Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
I et stort Værelse paa en første Sal i Ludvigsgade i München sad endnu sildig om Aftenen to Mænd lige over for hinanden ved et Bord og arbejdede.
En stor Lampe hang i Broncekæder ned fra Loftet; dens stærke Lys blev dæmpet af en mælkehvid Kuppel, som tillige spredte Lyset over Bordet. Det var et stort Bord betrukket med grønt Klæde, Bunker af Bøger, Hefter og Papirer opfyldte det helt, saa det var med Nød og næppe, at de to, den ældre og den yngre, kunde faa saa megen Plads, at de kunde lægge deres Skriveunderlag. De dyppede Pennen i et fælles Blækhus, som stod midt imellem dem, og skete det, at Pennene mødtes der, saa udstødte den ene eller den anden en Lyd, der nok skulde betyde: „Om Forladelse”. Langs Væggene stod Bogreoler, hvis øverste Hylder optoges af Buster, Globuser og etnografiske Samlinger. Begge Vinduer ud til Gaden var tilhyllede med tykke Gardiner. Ellers var der kun et Par Rør-Lænestole, en Trappestige, der stod lænet til en Bogreol, og paa Bordet endnu en Lampe, der havde faaet sin Plads paa en Stabel Bøger.
Den ene Mand bøjede sig ned over sit Papir, den anden sad stift oprejst, Det var den yngre, hans sorte, krusede Haar voksede i en Spids ned i den hvide Pande; hans noget magre Ansigt fremviste en smuk, lige Næse, et mørkt Overskæg, mørke Øjenbryn og et Par forskende Øjne, foran hvilke der sad en Næseklemmer. Han skrev langsomt, og hans magre Haand med de lange, spidse Fingre hvilede ofte tøvende paa Papiret, medens den ældre Herre med flyvende Pen skrev Linje efter Linje med ulæselig Haandskrift.
Nu saa det ud, som blev han færdig med en Sætning, han kastede Pennen fra sig, stod op og strakte sig med et lydeligt „Uf”.
Man saa nu, at det var en usædvanlig høj Mand, en mægtig Skikkelse med brede Skuldre.
Paa Grund af det Forhold, der var imellem hans Størrelse og hans Former, fik man det Indtryk af ham, at han var tyk. Hans Hoved med det svære, lidt krusede Haar, hans kraftige Skæg, de store, livlige Øjne passede godt til denne overlegne Personlighed. I hans lysebrune Haar var der ikke et eneste hvidt Stænk at opdage, og man kunde meget godt antage Hr. Professor Lothar von Droste for meget yngre end halvfjerdsindstyve Aar, som han i Virkeligheden var.
Han begyndte at rode op imellem Bøgerne paa Bordet, fandt ikke det, han søgte, blev utaalmodig, rev under sin Søgen nogle Hefter paa Gulvet, gik tilsidst hen til Trappestigen og stillede den op. Da han gik op ad den. knagede Trinene.
(Forsættes.)
