Fru Amalie Høgsbro.
Skønt Fru Høgsbro ikke som Fru Gladstone har rejst som Taler ved sin Mands Vælgermøder, saa har hun sikkert ikke været mindre interesseret i sin Mands politiske Virksomhed som hins. Det kender den store Skare af Venner og politiske Meningsfæller, der stadigt har besøgt det Høgsbroske Hus. Som den betydelige Politiker og som Folketingets Formand er det naturligt, at mange Rigsdagsmænd og fremragende Politikere ogsaa udenfor Møderne i Rigsdagen søger Hr. Høgsbro, og det har været Fru Høgsbros største Glæde, saa længe hendes Helbred tillod det, at holde aabent Hus for sin Mands politiske Venner. Men det var ikke sjældent, at disse Aftener, som begyndte med forretningsmæssig Politik eller med skarpe Meningsudvekslinger af de forskellige Politikere, opløstes i Drøftelse af Digterværker eller sociale Problemer. Husets Frue havde paa sin ægte kvindelige Maade uformærket ført dem fra Politiken ind i Poesiens Verden, bevidst eller ubevidst følende, at selv i Politiken maa Sandheden og Kærligheden være den bærende Kraft.
Politiken er kun til for Livets Skyld. Formerne maa passe. Er Familielivet og Samfundslivet goldt og øde, saa hjælper det ikke, om der skaffes Folket de mest udmærkede Lærere. Derfor førte Fruen de politiske Gæster ind i Samtale om Børneopdragelse, Fællesskabsfølelse og kirkelige Spørgsmaal, saa naar Gæsterne forlod det Høgsbroske Hus, følte de, at hvor „Kvinden var Livet i Huset”, der var det værd at drøfte sociale Spørgsmaal. De havde set Politiken i en ny Belysning, den kvindelige Hjertelighed gav deres politiske Arbejde højere Værdi, de blev ved Fru Høgsbros dybtfølende Interesse styrket til fornyet Arbejde. Ingen har som ung Hustru kunnet følge sin Mand ind i hans Kald og Virksomhed saa tillidsfuldt og trofast. Da Hr. Høgsbro som Forstander ved Rødding Højskole sad i en stor Gerning, men følte sig uimodstaaelig dreven til at vie sit Liv til Politiken, da blev hans Hustru ham ingen Hindring, skønt hun elskede Skolegerningen, men hun lagde trøstigt sin Haand i hans og drog bort fra en yndig landlig Bolig til trykkede økonomiske Kaar i Hovedstaden med en allerede den Gang talrig Børneflok.
Efter hendes Mening maatte en Hustru, om hun skulde være sin Mand den rette „Medhjælp”, kun styrke ham i hans Kald. Med en uhyre Selvfornægtelse og med en Husmoders alleryderste Anstrengelse forstod hun at indrette en tarvelig Husholdning, thi Børneantallet steg næsten hvert Aar, og alt som Børnene voksede til, lærte hun dem at forstaa, at igennem Arbejde og Selvfornægtelse maatte ogsaa de vinde frem til at blive nyttige Samfundsborgere.
Igennem Moderen lærte de allerede som ganske smaa at forstaa, at intet Offer var for stort for Hjemmet, naar den Sag, Frihed og Fremskridt, som Faderen arbejdede for, blot kunde lykkes.
Da Hr. Høgsbro blev Statsrevisor, blev de økonomiske Kaar bedre, men den næsten spartanske Levemaade blev ikke forandret, thi Hjemmet saa en hærdet Ungdom som en Betingelse for en arbejdsom Slægt, og Høgsbros har haft og har Glæde af deres Børn; af de femten Børn lever de tolv og indtager saa godt som alle selvstændige og samfundsnyttige Stillinger. Lige fra Højesteretssagfører Svend Høgsbro og til den yngste Datter, der vil tage Studentereksamen.
Børnenes Opdragelse har væsenligst ligget i Fru Høgsbros Hænder, da Hr. Høgsbros Arbejde jo saa godt som hele Dagen, ja ofte ud paa Natten, var i Rigsdagen. Til hende gik Børnene tidligt og silde med deres smaa Glæder og Sorger, og hun bevarede sine Sønners Fortrolighed, til deres egne Hustruer indtog hendes Plads. Børnene blev væsenligt underviste i Hjemmet, hvori Fru Høgsbro tog aktiv Del. Og man forstaar, at hun kunde bevare Børnenes Tillid, naar man blot en Gang hørte hendes Samtaler med dem. Man ser ofte Mødre jage Børnene til Side, naar de taler med Fremmede, og Børnene kommer løbende med deres barnlige Bekymringer, - aldrig Fru Høgsbro. Selv om hun var travlt beskæftiget, og de ganske smaa kunde komme ind med et bedrøvet Ansigt, saa trak hun straks den lille hen til sig og sagde: „Kom nu og fortæl Moer, hvad der har gjort det lille Hjerte Sorg.” - Saa var det maaské en Bold, der var blevet borte, en Dukke, der var gaaet i Stykker, eller lignende. Men Fru Høgsbro slap ikke Barnet, før hun havde drøftet dets Sorg med lige saa stor Alvor som Barnet, og med pædagogisk Sans hjulpet det fuldstændigt over dets Besværligheder.
Et andet Træk vil ligeledes vise hendes rette Moderlighedsfølelse. Mange Mødre faar saa travlt, naar de faar Hus og Børn, at man bestandigt hører dem fortælle, at nu kan de aldrig mere faa Tid til at gaa ud, og saa gør de Hjemmet til en Trædemølle, hvor de selv gaar aandløse og gnavne om i deres Gerning; men Fru Høgsbro sørgede altid for personligt at være med ved Folkemøder, Skolemøder og Kirkemøder, „thi,” sagde hun, „jeg har saa mange smaa der hjemme, saa jeg maa frem for alt være frisk og levende med i alt det gode, der rører sig i Folket, at mine Børn paa den rette Maade kan blive Fremtidsmennesker.
Da hendes ældste Søn, Højesteretssagfører Svend Høgsbro, gik ind i Styrelsen for Dansk Kvindesamfund for at arbejde for Kvindens Ligestillelse med Manden, og da hendes Datter, Lærerinden Frøken Sigrid Høgsbro, holdt Foredrag om Kvindesagen, sagde hun til en Ven med Taarer i Øjnene: „Hvor det er underligt for mig at se mine Børn staa op og stride for de Ideer, som jeg kun lønligt har elsket.”
Alle Børnene er Bærere af de nye Ideer i mere eller mindre Grad, nogle mest paa Skolens og Kirkens Omraade, andre paa det politiske. Kun to af Døtrene er endnu gifte, den ene med Folketingsmand Harald Holm, den anden med Kaptajn Bennike. Af de andre Døtre, af hvilke de fleste er Lærerinder eller studerer, er én Jordemoder. Ogsaa den Bane havde ikke før været betraadt af ugifte Kvinder; Frøken Hilda Høgsbro var en af de første, der var Banebryder. Der er kun tre Sønner ved Siden af de mange Døtre, af disse er en Jurist, en Lærer og en Læge.
Et saa anstrængende Liv med Opdragelse af saa mange Børn har selvfølgelig taget paa Helbredet, saa Fru Høgsbro til sine Tider er meget lidende af Nervøsitet og et kronisk Hjerteonde; men tillader blot hendes Helbred hende det, da er hun levende interesseret for alt det ny i Samfundet og bliver sikkert aldrig, hvor gammel hun end vil blive af Aar, gammel i Sindet. En Samtale med hende er en sand Glæde.
Har Fru Høgsbros Navn kun hidtil været skjult som Folketingsformanden, Politikeren Høgsbros Hustru, saa vil Fru Høgsbro som Moderen sikkert ved Børnene i mange Slægtled staa som en selvstændig Personlighed, der sent vil glemmes. Vi har ved ovenstaaende Billede villet bidrage til, at Mødre blandt vore Læsere kan lære af hendes aldrig trættede Opdragervirksomhed, der staar i Samfundet som et saa lysende Eksempel.
