Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
„Det er jo mit Sjæleliv, jeg skal gøre hende forstaaligt, følgelig er ethvert Ord, der bliver vekslet imellem os, af Betydning”, sagde han til sig selv.
„Naa”, begyndte Ottilie endelig, „bliver det Dem for strængt?”
„Jeg tilstaar, at det trætter mig. Til at overvinde den Slags Vanskeligheder, som Naturen stiller os i Møde, fordres der kun den raa Kraft, ingen Aand, derfor foragter jeg ikke dem, som mangler Evne, vurderer ikke den, som med Lethed overvinder disse Vanskeligheder, saa højt, som det almindelig sker.”
Ottilie tav stille til dette Udbrud. Da hun aandeløs var kommen derop, hvor Klippen midt i Skovens tætte Mørke aabnede sig i en Kløft, hvor over der var lagt en løs Bro af Granstammer, og i hvis Dybde ikke langt fra Broen et Vandfald skummede, da saa hun med straalende Øjne paa Baronen og spurgte:
„Er det ikke smukt? Lidt gruopvækkende, men dog herligt!”
„Graner sitre paa Klippens Side;
Strømmen bruser paa Dybets Bund,
kalder vinker, med Hænder hvide:
kom og drik af mit Væld dig sund!”
deklamerede Aksel Lindstrøm og tilføjede: „Smukt - nej! det er kun en voldsom og tilfældig Fremtoning. Da foretrækker jeg det fri, kultiverede Land, der fortæller mig om Menneskekraft, Flid og Tænken.”
„Lad os sætte os henne paa den lille Bænk”, sagde Ottilie, „man maa hvile sig lidt. Saa! og nu maa De fortælle mig om, hvor og hvornaar De har kendt mine Forældre. Kunde De godt lide Fader? Aa, han har vist været rigtig rar! Og jeg, som kun har kendt ham saa lidt.”
Det lød som en Klage fra hendes unge Læber. Hans Hjærte slog ængstelig, hans Øje vendte sig uroligt bort fra hende.
„Den Gang”, begyndte han, „var jeg i hin Alder, hvor man holder enhver pludselig Følelse for en evig Sandhed. Omendskønt jeg af Naturen har megen Selvkritik, lærte jeg dog først senere at bruge den, og nu, det tør jeg paastaa, nu er jeg bedre end de fleste andre Mennesker i Stand til at iattage min Sjæl.”
I Enkelthederne var denne Tale Ottilie for høj, Meningen kunde hun omtrent forstaa.
„De er vel ikke gift?” begyndte Ottilie igen.
„Nej - til visse ... jeg ... indtil nu har jeg ikke vovet et saa vigtigt Skridt ... to levende Væsener med forskellig Individualitet. . .”, stammede Baronen Aksel.
„Hvad bestiller De da? forskede hun videre.
„Af Tilbøjeligheder er jeg lidt af en lærd. I de sidste to Aar har min Interesse for Malerier fængslet mig.”
„Altsaa ikke noget rigtigt, ikke noget helt. Onkel Lothar kan ikke lide saadan noget”, sagde Ottilie med den største Ugenerthed.
„Aa Frøken!” begyndte han heftig, „en saadan sensibel Natur som min har den Forpligtelse at lære sig selv at kende, før den bestemmer sig for et bestemt Fag, hvori dens Evner kan modnes til Vilje og til Gerning.”
(Fortsættes.)
