Solstraalen!
Sol, Sol, Solskin! Skal jeg nedskrive mine Tanker, som jeg vaagnede med dem? Nej! Sol, Sol, Solskin! Det kan kun udtales eller ogsaa males, og malet Solskin er endda saa tit fremstillet, at der knap lægges Mærke til det. Dog kunde jeg fristes til en Beskrivelse af Solstraalen. Javist! titter nu ikke Solen i dette Øjeblik Kl. 4 ½ ind mellem mit Gardin og hen paa min Skrivepult! og se hvor den beskinner Fjældtoppene paa mit Maleri over Pulten, bliver der ikke Liv i Grantræet der nede i Dalen, som Solen nu ogsaa beskinner. O, hvilket herligt Spil i Solen, langt mere Liv end nogen Kunst kan frembringe! Hvor træder ikke Byen frem der nede i Dalen, og Grantræerne, der ligger snart spredte - snart i Klynge, er som en hel Folkevandring, der maa ud i Guds frie Natur, - se at naa op paa de højeste Fjælde og spadsere rundt over Byen, og hvilket Liv spreder Solen ikke over den Indsejling. Det er som befandt jeg mig paa Dampskibet der og sejlede ind en frisk Vaar-Morgen efter en behagelig Rejse, og selv efter en besværlig Rejse maa en saadan solbeskinnet, smuk Indsejling løse det trætte Menneskes besværende Baand. Det er Solskin. - Jeg gaar med op ad de Gange, der snor sig til Fjældet, her er Granskov, det er Foraar, Myrerne har ikke travlt endnu, og man kan her lægge sig og nyde Udsigten over hele det store Landskab. Hvor er Naturen dejlig, det føler jeg, skønt jeg sidder her i min Stue og forser mig paa mit Maleri. Hvor er det en herlig Kunst, Malerkunsten, at den ved Hjælp af vor Fantasi og en lille Solstraale kan sætte os ud i den frie Natur. Hvis jeg nu var syg og ikke kunde gaa ud. Jeg maa ud, jeg kan jo gaa, - ud i Søndermarken og efter en rask Tur sætte mig i det dejlige Solskin, eller ud i Dyrehaven gennem Krat og Skov, ud paa Landet, o. Landet, - spadsere under løvtætte Træer, forsigtig undgaa at træde alt levende, nede i Dalen sidde og lytte til Fuglekvidren og drømme for en Stund og vende styrket hjem igen, dog først hen og se, om Jordbærrene staar i den hvide Klædning eller om det lysegrønne Bæger har lukket sig til Bær. De friske, herlige Bær, som har lædsket saa mange og kvæget saa mangen syg. Se! Solen stiger mere frem, den binder mig til at fortælle; men jeg maa ud, og naar jeg er kommet ud, vil jeg sende en Tak til alle, som vil følge mig. Kom! lad os følge med Solen og Solskinnet, kom alle ud, som kan komme, og lad os hjælpe at lukke alle ud i Solen, som ellers ikke kommer ud. Til Efteraaret, da har Solen og Solskinnet gjort Underværker, og saa kan vi se, om Solstraalen kan naa ind i vor Stue og bringe os et Minde fra Sommerens Solskin og Solvarme.
