"Ærlighed varer længst".
Jeg tror ikke, nogen vil nægte, at dette Ordsprog udtaler en almengyldig Sandhed. Men et vittigt Hoved har en Gang lavet det om til, at „Ærlighed varer længst, fordi der slides mindst paa den”. Og der er noget i det, som Manden sagde, da han tærskede Kornet om igen. Der slides ikke saa meget paa Ærligheden i vore Dage, som vi maatte ønske for hele Menneskeslægtens Skyld.
Ser vi hen paa vort offentlige Liv, opdager vi desværre tidt, at mer eller mindre vellykkede Taskenspilkunster dækker over det Brud med Ærligheden, som faktisk har fundet Sted. Den kolde, beregnende Forstand har som en vældig Edderkop spundet sit fine Net, hvor den sidder paa Lur, rede til at styrte sig over de varmblodige Naturer, der af det offentlige Livs Malstrømme lader sig føre hen i de halvt usynlige Traade, hvor de udsuges til sidste Blodsdraabe. Og saa udbryder en hel Del hovedrystende og i hellig Enfoldighed: „Ja, der kan vi se! Politiken sluger Folk, det er godt, at Kvinderne holdes borte fra den politiske og kommunale Kampplads, hvor Følelserne sløves, og Aandens blanke Vaaben rustner, ellers vilde Kvindeligheden helt gaa tabt”.
Jeg tror tverimod, at en Del af Usundheden i vort offentlige og private Liv er en Følge af Kvindens retsløse Stilling. Den Gang Menneskerettighedernes Program til Dels sejrede, blev Kvinderne sat udenfor, som om de ikke var Mennesker. De fik ingen Ret og intet Ansvar med Hensyn til Samfundets Ordning. Men det var en stor Uærlighed i dette, stadig at raabe: „Lige Ret for alle”, og dermed mene: „lige Ret for Mændene, ingen for Kvinderne”.
Denne Uretfærdighed hævner sig endnu. Mænd og Kvinder kom derved til at staa i en falsk Stilling til hinanden. Selvfølgelig mener jeg ikke, at der ikke eksisterer sande Forhold. Jo, til al Held véd jeg, at Kærlighed kan binde en Mand og en Kvinde sammen, saa de lever, i livsvarig og gensidig Forstaaelse, et sandt Fællesliv, hvor de deler alt og har lige Ret i alle private Forhold. Men naar jeg hævder, at den nuværende Samfundsordning er bygget paa Falskhed i Stedet for paa Ærlighed, saa tænker jeg ikke paa de mange gode Ægteskaber, nej, jeg tænker paa de to Køns Forhold i sin Helhed. Og derfor siger jeg: der er Mangel paa Ærlighed i det „frie” Samfund, hvor den ene Halvdel af Menneskeslægten er berøvet den Ret og Indflydelse, der tilkommer den.
Arbejdet for Kvindernes Deltagelse i det politiske og kommunale Liv er en naturnødvendig Følge af Ordsproget: „Ærlighed varer længst”. Vi maa bygge Samfundet paa Sandhedens Grunde.
I det mindste tror jeg, at der vil komme mere Ærlighed ind i alle offentlige og private Forhold, naar Kvinderne faar fuld Menneskeret. Saa vil deres Opdragelse og Interesser forandres i meget.
Maaské enkelte Modstandere vil studse over denne Paastand og udbryde forundret: „Ærlighed! Træffer man den hos Kvinden? Skal Kvinderne føre Ærligheden ind i Politiken, saa ser det galt ud”. Og jeg vil dertil svare: Desværre træffer vi tit hos Kvinden alt andet end Ærlighed. Men Opdragelsen har ogsaa lært dem ved List at erhverve den Magt, som Lovene og den offentlige Mening har nægtet dem. Denne Kvindelist kan, naar den næres af Koketteriets Pindebrænde, blive en farlig Ild. Og ikke sjældent er et Livs Lykke brændt i Stykker deraf. Men Kvindens Arbejde for Retfærdighed, Godhed og Kærlighed i Samfundet vilde fremme Alvoren og den Ærlighed, som sikkert er dybt rodfæstet i Kvindenaturen.
Det har tit smertet mig, naar jeg hører en Moder lyve for sit lille Barn. Det kan være en falsk Historie, hun bruger, for at skræmme Barnet til at tie, eller hun giver det et Løfte, som hun slet ikke tænker mere paa, for at stille Barnet tilfreds. Jeg kan ikke lade være med at sige det rent ud: det er Synd mod det lille troende Barnehjerte! Er det ikke rørende skønt, den ubetingede Tillid, Barnet nærer til sine Forældre, den faste Tro paa Moderens Ord? Og tænk saa, den Dag Barnet opdager: Moder lyver for mig! Hvor det maa gøre ondt i den troende Sjæl! Det er at tage med haarde Hænder paa Sjælelivets ømmeste Punkt. Og der saas derved ubevidst en Tvivlens Sæd, som kan have de farligste Følger.
Men jeg tager ikke disse sørgelige Tildragelser som Bevis paa Uærlighed hos disse Kvinder. Nej, det viser blot, at de forstaar ikke at opdrage Børn, og de har aldrig ved Erfaring eller Oplysning lært Menneskelivet rigtig at kende, fordi de paa en vis Maade er sat udenfor. De har ikke hørt til den Slægt, der kæmper, haaber, lider, elsker og arbejder til det sidste.
Vi kan ikke forlange, at Kvinderne skal sætte sig ind i det, som ikke vedkommer dem. Men giv dem Stemmeret og Valgbarhed, saa de kan udøve Indflydelse, saa skal Forstaaelsen og Interessen nok vaagne. Da vil Kvinden ogsaa bedre fylde sin Plads som Hustru og Moder.
Først maa imidlertid Kvinderne betragtes og opdrages som Mennesker, der har lige saa værdifulde Ævner som Mændene. Med større Rettigheder følger Ansvar og Pligter, og det alene kan udvikle og drage frem alle de herlige Ævner, som tit er forblevne skjulte eller forkrøblet eller helt vanslægtet, fordi Kvinderne ikke har faaet Lov til at være dem selv, frit at følge deres eget Væsens Trang.
Jeg mener saaledes, at naar de Underkuelsens Baand, som hidtil har holdt Kvinderne nede, bliver løste, vil der ikke blot komme mere Retfærdighed, Sandhed og Ærlighed i det offentlige Liv, men ogsaa i Hjemmene vil en sundere Aand raade. Saa behøver jo Hustruen ikke ved List at føre Manden bag Lyset, naar hun en enkelt Gang, tit i rene Smaating, har handlet paa egen Haand. Da vil det vise sig, at Ærlighed, baade i stort og smaat, er det bedste og varer længst.
