Smule til dit Underhold og desuden betalt Skat til Bestridelse af Udgifter til det, der nu er blevet din egen Død? Truede ikke Fædrelandets Politi og Soldater dig til at tage, hvad man bød dig, da du i Fjor selv vilde være medbestemmende ved Fastsættelsen af din Løn ? - - Vand! Vand! - - Nej ingen Lyd. En saaret Hest i hans Nærhed forsøger at rejse sig, men synker stønnende tilbage. Rundt om ham høres sære Lyde, klynkende, klagende, stønnende, hvislende - hans Ulykkeskammerater. En fjendtlig Soldat vender Ansigtet lige imod ham, han har udstridt, det ser ud, som lo han i Døden - en frygtelig Latter - han ser paa dette Ansigt, og i den begyndende Saarfeber voxer det, for ham, bliver større og større, tilsidst en stor grinende Djævel, der spærrer Munden op for at, sluge ham, - Krigen personificeret, - han mærker Kulden, der lister sig igennem hans Legeme, han vil ikke se det skrækkelige Syn ved sin Side, - en sidste Kraftanstrængelse - han kommer i en siddende Stilling, strækker begge Hænderne ud imod det, faar endnu engang Stemmens Brug: "Forbandelse over Krigens Ophav!" Saa synker han tilbage. -

I Dagbrækningen ruller Ambulancevogne ud for at opsamle døde og saarede. De opskræmme Aadselfuglene, der allerede er i Færd med det Festmaaltid i Menneskekød, som Civilisationens Bærere har beredt dem.

I Staden holdes Takkegudstjeneste. Diplomaterne og de regerende takker Naadens og Kærlighedens Gud for Sejren. Den dekorerede Hofpræst har ikke valgt ovenstaaende Text.