« Tilbage til søgeresultaterne

En kvindelig Formand i Fattigdirektionen.

Af: Alice Bron

« Se emneord

Man vil erindre den Opsigt, det gjorde i Belgien i forrige Maaned, da Justitsministeren, Jules Le Jeune, havde Mod til at godkende Valget af Forfatterinden Fru Alice Bron som Medlem af Fattigdirektionen i Monceau. „Politiken” her hjemme bragte en interessant Artikel om Diskussionen i Deputeretkamret. Naturligvis var Kvindesagens Modstandere komne i Harnisk og mente at burde hindre denne frygtelige Ulykke. Justitsministeren tog imidlertid Stormen med stor Ro og svarede:


„Hr. Huysmans synes at være kommen svært i Affekt over Fru Brons Udnævnelse til Medlem af Direktionen for Fattigvæsenet i Monceau. Han beskylder mig for at have krænket Loven, ja han er end ikke langt fra at paastaa, at jeg har omstyrtet den moralske Orden i Samfundet. Hertil skal jeg blot bemærke: Der gives ingen belgisk Lov, som udelukker Kvinder fra at beklæde Statsembeder. Som Betingelse for at erholde dette eller hint Embede fordrer Loven kun, at Vedkommende skal være myndig og i Besiddelse af de efter Omstændighederne fornødne Kvalifikationer. Naar man hidtil ikke har indrømmet Kvinder Adgang til at drive Sagførervirksomhed, saa er Grunden slet ikke den, at Loven forbyder det, nej, man har ganske simpelt ladet sig lede af den historiske Tradition.


For Resten er det jo heller slet intet nyt, at Kvinder ansættes i Statens eller Kommunens Tjeneste. For ikke at tale om Forstanderinder og Inspektricer for Lærerindeseminarierne, er jo en Mængde Kvinder ansat som Funktionærer i Telegraf- og Telefonvæsenets Tjeneste. Hvad skulde der da være til Hinder for at give Kvinder Adgang til at deltage i Bestyrelsen af Fattigvæsenet. Jeg tror tvertimod, at de vil være udmærket egnet og kvalificeret hertil.”


Sagen gik igennem med Glans, og vi formoder, at de Fattige i Monceau kan glæde sig derved, da Valget sikkert her er faldet paa en Kvinde, der sidder inde med alle Betingelser for at løse sin Opgave.


Vi har ment, at det i høj Grad vil interesse „Hvad vi vil”s Læsere at læse Fru Alice Brons egen Meddelelse om Sagen i nedenstaaende Brev fra Fruen, som er tilsendt „Hvad vi vil” i disse Dage.


Ærede Frue!


De beder mig i Brevform at fortælle lidt til Deres Blad om min Udnævnelse som Medlem af Fattigdirektionen i Monceau ved Sambre. Jeg er virkelig helt rørt over dette smigrende Forlangende; naturligvis forstaar jeg nok, at det ikke er mig personligt, der interesserer, men derimod den Sag, hvorfor jeg kæmper, og det er netop det, at jeg frygter for ikke at kunne tjene Sagen, uden at det synes, som om jeg fremhæver min egen Person alt for meget. Men De har jo selv villet det.


Hvorledes jeg blev optaget? ikke sandt, det er det, De først vil vide? - Det var den simpleste Ting af Verden; jeg havde virkelig ikke gjort noget derfor. I September Maaned greb Guvernøren af Brabant en Dag Lejligheden til at spørge Justitsministeren, om der ikke nu var Lejlighed til at sætte en Kvinde ind i Fattigdirektionen.


Ministeren svarede, at der fandtes intet i Lovene, som stred herimod. Jeg havde altsaa kun at stille mig som Kandidat og blive valgt, hvorefter Sagen blev undersøgt og afgjort. Jeg blev enstemmigt foreslaaet af Direktionen for Fattigvæsenet og ligeledes enstemmigt antaget af Kommunalraadet i Monceau. Men Guvernøren i Hainait og det staaende Raad opponerede mod den paatrængende Person, der havde Dristighed til at forlange at gøre sig nytttig.


Ministeren holdt sig imidlertid tappert, til Trods for dette Angreb af visse Deputerede, og jeg blev officiel udnævnt. De ser altsaa, ærede Frue! at jeg har sejret meget let i denne Sag, og hvis ikke Sekretæren og Formanden for „La Ligue des femmes” offentlig havde angrebet mig, saa havde jeg kun danset paa Roser i denne Sag.


Dog Roserne var saa skønne, og Tornene saa smaa, at jeg nu kun erindrer det førstes Duft, medens jeg ganske har glemt de sidste.


Dog den virkelige Sejrherre i alt dette, Manden med Aand og Hjerte, som alene Æren tilkommer for denne Reform - denne mere end et Aarhundredes Fordring gennemført - det er den belgiske Minister Jules Le Jeune, og da jeg har haft den Ære ved min Audiens hos ham at have en længere Samtale med ham, saa fik jeg det Indtryk, at han var en Mand ikke alene med Aand, Hjerte og Vid, det er noget, som mange har sagt før mig, men jeg fik det bestemte Indtryk, at han tillige er i Besiddelse af en ubegrænset Medfølelse og en Hjertefinhed over for de ulykkelige. Hans inderligste Ønske, hans urokkelige Vilje er snarest muligt at se de retslige Straffe betydeligt indskrænkede, og dette ved det eneste sikre Middel: Menneskekærlighed, ved at række en hjælpende Haand til de ulykkelige og derved hindre dem i at falde. Og altsaa ikke straffe dem. Det er denne Opfattelse af Mennesket og de smaa og lidende i Samfundet, der har bragt ham paa den Tanke, at Kvinden vilde være en mægtig Hjælp til Arbejdet i Fattigvæsenet, Plejestiftelser og Fængsler; det er denne Tanke, der har ledet ham til at udnævne mig til Medlem af Fattigdirektionen, og de belgiske Kvinder og de moralsk og fysisk lidende bør bede om at beholde en Minister, der har en saadan Forstaaelse af Nøden og af, hvorledes den skal afhjælpes, som Jules Le Jeune.


Efter nu at være traadt ind i min Virksomhed den 6. Juni og valgt til Formand af mine Kolleger i Fattigdirektionen i Monceau har jeg allerede ved mit første Møde erfaret det som en bydende Nødvendighed, at der er Kvinder i Fattigvæsenet. Jeg har set, hvilken uhyre Hjælp det vil være i delikate Spørgsmaal om unge Kvinder, hvem det ligefrem er en Forbrydelse ikke at forstaa. Jeg tror nu ogsaa, at Kvinderne vil være mere hæderlige, at ikke slige Historier vil ske som f. Eks. i Paris, hvor man stjal af de Fattiges Kasse og foretrak unge, smukke Piger for andre Kvinder. Jeg tror, at Kvinderne vil gøre deres Pligt med stor Takt.


Jeg vil nu nedskrive nogle af de Ord, som jeg henvendte til mine Kollegaer, da jeg tiltraadte mit Embede, og hvori jeg formoder, at alle Kvinder er enige med mig:


„Jeg takker Dem, mine Herrer, for den Tillid, De har vist mig ved at vælge mig. Idet jeg har søgt den Ære at samarbejde med Dem i Fattigvæsenet, skønt aldrig nogen Kvinde her i Belgien før har været kaldet til denne Funktion, saa tør jeg nok sige, at det ikke er af Stolthed eller Hovmod, men derimod af en dyb Medlidenhed med de Fattige og i fuld Overbevisning om, at Kvinden har sin Plads i Fattigvæsenet, Administration, Plejestiftelser og Fængsler. Jeg er kun kommen her for at hævde og arbejde for de besiddelsesløses Ret, og jeg vil sige Dem, at jeg vil med Lidenskab forsvare deres hellige Sag og søge at opfylde min Pligt til det yderste uden at tage Hensyn til personlige Meninger; ja, selv Kommunens Interesse vil for mig forsvinde for Interessen for de Fattige.


Jeg er desuden, mine Herrer! fuldt overbevist om, at De tænker som jeg, saa der i vort Samarbejde kan bevares et gensidigt hjerteligt Forhold, Agtelse og Tillid, saa vi alle kan gøre os værdige til den Ærespost, der er os betroet.”


Og nu, kære Frue! blot nogle Ord for at slutte. Med Hensyn til Kvindeforeningen „La Ligue des femmes” i Belgien, saa har jeg ikke været Medlem af den. Jeg tror nemlig ikke, jeg havde kunnet gavne min Sag saa meget, hvis jeg havde været det; heller ikke er jeg enig med dens Program, i det mindste ikke nu.


Ganske vist anser jeg Kvindens underordnede Stilling som en Uretfærdighed og hendes Umyndighed i højeste Grad krænkende, men senere - senere - nu vil vi kun tænke paa dem, der er mere ulykkelige end vi. Paa hvilken Maade? vil De spørge. Oh, paa mange forskellige Maader og ad mange forskellige Veje. En af de mest virksomme, over alt at prædike om de Goder, som vil fremkomme ved Gensidighed. Vil Deres Blads Spalter staa mig aabne, saa vil jeg snart igen skrive mere herom.


Modtag min hjerteligste Hilsen og Sympathi.


Alice Bron.


Monceau, den 12. Juni 1893.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner