Fredsmøde i Høje Bøge.
Der er faa Steder i Danmark, der egner sig bedre til Friluftsmøder end „Høje Bøge” ved Svendborg. Det er et henrivende Syn efter en lille forfriskende Byge at se Solen bryde gennem de lysegrønne Bøge, der i en ualmindelig Højde, ligesom malerisk ordnet, staar omkring Festpladsen. Naar dertil kommer en høj Talerstol, festlig prydet med levende Blomster, Vimpler og Faner, saa føler man, at man med Sandhed kan synge Mads Hansens Sang: „Jeg véd, hvor der findes en Have saa skøn”, og den Sang blev sungen paa Fredsmødet i Søndags.
Den nydannede og endnu ikke talrige Fredsforening havde vovet at lægge et stort offenligt Møde i „Høje Bøge” og indbudt Fru Johanne Meyer fra København, Hr. Lærer Nielsen fra Jylland og Redaktør Guldbrandsen fra Odense som Talere. Hr. Guldbrandsen blev imidlertid forhindret i at komme til Stede, hvorimod de to andre Talere var mødte.
Formanden for Fredsforeningen, Hr. Boghandler Jørgensen, Svendborg, aabnede Mødet med de bekendte Ord af Rasmus Kristian Rask: „Sit Fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette”. Sangen: „Jeg vil værge mit Land” blev derefter afsunget, og Fru Johanne Meyer talte da om den rette Fædrelandskærlighed. Taleren mente, at den bestod i at bygge Hjemmene op og udvikle en Fædrelandskærlighed, saa den kunde optage de fremmede Elementer i sig og besidde Ævnen til at udvide sig til Broderkærligheden ud mod andre Nationer; samt, at den rette Maade at ære vore historiske Minder og de, der var gaaet i Krigen for deres Fædreland, var at pensionere vore Invalider saaledes, at de ikke skulde være henvist til at gaa om i Gaarde med en Lirekasse og samle Toører ind, men leve et nogenlunde menneskeværdigt Liv.
Hr. Nielsen gjorde i sit Foredrag stærk Forskel paa Folkeminder og Krigsminder.
I Forsamlingen saas mange Feriegæster, der nyder Friluftslivet i det dejlige Svendborg. Saaledes den bekendte Fredsven, Hr. Lærer Højberg med Frue fra Helsingør og andre Lærere, desuden saas Malerinderne, Frkn. Marie Luplau og Emilie Mundt, der har taget Sommerophold i den dejlige Egn, endvidere Fredsvennen, Pastor Luplau, og mange andre kendte Ansigter. Det er imidlertid en stor Sjældenhed at træffe Fredsvenner blandt Præsterne paa Fyen. Det gik endogsaa saa vidt paa Mødet, at en ganske ung Præst fra et af Nabosognene af Svendbog højt udtalte sin dobbelte Forargelse over dette Møde, ikke alene over Fredsidéens Ukristelighed, men ogsaa over, at en Kvinde turde tale i en Forsamling.
Da det var en ganske ung Mand, vil vi fortie hans Navn. Hr. Pastoren vil nok i Livets Skole komme til et andet Resultat.
Festdeltagerne kunde glæde sig ved et udmærket Vejr, og Fredssagen fik forhaabentlig et lille Stød fremad i Svendborg.
