Helena Modjeska
talte paa Kvindekongressen i Chikago om det ulykkelige Polen. Efter at hun havde nævnet nogle af de vigtigste Begivenheder sagde hun:
Naar vore Mænd var sønderknuste og modløse af Polens fortvivlede Kamp, saa var det den polske Kvinde, der stod som en beskyttende Engel for hans Samvittigheds Dør. Hende var det, som opmuntrede dem, som fremskyndede dem til Kampen, altid selv rede til at lade sit Liv for sit Fædreland. Det var hende, der lærte Sønnerne, hvorledes de skulde overvinde Fjenden, hende, der bevarede Hjemmet, Fædrelandskærligheden. Modet og Ærligheden, ikke tilladende sig selv at hvile, men stadigt kæmpende til Trods for Kugler, Lænker, Sibirien og - værst af alt - Piskeslag, med hvilke hun ofte straffes i russisk Unaade.
Vore Undertrykkere er i stor Vildfarelse, hvis de tror at kunne dræbe den polske Patriotisme. Saa længe der er en eneste polsk Kvinde tilbage, saa længe kan Polen ikke dø, og jo mere de piner os, des mere fast holder vi.
Da den franske Kunstner Horace Vernet af Czar Nicolas blev anmodet om at male en Episode af Krigen mellem Rusland og Polen, svarede han: „Deres Majestæt vil undskylde mig, jeg maler aldrig Kristus paa Korset”, og han havde Ret. Polen er blevet korsfæstet. Men var der ikke ved Jesu Kors en Moder knælende ved Golgata, som taalmodigt ventede paa Opstandelsen, og er den polske Kvinde ikke en saadan Moder, der venter paa Polens Opstandelse? Vil hun vente forgæves? Nej, saa vist som der endnu er Retfærdighed paa Jorden, vil hun ikke vente forgæves.”
Salen genlød efter hendes Tale af begejstret og forstaaende Bifald.
