Fra Kvindernes Verdenskongres.

Ofte kan man klarere bedømme Begivenhederne, naar man har faaet dem lidt paa Afstand; derfor er det ofte sket, at der har været Møder og Kongresser, som i Øjeblikkets Spænding rev Folk med - de skulde være noget, og saa mente man, de var noget.

Bag efter, under roligere Forhold, saa man, at deres blivende Betydning var ikke, hvad man havde ment. Det er gaaet modsat med Kvindernes Verdenskongres. Under selve Kongressen havde man ikke Tid til at spørge meget om, hvad Følgerne af alt dette vilde blive, man var helt optaget af sit eget Arbejde og af at se og høre de andres - man følte, at her maatte enhver give det bedste, de kunde. - Saa gik hver til sit.

De andre Kongresser, Pressens, Lægernes, Vegetarianernes o. s. v., kom Slag i Slag, og de Dage, hvor Kvindestemmer alene fyldte Salene, og kun Kvindedragter saas paa Platformene, gled længere tilbage. Og da saa man med Overbevisningens Vished, hvad Kvindekongressen havde været. „Den blev mere, end vi havde vovet at haabe,” sagde Kvinderne selv.

„Det er det største Skridt, Kvinderne endnu har gjort; det har omvendt os,” sagde ældre Mænd, der før havde stillet sig tvivlende over for Kvindesagen. Lige efter Kvindekongressen kom Pressens, den var mat. De sagde, det var, fordi den var bleven stillet i Skygge af sin Forgænger. Lægerne talte til tomme Stole. Kvinderne lo og sagde, det havde de godt af, de skulde arbejde lidt mindre paa deres Kureren og lidt mere paa at forebygge Sygdomme.

Totalafholdenhedsmændene beklagede dybt, medens Erkebiskop Ireland holdt sin Tale for halvfyldt Sal, at Varmen sandsynligvis var Skyld i den sparsomme Forsamling.

Igennem Kvindekongressens Uge maatte Dørene til „The Art Palace” daglig laases og Politi staa Vagt, da Salene var saa overfyldte, at der var Fare ved at lade flere komme ind.

Det vil særligt interessere Kvindebladets Læsere at høre, at alt, hvad der fremkom fra Danmark af Beretninger om Kvindernes Arbejde der gennem de senere Aar, blev

modtaget med største Interesse. Fra Grækenland, fra Bøhmen, fra Tyskland, var der meget, der højligt interesserede, men det var, som om de Danskes Maade at arbejde paa, faldt saa godt sammen med Amerikanernes Opfattelse. Om det saa var saa lille en Ting, som de ugenlige Møder til Fornøjelse og Opbyggelse for de københavnske Sælgekoner, saa var de henrykte ved at høre derom.

De triumferede, da de hørte, at de kvindelige Væveres Forening havde været stærk nok til at gennemføre en Strike.

De lagde Planen til Oprettelsen af en „Tjenestepigernes Forening”, saa snart de hørte om den danske. Og Kvindebladet „Hvad vi vil” vakte saa megen Interesse - navnlig derved, at det var et Blad, der egnede sig for de Tjenende, at en Dame ved Mødets Slutning erklærede, at hun vilde begynde paa et Blad for Tjenestepiger. Der stod i et af Numrene af „Hvad vi vil” en lille Artikel skreven af en Tjenestepige, „En Foraarsstemning”, saa simpel og saa levende, saa man følte Foraarets Luft og lugtede dets Komme gennem aabne Vinduer - det, at der gaves et Blad, hvori Tjenestepiger kunde skrive paa den Maade, maatte fortælles om for dem ved to forskellige Møder. Fru Johanne Meyers og Fru Bajers Navne blev godt kendte blandt dem, og de formelig jublede, da de hørte om, hvordan Deputationen for Fredssagen stod med sin Adresse i Kongens Sal - de forstod, hvad der laa imellem dette og saa de 10-12 Mennesker, der for Aar tilbage sad med Tvivl og Haab og lagde Raad op om den Sag i Møde efter Møde. I denne Udholdenhed, der blev stærkere i Modgang, kendte de noget af deres eget. Og den amerikanske Nation er baade i Følge Karakter og alle Forhold selvskreven til at omfatte Fredssagen med Varme.

Det er ikke for intet, at bare Nævnelsen af Navnet „James G. Blaine” er nok til at faa en hel Forsamling i Flamme. --

Saa var der det danske Telegram. Det kom i en lykkelig Stund. Der blev en Raaben og Klappen og en Fortællen fra alle til alle, da man siden mødtes, at Danmark var det eneste Land, der havde sendt Telegram.

Der er to Grene af denne Kongres's Arbejde, der fremfor alt vil have blivende Værd.

Det første var „The Industrial Committe”s daglige Arbejde. Hver Eftermiddag havde de Møder i en af Salene, der var overladt dem; her drøftedes alt, hvad der angik organiseret Kvindearbejde i Amerika, og her indbødes de fremmede Delegater til at give al mulig Underretning angaaende organiseret Kvindearbejde i deres Hjemlande.

Det andet var Oprettelsen af et „National Couniel” i alle civiliserede Lande - eller rettere Udnævnelsen af en enkelt Kvinde, der skulde repræsentere et saadant „National Couniel”, indtil det kunde blive oprettet. Der vilde herigennem dannes et Forbindelsesled mellem Kvinderne i alle civiliserede Lande; man vilde altid vide, til hvem man havde at henvende sig i Sager af international Betydning. - Ét er sikkert: havde denne Kongres været hvilketsomhelst andet Sted paa Jorden end i Amerika, og havde hvilketsomhelst andet Lands Kvinder ledet den, end netop de amerikanske - den var aldrig bleven det, den blev.

Jordens eneste kosmopolitiske Nation

- paa samme Tid en Nation med en saa stærk Nationalitetsfølelse, at den er i Stand til at opsluge og gøre til et alle de forskellige Nationaliteter, der væltes ind over den

- var selvskreven som den, der med største Held kunde føre en saadan international Kvindekongres frem.