Tivoli.
Hvor mange Mennesker Tivoli har oplivet og glædet i de 50 Somre, det har brændt Blus for Københavnerne, det kan aldrig udregnes; men at intet Etablissement i Verden er saa afholdt som det, det viste de 30,000 Gæster, der paa Fødselsdagen mødte som Gratulanter. Masser af Blomsterbuketter til Kunstnerne, milde og glade Ansigter saas rundt om. Kun Opvarterne var ikke glade, thi de maatte fuldstændigt opgive Betjeningen, det var umuligt at trænge sig igennem den tætstuvede Befolkning; sulten og tørstig var man, men umuligt var det at faa Mad. Men dejligt var der alligevel, det er nu en Gang Københavnernes Sværmeri at se mange Mennesker, og beundringsværdigt var det store Arbejde, der var gjort i Dagens Anledning. Det var en udmærket Idé at fremstille det gamle Tivoli. De Gamle fik Taarer i Øjnene ved at se de kendte Steder, hvor de havde spaseret og sværmet i lyse Forhaabninger og ungdommelig Munterhed. De Unge morede sig over at se de Gamles Minder. Trods den uhyre Trængsel gik alt med Ro, og midt i Trængslen forstod man at vente, saa efterhaanden saa man dog det altsammen. Og man kan ikke andet end ønske København til Lykke med sit Tivoli, og de Mænd, som har arbejdet for at holde den rette Kurs, fortjener stor Tak for deres utrættelige Virksomhed.
Københavnernes Dannelsesanstalt er Tivoli bleven kaldt, og der er noget i det. Et Lands Forlystelser er ikke uden Indflydelse paa Folkekarakteren. Og Tivoli er ikke blot som et dejligt Sommerlandsted, hvor den ubemidlede og ensomme Mand og Kvinde kan nyde frisk Luft og Synet af de skønne Blomsterpartier, men det er jo først og fremmest den store Varieté, hvor der kan gives en alsidig Kunstnydelse for en billig Penge.
Man frembærer jo altid gode Ønsker paa en Fødselsdag; vi vil fremdeles ønske Tivoli til Lykke til at finde Mænd i sin Styrelse, der forstaar at vælge første Rangs Kunstnere og bevare et aabent Øje for sin store Opgave at opdrage Folkets Smag. Tivoli vil da være selvskreven til at fylde Pladsen som den attraaede Holger Drachmannske Varietéanstalt. Desuden gør Tivoli et andet og ikke mindre værdifuldt Arbejde i København - den at udjævne Kløften mellem Klasserne. Den tarveligste Arbejderfamilje nyder Kunsten og tager sin Friluftsfornøjelse i Tivoli, og den mest Intelligente og Kunstelskende føler sig vel ved at være dets Gæst.
Til Lykke!