« Tilbage til søgeresultaterne

Mélanie Borring.

« Se emneord

„Sit Fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette”. Det er Ord, som Frøken Mélanie Borring har gjort til sine. Da hun allerede i en ganske ung Alder med en sjælden Energi kastede sig over Studierne af det franske Sprog og søgte at trænge ind i Sprogets Kærne, var det netop for at kunne give sine Landsmænd - ikke en tør Skal - men derimod det franske Folks bedste Tanker paa en aandfuld Maade i Originalsproget og derved aabne det danske Folk nye Kilder til Aandsdannelse.


For hende har det været og er en Livssag at undervise i Fransk. Ved at aabne Elevernes Øje for Skønheden og Klarheden i det fremmede Sprog, hæver hun dem til en højere Intelligens og til større Bevægelighed i Aanden; men hvad der først og fremmest har været hende en Hjertesag er, at Sprogundervisningen i Skolerne blev drevet paa en hel anden Maade end tidligere. - „Undervisning skal være opdragende”, siger hun, og hendes Kamp her hjemme har ikke været forgæves.


Vor Skoleundervisning i Fransk er betydelig forandret. Det er gaaet ind i Folks Bevidsthed, at det gælder om at kunne høre og tale Sproget om der skal naas en virkelig Aandsdannelse derigennem, og Eleven kan kun tilegne sig Sproget gennem en mundtlig Undervisning af Læreren, som selv maa have levet og studeret i det Land, hvis Sprog han vil lære sine Landsmænd.


Frøken Borring har i den Henseende været heldigere stillet end de fleste. Som Datter af Professor Borring, der viede sit Liv til Studier af det franske Sprog, havde hun tidlig Lejlighed til at erhverve sig en smuk Udtale. Selv fortæller hun herom i Kvindebladet „Hvad vi vil”:


„Jeg var 14 Dage gammel, da en fin dannet Pariserinde optoges i mine Forældres Hus som Lærerinde for mine ældre Søskende; det er derfor ingenlunde min Fortjeneste, om Øre og Taleorgan tidligt dannedes under Paavirkning af hendes saa vel som min Faders korrekte og velklingende Fransk. Min den Gang formuende Fader med sin idealistiske, pædagogiske Stræben og sin ægte franske Afsky for enhver „Jargon” skyede ikke Omkostningen ved at betro min Opdragelses Afslutning til den geniale M. Charrier-Boblet, hvis gramatikalske Arbejder var lønnede med det franske Akademis „Prix Montlyon” og tjente til Lærebøger for Louis Philippes Børn, ligesom han talte mellem sine Elever Jules Simon og hans Børn. Selvfølgelig blev min Uddannelse under en saadan Paavirkning literær paa Grundlag af de franske Klassikere, saaledes som enhver dannet Mands eller Kvindes Uddannelse i Frankrig maa være, lige meget hvad Stilling, der senere vælges i Livet. - (Kommuneskolebørnene i Frankrig modtager nemlig som uundværlig aandelig Ballast en fyldig literær Kundskab, hvilende paa klassisk Grundlag”.


Og det er igennem denne smukke Udtale, at Frk. Mélanie Borring har henrevet og vundet sine Landsmænds Interesse for Sproget.


For at redde den i Dekadence værende Udtale i Undervisningen i Fransk her hjemme, begyndte hun i 1870 sine senere med korte Mellemrum fortsatte offentlige Oplæsninger af Mønsterforfattere i Poesi og Prosa i den franske Litteratur. Disse Oplæsninger blev mere end „blot til Lyst”. Der rejste sig nemlig en Kamp mellem de lærde, men Resultatet blev et virkeligt Opsving iblandt franske Lærere.


Men Frøken Borrings Iver for at lede Sprogundervisningen ind i andre Baner lod hende ingen Ro. I 1885 skrev hun to meget skarpe pædagogiske Artikler i „Dagbladet” om Lærernes Uddannelse.


Frøkenen gik ud fra Holbergs Arbejde; viste, at han netop ved at leve i fremmede Lande hjembragte de Aandens Vaaben, hvormed han fældede Bornerthedens Hydra her hjemme. Hendes Hovedtanke er den, at vi først maa uddanne en Skare af Lærere, før vi kan tale om at forbedre Skoleundervisningen. Hun har tilegnet sig Bréals Ord „Idealet for en god Undervisning maa være den, der bedst øver Barnet i at tænke, og hun bruger stærke Udfald mod den døde Undervisning, som lader Barnet være passivt under Undervisningen. Denne Passivitet mener hun er Grund til, at man ofte kan træffe voksne Folk, der svarer: „jeg véd det godt, men jeg kan bare ikke sige det”. At se og gengive det sete, det er Princippet i den moderne Undervisning. Men her hjemme lægges der ikke Vægt nok paa at forstaa det læste. Grammatikken, hvis Regler er en instinktmæssig Logik og den bedste Gymnastik for den unges Aand til at vinde Kraft og Smidighed bliver ofte for Eleverne en tom Fremsigelse, Hukommelsens værdifulde Redskab overlæsses og taber sin Spændkraft.


I 1887 tog Frk. Borring atter fat i „Nationaltidende” og skrev „Enten bør Fransk opgives i Skolerne eller Skolerne bør opgive en Methode, som har givet saa lidet tilfredsstillende Resultater”.


Frøkenen kræver bestemt, at Lærerne, der underviser i Sprog, selv maa være dette Sprog mægtig og aldrig lade Eleven savne den mundtlige Forklaring til Bogen, tvinge Eleven til at besvare et „hvorfor” med et indlysende „fordi”. Selv kalder hun Grammatiken interessant og tankevækkende.


Derfor er der heller ingen, der kan docere fransk Grammatik paa en mere aandfuld Maade end hun, med hendes livlige og spøgefulde Maade at tale paa maler hun den i Billeder for Elever, og Lærere og Lærerinder, der besøger hendes Feriekursus, fortæller, at de har aldrig modtaget en mere genial Undervisning i Fransk end hendes. Hemmeligheden er vel den, at hun elsker det franske Sprog og føler ingen større Glæde, end naar hun kan meddele sine Landsmænd den Rigdom af Kundskab til Sprogets Former og det omfattende Kendskab til den franske Literatur, som hun sidder inde med.


I Aaret 1860 oversatte hun Edmond de Presseres store filosofiske Værk Jesus Christ, Son Temps, Sa Vie, Son Oeuvre, der i sine Anmærkninger korrigerer Renan. I Sommeren 1878 skrev hun sit eget Værk „Paris og dets Seværdigheder”, et betydeligt Arbejde til Nytte for Rejsende, der besøger Paris. Senere fulgte Oversættelsen af flere forskellige Bøger. Ogsaa om andet end Sprogundervisning har Frk. Boning skrevet. Hendes Kendskab til franske Skoler og Plejehjem gav hende Lyst til at gøre danske bekendte hermed, og hun har skrevet en Del Artikler herom i københavnske Blade samt den lille kendte Piece „Vuggestuen i Frankrig”, hvori Vuggestuen fremdrages som det første Led i Almueopdragelsen.


Frk. Borring er født 1834 i København og har modtaget sin Opdragelse i Ungdommen i Paris, og, som hun endnu stadig af og til opfrisker sine Studier, har hun ogsaa i Aar været der og er i disse Dage hjemkommet for at genoptage sit Kursus for Lærere og Lærerinder i Ferien.



« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Regioner