Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
Senere hen paa Dagen spurgte hun løst henkastet: „Jeg traf den svenske Baron
ved Skovfogedhuset. Han havde været her, fortalte han mig. Har du indbudt ham?”
„Nej”, svarede Mariane kort.
- Men Baronen befandt sig i en Tilstand af lidenskabelig Ophidselse.
„Det er hende, som jeg elsker, altid vil elske. Alle mine Sorger er som bortblæste, Forholdene klarer sig, jeg vil anholde om Ottilies Haand, og ikke et Menneske vil mere have den Frækhed at sige, at jeg har været noget for Moderen.”
En Billet fra Mariane, som man bragte ham, forstyrrede ikke hans Eksaltation, hun skrev:
„Jeg beder Dem endnu en Gang om at forlade dette Sted. Det vil ikke kunne undgaas, at min Datter vilde spore Reminiscenser fra Fortiden imellem os, og det vil jeg undgaa.”
„Du kan forbyde mig at se dig, Mariane”, sagde han hen for sig, „men at jeg elsker og vinder din Datter, det kan du ikke afværge. Hun lever sit eget Liv og har sine Rettigheder at fordre. Det, jeg en Gang indbildte mig at føle for dig, var kun Forudanelsen om den fuldkomne Lykke, jeg skulde naa ved din Datter.”
At en Kæde af den grænseløse Elendighed ved hans Skyld havde slynget sig om Marianes Tilværelse, havde han i dette Øjeblik allerede glemt. De følgende Dage tilbragte Ottilie med udelukkende at lægge Beslag paa sin Moder. Fru Mariane var en temmelig uøvet og let trættet Fodgængerske, men til Trods derfor smigrede og bad Ottilie altid saa længe, indtil Moderen indlod sig paa lange Spadsereture. Karlen maatte ogsaa ro dem omkring paa Søen trods Efteraarskulden, og naar Fru Mariane gjorde Indvendinger, pakkede Ottilie i hende leende ind i den varme Kaabe og trak hende med til Baaden. Om Aftenen læste hun for Moderen eller fortalte hende saa mange morsomme Historier fra sit Pensionsliv, Historier, som hun altid selv lo højt af, endnu før hun var kommen til Pointet, saa det ikke længere var nogen Trang for Mariane at samle sine Tanker. Med glædestraalende Ansigt sagde Anna: „Fruen begynder sandelig at faa Kulør i Ansigtet.”
„Vi skal blot være diplomatiske!” mente Ottilie en Gang i en fortrolig Samtale med sin trofaste Raadgiverinde. Saa snart jeg først har faaet Moder rigtig opmuntret, saa rykker jeg frem med vor Plan om at flytte til Byen.”
Og det utrolige skete, at Mariane for første Gang i mange Aar begav sig til Ro med et let Hjerte, lykkelig og taknemlig for sit Barns rene, muntre og ungdomsglade Sjæl. Med Inderlighed foldede hun sine Hænder, det var, som maatte hun bede om, at Ottilie aldrig, aldrig skulde opdage den Skygge, der hvilede over hendes Liv, hun vilde besidde den Kraft og det Fortvivlelsens Mod at skjule Fortidens sørgelige Tildragelser for Datteren.
En Middag, da Ottilie kom hjem fra en Spadseretur med sin Moder, stod Anna udenfor Døren, i Haanden holdt hun flere Breve, som hun vinkede til Damerne med.
Ottilie rev dem fra hende og løb hurtigt ind. Fem Breve fra Pensionen! Aa, der var endogsaa et fra Bestyrerinden, og fra Mila, lille Hanne, Laura og Therese, de kære Pigebørn.
(Fortsættes.)
