Landsbysnak.
Det er ellers en ordenlig Overhaling, der gives Prokuratoren eller dette Sagførerraad. - Sagførerraadet kender jeg ikke noget til og bryder jeg mig ikke noget om; hvad kommer det os Bønder eller Landboere ved; naar vi passer vort, lad saa Sagførerne organisere sig, som de lyster. Overhovedet kommer de jo ikke til os; det er jo os, der kommer til dem.
„Hvad, kommer de ikke til os?” hører jeg allerede min Nabo svare i en hidsig Tone, „jo vist kommer de til os, har jeg maaske haft Bud efter ham, der i Torsdags gjorde Eksekution i min Gaard.”
„Ja, kære Nabo, Du har haft Bud efter ham, thi hvordan har du baaret dig ad; du har nu i de fire Aar, vi har været Naboer, hver Dag, baade du og din Hustru, sendt Bud efter Rettens Folk og Prokurator. - Nej, bliv nu siddende, kære Nabo, og hør en Gang Sandheden fuldt ud. Da du giftede dig, og I Aaret efter byggede jert Stenhus om, da sendte I Bud, da I flyttede Rokken paa Loftet og satte Klaveret i Stedet, da gik der atter Bud, da Salen blev møbleret, da du købte lukket Vogn og da din Kone inviterede Købstadfolk til Gilde her oppe, da sendte du Ekspresbud, thi fra den Dag kunde du ikke klare din Termin, du maatte hver Gang laane til Renterne og saa, ja, saa kender du jo Resten.”
„Men saa Mads Knudsen,” indvendte min Nabo, „ingen skal sige, at de har stadset, og se, om ikke hans Gaard faldt; har han maaske haft Bud efter de Djævle!”
„Naa, naa, smaa Slag! Jo, Mads Knudsen har haft Bud, saa længe jeg har kendt ham. Gaar ind til Brændevinsbrænderen paa Hjørnet, naar du kommer til Byen, og bed ham for en Gangs Skyld, om du maa faa Lov at se Mads Knudsens Konto i de sidste ti Aar, og regn saa ud, hvad det hele beløber med Renter, saa skal du se!”
„Men saa véd jeg da, at hverken Lars Poulsen eller Mikkel Jensen har hverken stadset eller drukket, som vi andre skal have Skyld for nu, da vi er komne til Ulykke.”
„Ja, Lars Poulsen, se det er nu den Kavtion, han indgik for sin Svoger, der har kaldt de Djævle, som du kalder dem, op i hans Gaard, og Mikkel Jensen, det véd vi jo alle, han købte lige som Tiden gik ned, og han købte for dyrt; han vilde gerne være Gaardmand, men saa fik han Brødet svedet.
Nej Nabo, lad os ikke skyde Skylden paa andre, Prokuratoren er jo kun den, der gaar andre Mænds Ærinde, saa kunde du jo lige saa godt skælde paa Doktoren, naar nogen dør - ja, ham har mange da ogsaa Bud efter i dobbelt Forstand - Nej, lad os tage Vare paa os selv og agte paa Tidens Tegn, lad os bestræbe os for at følge med Tiden, og lad os huske paa, at Tiden er det kostbareste af alt, og at Øden med Tid er den største Ødselhed, at Træghed gør al Ting svært, Flid gør al Ting let, at Ladhed gaar saa langsomt, at Armod snart henter ham ind, at Morgenstund har Guld i Mund. Ja, kære Nabo, jeg vil ikke bedrøve dig eller bebrejde dig noget, du har lidt nok, siden den Dag, du havde Besøg af Rettens Folk og den Prokurator, men du og din Hustru I er unge Folk endnu, og I maa ikke hænge med Næbet eller skælde paa andre, I har ikke megen Udsigt til at beholde Gaarden, men saa maa I tage fat paany. Vi Sognefolk skal nok hjælpe Jer, det er vi enige om. - Nej, bliv nu siddende Nabo og hør, hvad jeg vil sige. Bliv ved dit Arbejde, saa vil Arbejdet blive hos dig. Vil du pløje dig Penge til, saa driv selv paa Ploven. For intet faar man intet. Har du selv ingen Jord, saa brug dine Hænder. Hos den flittige Mand kigger Sulten ind ad Vinduet, men den kommer aldrig indenfor Døren”.
I det samme saa jeg op og fik Øje paa min Nabos Hustru. Hun stod i Døren og græd. Det gjorde mig ondt at se, men jeg kunde ikke skaane hende og tilføjede, idet jeg gik: Husk Fattig-Richards Ord: „Mangen gik fra Gaard og Gods, siden Konen ved Kaffekedlen glemte at spinde og væve, og Manden ved Flasken glemte at pløje og skove!”
