Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
Forundret saa Fru Mariane, at hendes Datters Ansigt sitrede af Bevægelse, at hendes Øjne stod fulde af Taarer. Hun blev grebet af en skinsyg, dyb og smertelig Bevægelse.
„Du græder, Ottilie!” udbrød hun.
„Aa, Moder,” sagde Ottilie rørt, „kan det undre dig?” I seks Aar har jeg jo været flittig og glad sammen med dem, og vi har holdt af hinanden, vi havde det jo saa godt. Og Forstanderinden har endogsaa foretrukket mig fremfor de andre. Jeg kan takke dem allesammen for min lykkelige Ungdom, der er Skyld i, at jeg kunde bære Adskillelsen fra dig.”
Og hun græd. Det var en naturlig og smuk Hjemve efter sin Ungdoms Legesøstre.
„Jeg stakkels, ulykkelige Kone!” tænkte Mariane fortvivlet. „De, som hidtil har jaget mig, vidste ikke, at de begik et dobbelt Mord, paa Kvinden og paa Moderen.”
Men med Ungdommens omskiftelige Gemyt tørrede Ottilie sine Taarer og læste sine Breve.
„Hurra!” raabte hun, det er et Glædesbudskab, lille Moder. Mila skal ikke mere være i Pensionen, hendes Fader forlader Tjenesten - hvad synes Du? De flytter til München! Dersom vi ogsaa flyttede der hen, saa havde jeg da straks en Veninde. Milas Fader vil være Forfatter, vil skrive om militære Forhold.”
„Er han Officer?” spurgte Mariane adspredt.
„Oberstløjtnant”.
„Hvad hedder da Milas Fader?” Det var kun et tomt Spørgsmaal, for at vise Ottilie en Interesse, som hun i dette Øjeblik slet ikke følte.
„Lehsen, slet og ret Lehsen”.
Mariane, der havde siddet paa sin Plads ved Vinduet, rejste sig langsomt.
„Lehsen”, gentog hun. „Véd du ... hvor ... om?” Nej, Spørgsmaalet, som brændte paa hendes Læber, kunde hun ikke faa formet i et Ord. Ottilie fortalte af sig selv videre.
„Ja, og tænk dig, Mila er født i Garnison sammen med mig, men er bleven flyttet paa Grund af en Duelhistorie. Milas Fader maa være en elskværdig Mand, han sendte mig altid saadanne kærlige Hilsener og skrev til Mila, at hun skulde holde dobbelt saa meget af mig... for Guds Skyld, Moder . .. Anna, Anna, Moder er besvimet! Kære, søde, lille Moder!”
Ottilie knælede ned paa Gulvet og holdt det dyrebare, blege Hoved i sit Skød. Pigen kom styrtende ind, men i Stedet for praktisk at hjælpe, klagede og jamrede hun ogsaa. Snart slog Mariane uden kunstige Hjælpemidler Øjnene op.
„Hvad fejlede du, Moder?” bad Ottilie fuld af Angst.
„Det var kun en Svaghed - bring mig ind i mit Soveværelse - lad mig være alene.” „Nej, Moder...” „Alene”, gentog Mariane heftig. Efter at Ottilie havde faaet Moderen bragt til Sengs og kysset hende mange Gange, listede hun sig bort.
(Fortsættes.)
