Kvindelig Fremskridtsforening.
Den 28. Avgust slutter Kvindelig Fremskridtsforening sine Sommermøder paa Vodrofflund med gratis Bal for Medlemmer med Bekendte. - Den første Mandag i September begynder Foreningen sine ordinære Medlemsmøder. Lokalet vil da blive Vestergade 9, 1. Sal, i Højskolesamfundets Lokaler, som ligger bekvemt og har en passende Størrelse til Medlemsmøder. Større Møder samt selskabelige Sammenkomster vil derimod blive afholdte i den store Sal, Østergade 15.
Vi beder vore Medlemmer nu, da Efteraaret nærmer sig, at gøre Venner og Bekendte opmærksomme paa Kvindelig Fremskridtsforenings Virksomhed, at Vintermøderne kan blive talrigt besøgte og at flere og flere kan vinde Forstaaelse af Kvindesagen.
Kvindelig Fremskridtsforening er den eneste Kvindesagsforening, hvis Formaal det er at oplyse om sociale og politiske Spørgsmaal; saa ingen Forening byder som den sine Medlemmer Oplysning om aktuelle Spørgsmaal. - Der burde derfor ikke være én Kvinde, som interesserede sig for at følge med i politiske eller sociale Emner, uden at hun var Medlem. Foreninger som Fagforeninger, Valgretsforeningen og andre har deres specielle Formaal at virke for, men Kvindelig Fremskridtsforening giver sine Medlemmer Lejlighed til at høre og udtale sig om forskellige Emner, og da enhver Anskuelse vil blive hørt og de forhandlede Emner belyste fra forskellig Side, saa vil enhver derved lettere danne sig en selvstændig Mening, og det er sikkert dette, Kvinderne har Brug for, om de skal blive i Stand til at arbejde for Stemmeretten eller andre sociale Fremskridt.
Foreningen, som afholder Møde hver Mandag og tillige byder paa Selskabelighed og kunstnerisk Oplæsning, koster kun i aarligt Kontingent for Medlemmer 2 Kr. Indmeldelser modtages hos Formanden, Fru Johanne Meyer, Naboløs 4.