Lidt om Børns og unges Morskabslæsning
af et Foredrag.
(Fortsat.)
Der er ikke mange Huse, hvor Spørgsmaalet om de voksne Unges Forhold til den moderne
Roman- og Novelleliteratur ikke har sat Sindene i Bevægelse, rejst Debat. Jeg taler her selvfølgelig om de ganske unge.
Den Unge véd, at han skal lære Livet at kende. Hvorfor da ikke straks? Hvorfor denne Forsigtighed med den Afspejling af Livet, der rummes i Litteraturen? Som om man ikke var fornuftig nok, som om man ikke selv kunde være Dommer - selvstændig og uafhængig træffe sit Valg?
Nej, det er netop det, den Unge ikke kan. Han har haft Lærere i mange forskellige Fag - samlet sig Kundskaber om meget, men den mest paalidelige af alle Lærere, den dyrest betalte, men ogsaa den grundigste, Erfaringen, har han endnu ikke gjort tilstrækkeligt Bekendtskab med. I Ny og Næ har
- han faaet et lille Ord af den - et lille Ord, som han ikke har agtet stort paa og hurtigt har glemt. Et af Ungdommens Fortrin er jo at have Lov til at glemme, at kunne glemme.
Vi andre, vi Ældre, noterer vore Erfaringer for at benytte dem. Desuden borer de sig tit ind i os, ind i vort Kød og Blod, saa vi ikke kan faa dem bort, selv om vi ønskede det. Disse Erfaringer, som vi har betalt med høj Pris, dem vil vi gøre frugtbringende lige over for den Unge. Vi vil værne, vi vil beskytte ham ved Hjælp af dem. Denne Værnen giver sig selvfølgelig et Udslag i Valget af hans Læsning; det vil sige i Ønsket om at vælge den - ofte bliver det kun ved det.
Litteraturen øser af Livet - men Livet øser ogsaa af Litteraturen. I den henter vi vore Forudsætninger, vor Kundskab om, hvad der er os fremmed, ukendt. Det gælder navnlig for den Unges Vedkommende. Sort paa hvidt er og maa være en større Avtoritet for ham - han har endnu ikke saa ofte som vi andre grebet de trykte Bogstaver i at sige Usandhed.
I Litteraturen henter han altsaa en stor Del af de Forudsætninger, hvormed han møder det Liv, der ligger for ham i den velbekendte „blaa Dis af Anelse”, o. s. v. Det vil have en ganske overordenlig stor Betydning for ham, at disse Forudsætninger er rigtige.
Hvor højt man end kan sætte meget af den moderne Litteratur, kan det dog ikke nægtes, at der i den rummes en Del, som ikke vil være heldigt for den Unge. Den overvejende pessimistiske Blik paa Livet vil deprimere ham i Stedet for at give ham Mod. De Typer, der stadigt føres frem i den, er hyppigt viljeløse, svage Naturer, der lader sig flyde - glide - og ofte gaa til Bunds paa en eller anden Maade, eller bliver siddende i den blaserede Misfornøjelses stillestaaende, sumpede Mose, - trætte Mænd, tit udstyrede med betydelige Naturgaver og en Elskværdighed, som gør dem sympatiske,
- de er ikke heldige Vejvisere paa den Unges Rejse. De prædiker stadig det samme fortvivlede: „der findes ingen Lykke her paa Jorden” -i Stedet for at sige: „Arbejd - søg at finde Lykken, den har mange Former, hvorunder den kan vise sig, det gælder blot om at faa Øje for den.” Det Goetheske: „Willst Du immer weiter schweifen - sieh, das gute liegt so nah - lerne nur das Glück ergreifen
- und das Glück ist immer da.“ Samme Vismand giver Anvisningen: „In der Enge wohnt da Glück.”
(Fortsættes.)
