Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
Ottilie saa eftertænksom paa ham. „De maa have dygtig megen Tid til at beskæftige Dem med Dem selv. Er det ikke kedsommeligt? Jeg synes, at alle andre er mere interessante end en selv.” Han sprang op.
„Det er dog koldt her. Kommer De - en avant! Men nede paa Landevejen skal vi marschere ordenlig, hører De det? I Takt - en, to.”
Nu. løb hun foran og snakkede en hel Del op om Onkel Lothar, om at han snart vilde komme, og hvad de skulde have for nogle Ture sammen. Hendes Latter lød jublende som Lærkens Triller hen under Træernes Grene. Nede paa Landevejen stillede hun sig Side om Side med Baronen, hvem hun behandlede som en gammel Bekendt, kommanderede „Marsch!” og spaserede takfast hjem efter med ham.
„Fortæl mig dog lidt om Deres Rejser, Hr. Baron, sagde Ottilie til sin Ledsager.
Det gjorde han heller end gerne. Han fortalte godt, med velvalgte Ord og et musikalsk Tonefald i sit klangfulde Organ.
Han forstod at beskrive og forstod altid at gøre sig selv til Midtpunktet i Fortællingen. Men af det, som han selv havde tænkt, følt, gransket og udrettet, opildnedes hans Fantasi saa overordenlig, at hans Foredrag blev fængslende, for saa vidt man havde den ringeste Interesse for hans Person.
Ottilie hørte fuld af Andagt til og fandt, det var en stor Godhed af Baronen saaledes at opfylde en ung Piges løst henkastede Ønske; denne Andagt berusede ham fuldstændig. Hvilken ungdommelig, modtagelig, endnu ganske uudviklet Sjæl havde der ikke aabenbaret sig for ham i Dag! Hvilken Opgave for en Mand at lære denne Sjæl at forstaa Livet.
Da de stansede foran Ottilies Hjem, spurgte hun venlig: „Vil De ikke med ind?” „Nej”, stammede han, „nej! Men jeg vil sige Dem en Ting: Vi ses igen, det er sikkert. Og saa vil jeg nok faa Mod til at udtale det, som det synes mig for dumdristigt allerede nu at iklæde Ord. Indtil da, tænk paa mig og gransk Dem selv!”
Han kyssede hendes Haand og gik hurtig bort. Ottilie følte sig slaaet. Hendes sande, ligefremme Sans havde straks begrebet, at hans sidste Ord var en Bekendelse af det alvorlige Indtryk, hun havde gjort paa ham, og et Haab om, at han paa sin Side vilde faa Betydning for hende. Hun rystede paa Hovedet. „Det er en slem Historie”, tænkte hun bedrøvet. „Moder kender Baronen, altsaa ved hun ogsaa, at han er et forvirret Hoved og et overspændt Menneske trods sin Dannelse, sin Elskværdighed og sin Aand. Naar jeg nu fortæller hende, at han . . . hm, saa sørger stakkels Moder sig ihjel ved Tanken om, hvad der kan blive ud af. Det vil jeg spare hende for. Saa kommer man dog saa vidt at holde noget hemmeligt for sin Moder.”
(Fortsættes.)
