Ædelt Vildt.

En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.

Saa munter, saa ungdomsglad, saa livlig og ubetænksom havde Mariane ogsaa en Gang været.

Aksel Lindstrøm sukkede dybt. Han følte en uimodstaaelig Trang til at veksle nogle Ord med Ottilie.

Hurtigt traadte han nærmere og udbrød mere bevæget, end Ottilie kunde finde naturligt: „Hvilken Lykke, at jeg træffer Dem, Frøken!”

„Hvorfor det?” sagde Ottilie med en forundret Latter, „har De saa vigtige Statsanliggender at meddele mig.”

„Nej, men jeg har været hos Deres Fru Moder, blev modtaget, saa dog ikke noget til Dem og frygtede allerede, at Deres Moder var vred over det Bekendtskab, som vi saa at sige har sluttet paa Landevejen”, sagde han hurtigt.

„Naa, ja hun har jo skændt lidt”, sagde Ottilie aabenhjertigt, „men da Moder har modtaget Dem, saa er der ikke mere noget i Vejen. Hvad siger De om saadan en Dreng, Hr Baron? Det er min Gudsøn, naar De ikke vil være ugalant, maa De da erklære ham for en sød, lille Unge.”

Hun løftede det jublende Barn højt i Vejret paa sine kraftige Arme og lod det derfra synke ned i Moderens.

„Saa!” sagde hun, „nu ingen flere Narrestreger. Jeg skal endnu en Tur op til Klamur og saa hjem til Moder.”

Hun tog sin Paraply under Armen og knappede sine Handsker.

„Farvel alle sammen. I Morgen kommer jeg igen, og saa tager jeg den lille Kjole med ” Hun nikkede til Skovfogedkonen, klappede den mindste Dreng paa Kinden og gik, først et Stykke hen ad Landevejen og saa til venstre ind i Skoven, hvor der var rejst en Pæl med Indskriften: „Vej til det lille Vandfald.”

„Frøken”, sagde Lindstrøm, der var fulgt efter hende, og nu var bag ved hende, „De tillader vel, at jeg ledsager Dem?”

Ottilie vendte sig om og saa tvivlraadig paa ham.

„Gud ved, om Moder vil synes, det er rigtigt?”

„Men jeg er dog en Bekendt af Deres Moder. Og dersom De er bange for, at hun ikke vil synes derom, saa behøver De jo ikke at fortælle hende noget”, sagde han indtrængende.

Ottilie gjorde store Øjne. „Hemmeligheder, - jeg skulde have Hemmeligheder for min Moder? Aa, Hr. Baron, alt hvad jeg gør, det siger jeg hende, og da jeg altid gør, hvad der falder mig ind, og hvad jeg synes der er mest underholdende, saa begaar jeg tit de største Dumheder. Naa, saa faar jeg Skænd, men der som jeg skjulte noget for hende, blev Daarskaben jo Slethed.”

Han tav bestyrtet nogle Sekunder og spurgte saa modfalden: „Jeg maa altsaa ikke gaa med? Jeg vilde gerne se Klamur og kan ikke finde der hen alene.”

Han havde først i selvsamme Øjeblik ved Indskriften erfaret Klamurs Eksistens.

Ottilie sagde godmodig: „Naa, for min Skyld gerne! Gaa De foran. Fodstien tilhøjre. Forsigtig! Stenene er glatte, under det tørre Løv er der Rødder. Bliv ved at gaa til højre.”

Ottilies Anvisninger og Formaninger, der blev uddelte med længere Pavser imellem, var foreløbig de eneste Ord, der blev talt.

Igennem den tætte Underskov gik den smalle Fodsti paa fugtige Klippetrin, som dannede en halv naturlig, halv kunstig Trappe, stærkt i Vejret. Ottilie troede, at Vejens Besværlighed betog hendes Ledsager Lysten til at tale.

Men Aksel Lindstrøm klatrede foran som i en Drøm. Tusender af forskellige Følelser bevægede sig i ham. Det Spørgsmaal, hvad for en Samtale han først skulde begynde med den unge Pige, var saa vigtig for ham, at han valgte og forkastede det ene Thema efter det andet.

(Fortsættes.)