Roholte Sogn og Omegn.
Det lønner sig efter en trættende Jernbanekørsel at naa Faxe Ladeplads. For 40 Aar siden fandtes her kun den nøgne Strand og nu ligger her en smuk By med en nydelig lille Kirke og en rigtig Havn fyldt med Fragtbaade. Den stærke Trafik med Udførsel af Kalk og Kul har paa amerikansk Vis skabt Havn og By. Endnu langt stærkere gribes man ved at køre langs Stranden til „Strandgaards Dyrehave”, der virkelig staar Maal med Klampenborg-Dyrehaven.
Vel ikke i Storhed, men nydelig holdt er Skoven, der naar ned til Stranden, og venlige Daadyr græsser fredeligt blandt de ikke faa Gæster, der om Søndagen besøger denne henrivende Plet.
Midt i disse Omgivelser mellem to Bakker og høje Bøgetrær holdt Fredsforeningen for Roholte og Omegn offenligt Møde Søndagen den 30. Juli. Udenrigsminister Baron Redtz-Tott, som er Ejer af Skoven, havde beredvillig stillet denne til Fredsforeningens Disposition. Formanden, Gaardbestyrer Jens Hansen, aabnede Mødet og meddelte, at det var første Gang, denne nye Forening holdt offenligt Møde, men haabede paa stærk Tilslutning i Fremtiden til denne for Fædrelandet saa store Sag. Foreningen var i sin første Vorden og talte 70 Medlemmer.
Fru Johanne Meyer holdt da det egenlige Foredrag for en særdeles interesseret Kreds. I den stille friske Sommerluft var det et dejligt Syn at se de mange lyttende Mennesker, der her maaske dobbelt følte Betydningen af Fredstankens Virkeliggørelse og blodige Kriges Afskyelighed, som Taleren malede i store Træk.
Efter Foredraget samledes man om Bordene med Skemt og Latter til et fornøjeligt Aftensmaaltid under de grønne Træer og med Udsigt til Stranden. Familjerne havde medbragt Madkurve, som man dækkede til Fællesspisning, og under Spøg og Munterhed spiste man hverandres Mad.
Byens Lærere var med ved Bordene, og de unge Gaardmandsfolk kunde ikke nok som fortælle, hvor de holdt af deres Lærere, som nu var deres Venner og Kammerater. - „Men,” fortalte en ung Gaardmand mig, vort Sogn staar ogsaa højt med Hensyn til de Fattiges Undervisning, vi ser det som det højeste at give de Unge, en god Opdragelse. Her er kun 36 Gaarde og dog har vi to Almueskoler, en Friskole og en Pogeskole, som vor Kommune understøtter. Det er svære Byrder, men vi mener, det er den bedste Maade at arbejde imod Fattigdommen.” Folkene er stolte af deres dejlige Egn. „Er her ikke dejligt,” sagde en gammel Bondekone til mig, her har jeg nu boet i 40 Aar og hver Dag kunnet glæde mig over den dejlige Strand, og haaber at have den Udsigt til det sidste” - „og Deres Børn efter Dem,” svarede jeg. „Nej, det er det sørgelige for os her, vore Børn kan ikke faa Gaardene efter os, Baronen inddrager Gaardene, vore Børn kan ikke faa Ejendom, saa vore Sønner og Døtre rejser til Amerika,” svarede hun med Taarer i Øjnene.
Intet er fuldkomment her i Verden!
Men Fredssagen har forstaaende Venner i Faxeegnen.