Ædelt Vildt.

En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.

Ottilie udstødte et Skrig.

„De - hvad véd De om, at min Moders Tilværelse er saa sørgelig? Og hvad har De dermed at gøre? Moder sørger saa dybt, fordi hun har mistet sin Fader.”

„Nej”, sagde Axel Lindstrøm dumpt, „en anden Begivenhed fra Fortiden har røvet hendes Lykke.”

Da Ottilie vilde fare op, tilføjede han bevæget: „Hun er en Helgeninde, en Martyrinde! Aa, Ottilie, spørg mig ikke mere, jeg kan og tør ikke give Dem flere Oplysninger. Men dersom De kunde lære at elske mig saaledes, at De en Gang vilde blive min Hustru, saa vilde Deres Moder ikke mere have noget at græde over.”

Ottilie var bleven ligbleg.

„Maa jeg gentage alt dette for min Moder?” spurgte hun med dirrende Stemme.

„Nej, jeg bønfalder Dem om ikke at gøre det. Og dog, dersom De kunde beslutte Dem til endnu i Dag, i denne Time at modtage min Haand, som jeg herved højtideligt tilbyder Dem, saa kunde De straks føre mig til Deres Moder, og jeg sværger Dem til, jeg giver Dem mit Ord som Adelsmand paa, at jeg tror, hun vil blive lykkelig derover.”

Ottilie følte, at han ikke løj, at han selv troede, hvad han sagde. Hun kæmpede for at faa Luft.

„De kan tage fejl, Hr. Baron. Deres hemmelighedsfulde Antydninger tror jeg ikke paa. Gør ikke oftere noget Forsøg paa at trænge ind i min Tilværelse. Jeg haaber vi snart skal flytte til Byen, og der vil det være umuligt for Dem at drage Fordel af et tilfældigt Møde. Før jeg vil opofre mig for min Moder, maa jeg dog vide, om et saadant Offer er nødvendigt. Var det nødvendigt, da tøvede jeg sandelig ikke”, tilføjede hun sagte, som for sig selv.

„Et Offer! Blot et Offer! Ottilie, jeg elsker Dem usigeligt, i al Evighed!” udbrød han som ude af sig selv, tabende al Selvbeherskelse.

En uhyggelig Følelse gennemfor Ottilie.

„Nok!” sagde hun med stolt hævet Hoved, „dette vil og tør jeg ikke høre. Er De en Mand af Ære, saa lader De mig gaa uhindret herfra.”

„Kun for i Byen atter at krydse Deres Vej!”

Ottilie løb derfra. Med sitrende Hænder greb hun fra Stamme til Stamme og kom lykkelig ned ad Skovskrænten og naaede Huset, just idet Aftenen fuldstændig indhyllede hele Egnen i et dybt Mørke.

„Hør, Anna,” sagde hun rystende, „jeg har nøjere tænkt over det, jeg vil dog alligevel telegrafere. Johan maa straks gaa hen paa Stationen med Depechen.”

„Kom hurtigt - lad Moder ikke mærke, jeg har telegraferet. Jeg er saa oprørt. Ottilie.”

Saaledes skrev Ottilie paa en Seddel; saa faldt det hende ind, at Onkel Lothar kunde ængste sig, og hun tilføjede: „Moder trænger til Opmuntring.”

Medens Johan bar det hen paa Landsbyens Post- og Telegraf kontor, græd Ottilie lidenskabeligt med Armene om den trofaste Piges Hals.

Hvad er der dog sket?" spurgte Anna, ligeledes grædende.

„Intet, intet - jeg kan ingen Ting sige. Aa, Gud, blot dog Onkel Lothar vilde komme! Jeg er saa ulykkelig.”

(Fortsættes.)